Lasse døde på hospice som 38-årig: Ina så sin mand forsvinde for øjnene af sig

Hvordan kommer du videre, når du bliver enke som 40-årig og står alene med fire børn? Det er Ina Lüders ved at finde ud af.

- Hvor ville jeg gerne have et helt almindeligt liv med parforholdskriser, diskussioner om børneopdragelse og hvem, der henter hvornår.

Ønsker om parforholdskriser og småskænderier om, hvem der henter, og hvem der handler, er ikke ligefrem nogle, der kommer til at stå på ønskelisterne til jul ude i de fleste danske hjem.

De kommer, når man er presset fra alle leder og kanter. Når man næsten ikke kan mere, men bliver nødt til at fortsætte og holde humøret højt, så hele korthuset ikke blæser ad helvede til.

De kommer, når ens mand igennem 16 år pludseligt ender i kørestol, hvor han ikke kan røre meget mere end øjne og mund, fordi han er blevet ramt af den dødelige sygdom ALS.

I den nye dokumentar ’Mens døden os skiller´ følger vi Ina Lüders, hendes døende mand Lasse, deres fire børn, Karlo på 12 år, Viola på 9 år, Albert på 5 år, Hugo på 3 år og Lasses mor, far og søster.

Når fundamentet smuldrer

I efteråret 2014 undrede Lasse sig over, at han ikke kunne hoppe lige så højt, som han plejede, når han spillede basketball. Han gik til lægen, der dog ikke kunne konstatere nogen problemer.

Hvordan mindes du den, du savner? Del dit ritual her.

Til nytår samme år blev Lasse chokeret over, at han ikke kunne lukke sine bukser, og han gik igen til lægen. I februar måned 2015 fik han diagnosen ALS.

Imens Lasses helbred forværredes rykkede, han længere og længere væk fra sin kone og børn – både fysisk og psykisk. I november 2016 flyttede han på plejehjem som 37-årig.

Imens Lasse kæmpede mod sygdommen og savnet, kæmpede Ina med hverdagen. Alligevel sagde hun i februar 2017 ja til, at DR måtte følge familien Lüders kamp mod sygdommen, døden og alt, hvad det indebærer.

- Jeg sagde ja, fordi det skulle handle om, hvordan børn reagerer på, at forældre bliver syge. Det kom i stedet primært til at handle om mig og mine refleksioner om, hvad man gør med kærligheden. Det rammer nemlig ikke kun børnene og familien, men selve fundamentet for familien – kærligheden mellem de to voksne, der har bygget familien, fortæller 40-årige Ina.

Ægtefolk eller bedste venner?

Mens Lasse boede på plejehjem kom han på besøg hos Ina og børnene flere gange om ugen. Børnene sad på skødet i kørestolen, fortalte historier og så film på Ipad. Men selvom han var i hjemmet, var intet som det plejede.

Lasse og Ina var stadig gift, men alt det, som man forbinder med et ægteskab, var ikke længere til stede.

- Afstanden, der er mellem os på grund af sygdommen, står jo i enhver scene. Og der står den insisteren på, at vi godt kan tale om Tinder og om at sætte hinanden fri. Det er jo det, man gør, når man oplever modstand i et ægteskab. Men vi gjorde det ikke. Jeg kunne simpelthen ikke, siger Ina.

Ina og Lasse diskuterede flere gange, om de skulle være bedste venner i stedet for ægtefolk, hvilket skabte gnidninger imellem dem.

- Jeg insisterede på, at vi som ægtefolk skulle have de her snakke, som almindelige mennesker har, selvom han var døende og forsvandt fra mig hver dag. Jeg krævede, at vi forholdt os til det sammen, fortæller Ina.

Selvom det kan lyde hårdt at diskutere, om man skal gå fra hinanden, når den ene part er døende, er Ina ikke i tvivl om, at Lasse satte pris på det – sådan da.

- Han sagde, at han nogle gange kunne føle sig som en klump kød, der bare var et lille pattebarn. Han ville gerne have de diskussioner, selvom det gjorde ondt. Han hadede mig også for det, men han krævede det også. Han nægtede at være det lille barn, han blev til sidst, siger hun.

Lasse flyttede på hospice i april i år. 29. april døde han omgivet af Ina, børnene og familie. Han blev 38 år gammel.

Et nyt liv i to spor

Der er gået et halvt år siden, at Ina måtte sige farvel til sin mand og far til deres fire børn. Hun kalder selv sit liv i dag for et ”tosporsliv”.

