På kontanthjælp: Diana fik 200 jobafslag og en depression

Mange ledige får ingen succesoplevelser, og det kan gøre dem motivationsløse og i sidste ende deprimerede, siger forsker.

34-årige Diana W. Hansen har kæmpet med depression og modløshed på grund af arbejdsløshed.

Du bidrager ikke til samfundet. Du sidder bare derhjemme, mens alle andre står op og går på arbejde. Hvad kan du egentlig?

For mange arbejdsløse kan det være svært at holde humøret højt, når de gang på gang får afslag på deres ansøgninger. For nogen kan det være så slemt, at det udvikler sig til en regulær depression. En arbejdsløshedsdepression.

Det fortæller Bo Netterstrøm, seniorforsker og uddannet speciallæge i arbejdsmedicin/ samfundsmedicin.

- Det er en reaktion på den belastende situation, man befinder sig i som arbejdsløs. Hvor ens fremtid er uvis, og økonomien usikker. Man håndterer det simpelthen ved at blive depressiv.

I programmet 'Fri os fra kontanthjælp' møder vi blandt andre 34-årige Diana W. Hansen, som har været ledig, siden hun for tre år siden blev uddannet kontorassistent. I de tre år har hun søgt over 200 stillinger, men intet af det har givet bid.

Den følelse af fiasko, som Diana sad tilbage med, betød at hun blev mere og mere energiløs. En dag, da hendes kæreste kom hjem og spurgte hende, hvad hun havde lavet, kunne hun ikke svare.

- Jeg kunne ikke huske, hvad jeg havde lavet, fra jeg vågnede, til han kom.

Kæresten beordrede hende straks til lægen. Og ved hjælp af en test kom det frem, at Diana havde en arbejdsløshedsdepression. Hun fik piller for at gøre det hele lidt lettere. Men i virkeligheden er det ikke det, der skal til, mener Diana. Hun er i den situation af en grund.

- Det, jeg mangler, for at jeg kan føle mig hel, det er et arbejde. Jeg kan bare mærke, at det ville gøre så meget for mig, siger Diana.

Diana har oplevet at blive depressiv, fordi det ikke lykkes hende at komme ind på arbejdsmarkedet trods utallige ansøgninger.

Sørg for at lave noget meningsfyldt

Og det er simpelthen det, der opskriften på at få det bedre, istemmer Bo Netterstrøm. At få et arbejde. Men så simpel er virkeligheden desværre ikke, og derfor skal man sørge for at lave noget andet meningsfyldt for sig selv, hvis jobbet bliver ved med at udeblive.

- Læs en bog, leg med dine børn. Gør alt det, der kan give dig energi og glæde, siger han.

Men det kan sommetider være svært overhovedet at stå op, hvis der ikke er et job at stå op til, fortæller Diana.

- Hvad er det, jeg så skal stå op til? Selvom jeg har min kæreste og mine interesser, så kan det bare være rigtig hårdt nogle dage.

Medicinen, hun fik af lægen, er hun siden stoppet med. Hun tog for meget på, synes hun. Så hun prøver at klare tankerne selv.

- Der er selvfølgelig nogle dage, der er nemmere end andre. Heldigvis har min kæreste stor forståelse for, hvordan jeg kan have det.

Nogle mennesker kommer aldrig til at opleve at blive deprimeret - det ligger simpelthen ikke i dem, siger Bo Netterstrøm. Men for en stor del af de arbejdsløse vil depressive tanker komme, og derfra er det kun en flydende overgang til en egentlig depression.

- Specielt i disse tider, hvor ens identitet i høj grad er bundet op af at have et arbejde. Det kan føles som en identitetskrise. For hvis ikke jeg har et arbejde, hvem er jeg så?

Tøv ikke med at gribe ind

Når man har været arbejdsløs i længere tid og har prøvet at få arbejde, og det ikke er lykkedes, så får man følelsen af, at man ikke er god nok.

- Den er farlig, fordi det kan udvikle sig til en depressiv tilstand, der kan gå over i en reel depression, hvor man ikke orker noget. Man har skam og skyldfølelse. Man er initiativløs. Sover dårligt om natten, og ens humør er elendigt.

Men det nytter ikke noget, at man bare siger til sig selv, at man skal tage sig sammen. For det lettere sagt end gjort.

- Du bliver nødt til at sætte det i system, og så kan det være nødvendigt at få dem omkring dig - venner eller familie - til at hjælpe dig i gang. For det kan være svært at gøre det selv, siger Bo Netterstrøm.

Når man er arbejdsløs, kan man komme til at håndtere sin uvisse og belastende situation ved at blive depressiv, siger seniorforsker Bo Netterstrøm.

Men samfundet har også et ansvar, mener han. Og det bedste, man kan gøre for de arbejdsløse, er at give dem nogle alternative muligheder. Han husker, hvordan han som ansat i Socialforvaltningen tilbage i 1970'erne lavede en masse aktiviteter for de unge arbejdsløse. For at holde dem i gang og holde deres motivation oppe.

- Det betyder noget for alle mennesker at have noget at stå op til hver dag.

Og tøv ikke med at gribe ind, hvis du kan mærke, at din ven, kæreste eller familiemedlem langsomt bliver mere og mere modløs. Hvor de ikke orker noget, ikke kan tage sig sammen og har svært ved at stå op. Og ikke finder glæde ved alt det, de plejer.

- Det er oftest de nærmeste, der opdager, at noget er galt. Og så må vi hjælpe dem med at komme i gang igen, så de kan komme til at opleve en glæde ved alt det, de plejer, siger Bo Netterstrøm.

Facebook
Twitter