Michael var jomfru, da han blev gift ved første blik: Man skal ikke have medlidenhed med mig

28-årige Michael Harders vil gerne gøre op med stigmatiseringen af voksne jomfruer.

I syvende afsnit af 'Gift ved første blik' vælger 28-årige Michael Harders og hans match Kathrine Gosvig Kelså at dele noget meget privat med hele Danmark.

De fortæller ikke bare, at de har haft sex, men afslører også, at Michael var jomfru, da han meldte sig til programmet.

Ifølge Sex og Samfund har den gennemsnitlige seksuelle debutalder for danske unge ligget på omkring 16 år de seneste cirka 20 år.

Michael har valgt at stå frem, fordi han gerne vil gøre op med den stigmatisering, han føler, der er af voksne jomfruer.

- Det er et svært emne at åbne op omkring, fordi folk danner sig en masse formodninger om, hvad det kan skyldes, at man er jomfru. Der kan blive sat nogle andre mærkater på én, som at man er usikker eller en taber, og det kan være hårdt for en person at blive defineret ud fra det.

- Mit budskab er, at det er meget mere nuanceret end det.

Michael Harders bor til daglig i Aarhus, hvor han arbejder som kommunikationsansvarlig i Aarhus. (Foto: Bo amstrup © dr)

Selvværdsproblemer spændte ben

Michael har tidligere fortalt åbent om, at han aldrig har haft en kæreste og omkring sine mangeårige selvværdsproblemer. Det lave selvværd har været én af årsagerne til, at han stadig var jomfru langt op i sine 20'ere.

- Især i folkeskolen og gymnasiet havde jeg store selvværdsproblemer. Jeg havde ikke meget kontakt med det andet køn, så det var ikke rigtigt noget, der kom i spil.

Det lave selvværd skyldtes blandt andet, at han led af akne og var overvægtig.

- Der skete mere i mit datingliv efter gymnasiet, og jeg har da også i nogle situationer truffet beslutningen om, at det ikke lige var i aften, jeg skulle miste min mødom til én, jeg havde mødt på et diskotek.

- Men jeg havde brug for en tryghed, før jeg var villig til at tage det skridt.

Tanken om 'bare at få det overstået' havde dog også strejfet ham.

- Hvis jeg skal være bundærlig, har jeg nogle gange overvejet at få det overstået for at få erfaringen, så en senere partner ikke skulle vide, at jeg ikke havde nogen erfaring.

- Men jeg nåede frem til, at så bør det heller ikke være så vigtigt. Jeg ville jo heller ikke selv have noget imod, at den anden ikke havde erfaring og ville da kunne se det positive ved, at man så kan udvikle sexlivet sammen.

Breakede det på bryllupsnatten

Michael havde fra start planlagt, at hans match skulle vide, at han var jomfru. Det skete dog lidt hurtigere end forventet, og han endte med at afsløre det allerede på bryllupsnatten.

Han følte, at Kathrine var empatisk menneske, som han var tryg ved at fortælle det til.

Heldigvis reagerede hun da også, som han havde forventet og håbet på.

- Hun blev overrasket, men det var ikke var nogen 'big deal' for hende. Der kom ikke nogen 'hvad fanden?' eller en 'åh nej, hvor er det synd'. Det er jeg meget glad for, for jeg ville helst ikke have nogen af den slags reaktioner.

I videoen herunder kan du se et klip fra afsnit syv af 'Gift ved første blik', hvor præst Michael Brautsch spørger ind til Kathrine og Michaels sexliv.

Faktisk kan medlidenheden være endnu værre end 'taber-stemplet'. For dem, der mener, man er en taber, er lettere at tage afstand fra, mener Michael.

- Man skal hverken tage afstand fra eller have medlidenhed med én, der ikke har haft sex. Jeg kan fortælle af personlig erfaring, at ingen af de følelser er rare for den anden person. Det fedeste er, hvis det ikke er en 'big deal' på nogen måde.

Fra selvværdsproblemer til solstrålehistorie

Derfor er Michael også ked af, hvis folk, der ser programmet, får medlidenhed med ham, fordi han var jomfru så længe.

For det første har han altid været meget mere end dét – han er også den sjove og gæve fyr, der elsker at danse, fortælle jokes og at være social med sine venner.

For det andet betegner han det som en succeshistorie, at han i løbet af programmerne har fundet én, han har været tryg ved i forhold til at tage skridtet til at have sex.

Det knyttede ham og Kathrine tættere sammen, og det er i hans optik én af de vigtigste egenskaber ved sex.

Michael havde i ansøgningsprocessen fortalt eksperterne, at de ikke skulle regne med, at han ville fortælle på tv, at han var jomfru. Senere har han dog fået modet til at stå frem. (Foto: Bo amstrup © dr)

Nu ser han endda positive sider ved, at han har ventet så længe.

- Det sjove er, at jeg jo faktisk kan sige, jeg har gemt mig til ægteskabet, smiler han.

- Det synes jeg faktisk, der er noget fedt over, selvom det ikke var intentionen. På den måde gik det alligevel op i en højere enhed, det her som havde fyldt i mit liv.

Opfordrer andre til at stå frem

Michael håber, at hans historie kan give andre 'voksen-jomfruer' modet til at bryde tabuet ved at tale mere åbent omkring den manglende erfaring.

- Det bør være helt naturligt at snakke om. Så tror jeg for det første, at folk indser, at der er flere, der står med det, end man lige tror, og at der er færre, der vil føle sig udenfor.

Derudover opfordrer han voksne jomfruer til at turde kaste sig ud i kærligheden, selvom den manglende erfaring kan gøre én usikker.

- Nogle gange undgik jeg selv romantiske relationer af frygt for, hvor det kunne føre hen, og jeg tror, det kan være tilfældet for mange 'voksen-jomfruer', at man holder sig tilbage. Måske er man endda tæt på at give op. Det har jeg næsten selv været ved nogle gange.

- Men sex er noget, man altid vil kunne udvikle sammen med sin partner, og det, synes jeg, er vigtigt for folk at vide.

Du kan se 'Gift ved første blik' her

Facebook
Twitter