- Jeg har det godt, fordi jeg er i live. Livet bærer mig med, jeg har børnene, laver aftensmad, står op og skaber en hverdag og rytme. Og så har jeg parallelsporet, hvor jeg skal finde ud af, hvordan pokker jeg lever med, at jeg faktisk har mistet min mand, at jeg er alene og har ansvaret for fire børn, for min egen sorg og Lasses minde, fortæller Ina.

Selvom sorgen over Lasses død stadig fylder meget, oplever hun også, at der er en form for pres, der er forsvundet. Det viser sig for eksempel, når hun ser tilbage på den sidste tid med Lasse, og når hun ser dokumentaren med sig selv i hovedrollen.

- Jeg kan sidde og tænke hold kæft mand, sagde du virkelig det? Men det er jo fordi, jeg ikke længere lever i den angst og med det pres at skulle forholde mig til, at det menneske jeg elsker allermest på denne jord, foruden mine børn, er i konstant lidelse, siger hun og uddyber:

- I dag er jeg glad for, at presset med Lasse er væk. Nu har jeg bare presset med at gøre det godt nok for børnene.

Far vil altid være med

Ifølge Ina lever Karlo, Viola, Albert og Hugo i dag et liv med to parallelle spor ligesom hende selv, hvor de går i skole, børnehave, leger med venner, går til fritidsaktiviteter og får nye venskaber.

- Og så har de sporet ved siden af, hvor vi snakker om, hvor Lasse er henne, hvad der skete, om de savner far, om vi skal hænge et billede op af ham, og de bliver også sure. Over at jeg ikke har snakket om ham et stykke tid, eller at de har mistet en far og ikke får det igen, hvor de skal finde ud af at leve med det tab.

For ligesom Ina ville have, at Lasse skulle forholde sig til deres ægteskab, selvom han var dødssyg, skal børnene også forholde sig til tabet og døden, selvom de er børn.

Derfor spørger Albert på fem år også, ”mor, skal du dø oven på far,” mens Viola på ni kysser et vægmaleri ved sengen godnat, før hun lægger hovedet på puden i køjesengen.

De fire børn vil også blive inddraget, når Ina beslutter sig for at lukke en ny mand ind i sit liv, men der vil aldrig være tvivl om, at der altid vil være plads til Lasse i hendes hjerte.

- Jeg siger til børnene, at jeg aldrig vil smide ham ud. Det kommer aldrig til at ske, siger hun.

Mere hjælp til hverdagen

Ina er udmærket klar over, at hun kan fremstå en smule barsk i dokumentaren. Hun ville også ønske, at hun kunne have bevaret en form for blødhed, men det kunne hun ikke. Hun blev nødt til at passe på sig selv, så hun kunne passe på familien.

Hvis hun skulle have gjort noget anderledes, i tiden efter at Lasse fik diagnosen, så skulle det være at have kæmpet endnu mere for at få hjælp fra det offentlige. Hjælp til rengøring, afhentning og pasning af børn, så hun ikke selv skulle organisere det, når Lasse havde det dårligt, og hun skulle besøge ham.

For hverdagen fortsætter, selvom man får en dødelig sygdom som ALS ind i livet. Og her var hendes stærke børn faktisk en negativ ting. Ifølge Ina fik hun nemlig at vide, at hun ikke kunne få hjælp, fordi hendes børn stadig klarede sig godt i skole og børnehave.

- Det ville have været guld værd, hvis jeg vidste, at der kom en og gjorde rent og handlede. Det er så lavpraktisk og så livgivende i en situation, hvor man er presset fra morgen til aften.

Nu handler det for Ina om på en eller anden måde at komme videre – men med Lasse i rygsækken, hvor han altid vil være.

- Jeg har måske ikke helt accepteret, at Lasse faktisk aldrig kommer tilbage. Derfor skal jeg finde ud af, hvem jeg er nu, hvor Lasse er død, og jeg er enke som 40-årig.

Sidste afsnit af 'Mens døden os skiller' kan ses på DR1 mandag den 5. november klokken 20.45. Begge afsnit kan ses på DR TV.

FAKTA OM ALS

  • ALS står for Amyotrofisk lateral sklerose. ALS rammer de motoriske nerveceller i hjerne, hjernestamme og rygmarv, der giver signaler til kroppens muskler. Med tiden opstår der problemer med kraft i arme og ben samt synke- og talebesvær.

  • Årsagen er i de fleste tilfælde ukendt, men hos 5-10 procent er sygdommen arvelig.

  • De fleste dør indenfor nogle få år, men de arvelige former har ofte bedre prognose. Medicinsk behandling kan udskyde sygdommen kortvarigt, men ellers er behandlingen lindrende.

  • Kilde: Sundhed.dk

Facebook
Twitter