Det bliver den bare 40-årige direktør for Freeway Koncernen Mia Wagner, der overtager pladsen som investor i DR1-programmet "Løvens Hule" efter forretningskvinden Ilse Jacobsen.
Mia Wagner er såkaldt CEO, direktør, for Freeway Koncernen, der er en familievirksomhed i Viborg med over 25 virksomheder under sig, herunder brands som Dating.dk, Roomservice og Plusbog.dk.
- At deltage i Løvens Hule passer godt med ambitionerne for Freeway Koncernen. Jeg er åben for at gå ind i nye markeder som passer ind i vores vækststrategi, men jeg vil have et vågent øje for synergier i forhold til vores eksisterende forretninger, siger Mia Wagner til DR.
Hun understreger, at det ikke kun vil være tech/online-projekter, som hun kan finde på at investere i, men også livsstils- eller food-branchen og produktionsvirksomheder, som vil kunne gøre sig godt med e-handel.
Kraftig kritik af forgænger fik konsekvenser
Den nye "løve" bliver præsenteret, fordi Ilse Jacobsen tidligere på måneden måtte trække sig fra programmet, efter at flere end 25 nuværende og tidligere medarbejdere over for Berlingske beskrev et særdeles dårligt arbejdsmiljø under hendes ledelse.
Blandt andet blev Ilse Jacobsens ledelsesstil beskrevet som særdeles grov, ligesom flere fagforeninger har kritiseret virksomheden for ikke at give medarbejderne deres rettigheder, og det fik altså bossen for virksomheden "Ilse Jacobsen - Hornbæk" til at trække sig fra programmet.
Løvens Hule er et program, hvor fem investorer bliver præsenteret for forskellige iværksætteres ideer og får mulighed for at smide egne penge efter projektet og enten få succes eller fiasko.
Mia Wagner bliver den tredje nye investor i den kommende sæson. Hun skal således være medlem af "løvehulen" sammen med de to nye investorere Jan Dal Lehrmann og Peter Warnøe og de garvede Christian Stadil og Jesper Buch.
Jan Dal Lehrmann og Peter Warnøe blev præsenteret tidligere på året, efter at Birgit Aaby og også Tommy Ahlers forlod programmet. Sidstnævnte fordi han som bekendt er blevet uddannelses- og forskningsminister for Venstre.
Optagelserne til den fjerde sæson af programmet begynder i dag.