Parforhold under pres: Mikael vil have sex, Dorte mangler lysten

Det moderne parforhold er under pres, og det går både ud over trivsel og sundhed.

Når man bliver gift, håber og tror de fleste, at man skal være sammen resten af livet. Men så indtræder hverdagen med arbejde og børn, og så bliver det vanskeligere at pleje parforholdet.

- Jeg synes, at det seksuelle er det absolut sværeste i vores ægteskab. Jeg har ikke lyst, men det har Mikael, fortæller Dorte Hvergel.

Knap halvdelen af danskerne bliver skilt. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Men det er ikke godt for vores velbefindende.

- Vi ved fra forskning, at parforholdet er noget af det mest betydningsfulde for vores sundhed og vores trivsel, siger direktør i Center for Familieudvikling, Mattias Stølen Due.

For ikke at blive en del af skilsmissestatistikken har ægteparret Dorte og Mikael Hvergel meldt sig til et par-tjek.

- Et par-tjek kan sammenlignes med at gå til tandlægen. Det er et forsøg på at identificere hullerne, før de vokser sig store, forklarer Mattias Stølen Due.

Det vestjyske par har været gift i 16 år. Hverdagen fungerer derhjemme, og der er travlt med parrets to børn - Simon på 13 år og lillebror Jesper på 10.

- Vi får det jo til at fungere på bedste måde. Selvfølgelig med de udfordringer, der er, fortæller Mikael Hvergel.

Parret har gennem deres ægteskab oplevet flere bump på vejen. Dorte blev for elleve år siden påkørt bagfra og fik et brud i anden nakkehvirvel. I dag døjer hun med kroniske smerter, er førtidspensionist og går hjemme. Parrets yngste søn, Jesper, blev for et år siden diagnosticeret med autisme.

Dorte og Mikael har deltaget i to samtaler med en parterapeut. Først en undersøgelsessamtale og dernæst en feedbacksamtale. (© dr)

Manglende sexlyst

For at forebygge at udfordringerne vokser dem over hovedet, har de valgt at tale med en parterapeut. Og her er der særligt et emne, som de gerne vil have hjælp til.

- Det er det seksuelle, altså jeg har svært ved at nyde, og Mikael vil jo meget mere end jeg vil, siger Dorte.

- Jeg kan godt blive lidt irriteret over det, hvis der går for lang tid, fortæller Mikael.

Dortes manglende sexlyst er også påvirket af, at hun stadig har smerter i kroppen fra trafikuheldet.

- Jeg kan godt føle mig lidt utilstrækkelig, for jeg vil helst give ham en kone, der nød det, fortæller hun.

Parrets udfordring med det seksuelle er noget, de fleste i et langvarigt forhold kommer til at møde, forklarer par- og familieterapeut hos Center for Familieudvikling Steen Kruse, der står for partjekket. Ofte har den ene nemlig mere lyst end den anden.

- Det kan ofte blive til en konflikt, hvor begge slås med negative følelser, der både retter sig mod dem selv og mod partneren. For mange bliver det et emne, man ikke kan eller tør tale om, hvilket giver endnu mere afstand. Når man taler om det, kan man forhåbentlig finde måder at håndtere dette spændingsfelt på, ligesom man gør med andre forskelligheder i forholdet, siger han.

Dorte og Mikael har været glade for at sætte fokus på den seksuelle udfordring i deres parforhold sammen med parterapeuten.

- Jeg tænker jo, det er godt nok at få drejet vores hoveder ind på sex-problematikken, fortæller Mikael.

- Du (parterapeuten, red.) kommer ikke med en færdig løsning, men der er alligevel startet en ny tanke, pointerer Dorte.

Se mere om parforhold i aftenens afsnit af Sundhedsmagasinet på DR1 kl. 21.55 eller stream programmet på DRTV.