Psykopater findes i mange forskellige udgaver. Du kan have mødt en i supermarkedet, i din familie eller på chefgangen på dit arbejde.
Eller måske har du endda været i et forhold med en - uden nødvendigvis at have vidst det til at starte med.
I programserien 'Din Psykopat!', der i disse uger kører om tirsdagen kl. 20.45 på DR1, dykker TV-lægen Charlotte Bøving ned i forskellige aspekter af livet med en psykopat.
I programmet kan du også opleve hende fortælle sin egen historie om at vokse op med en far, der var psykopat.
Men hvad er en psykopat egentlig? Ifølge Tine Wøbbe, der er chefpsykolog på Danmarks største psykiatriske hospital, Sct. Hans, kan man ikke lave en entydig beskrivelse af psykopater.
- Psykopati er sådan et begreb, hvor vi alle sammen synes, vi ved, hvad vi taler om. Det er en, der er problematisk for sine omgivelser, og som man egentlig burde køre uden om. Men det er ikke en diagnose i sig selv, siger Tine Wøbbe.
Helt grundliggende er en psykopat en, der typisk er manipulerende, beregnende og løgnagtig, og som udnytter andre til egen vinding.
- Du bliver et middel til at opnå psykopatens mål. De har ikke det samme følelsesliv som de fleste andre. De er typisk ikke plaget af skyld eller anger, når de påfører andre smerte, hvad end det er fysisk eller psykisk, forklarer chefpsykologen.
Ifølge Tine Wøbbe kan man dog i grove træk dele psykopater ind i tre grupper - eller såkaldte subtyper: Svindleren, tyrannen og dukkeføreren. De tre typer kan du få forklaret længere nede i artiklen.
Tine Wøbbe understreger, at opdelingen kun viser nogle karikerede billeder af, hvordan psykopater kan være. Psykopaterne vil også kun sjældent være en rendyrket udgave af de tre typer og vil ofte have træk fra flere typer på samme tid.
Se en kort forklaring af de tre typer psykopater i videoen her.
Svindleren
Svindleren er ifølge chefpsykologen en type psykopat, der svindler folk en til en. Det vil altså sige, at vedkommende ofte bruger enkeltpersoner og snyder dem for at opnå sine egne mål.
Det kan eksempelvis være at snyde folk for penge eller lignende, for så derefter at forsvinde igen og finde en ny at svindle.
- Svindleren fokuserer på dig og det, han eller hun kan få ud af dig. Og så går de direkte videre til den næste, siger Tine Wøbbe.
De mest intelligente svindlere kan derfor slippe afsted med at bilde folk en masse løgne ind, uden det vækker mistanke.
- Den typiske svindler er charmerende, manipulerende og meget andet. En typisk plattenslager, lyder det.
Tyrannen
Tyrannen er en type, der styrer personer omkring sig gennem frygt. Han kan blive impulsiv og eksplosiv og bruger det til at kontrollere andre.
- Han vil typisk være sådan en som en bandeleder eller en meget voldsom chef. Det kan også være en familiefar, der er både frygtindgydende for og voldsom overfor sin familie, siger Tine Wøbbe.
Tyrannen gør andre bange, og bruger den frygt til sin egen vinding.
- Han eller hun skaber frygt og får sin vilje ved, at folk er bange for konsekvenserne, hvis de går mod psykopaten. Det kan både ske over for enkeltpersoner og internt i grupper, forklarer hun.
Dukkeføreren
Her har vi at gøre med en psykopat, der spiller folk ud mod hinanden og bruger dem i sit helt eget spil.
- Dukkeføreren er god til gruppedynamik og til at bruge det. Psykopaten vil spille folk ud mod hinanden, læne sig tilbage og skumme fløden. Dem finder man typisk i toppen af lederpositioner. Sektledere og sådan noget, men det kunne også eksempelvis være problematiske chefer, siger Tine Wøbbe.
Et godt eksempel på en voldsom, men også kriminel dukkefører-psykopat, er sektlederen Charles Manson, der fik unge mennesker til at slå ihjel for sig.
- Hvis du har en højt begavet psykopat, der bruger de her evner, kan de være rigtig svære at gennemskue, for der vil hele tiden være et net af andre, der udfører tingene. Han eller hun er bare den, der sætter dominobrikken i gang – og så læner sig tilbage og venter på udfaldet.
I videoen her kan du se Tine Wøbbe forklare, hvordan psykopater defineres ud fra en psykopatitjekliste