Test dig selv: Er det en frugt eller en grøntsag?

Temaet i Den store bagedyst er i denne uge kager med frugt - Men har du styr på, hvad der er en frugt, og hvad der er en grøntsag?

Har du styr på dine frugter og grøntsager? Tag testen og se om du er en kender. (© Unsplash)

Der bliver bagt med alt fra bananer og grape til jordskokker og endda tang i Den store bagedyst lørdag kl. 20. Der er kun én regel i ugens program: Kagerne skal indeholde frugt.

Og selvom du måske tænker, at det da ikke alt sammen er frugt, så har måden hvorpå vi spiser frugt og grønt, afgørende betydning for, hvordan vi opfatter dem, fortæller Jørn Nygaard Sørensen, der er seniorforsker på Aarhus Universitet på Institut for Fødevarer.

- Når vi afgør, om noget er en grøntsag eller en frugt, afhænger det langt hen ad vejen af, hvordan vi anvender dem kulinarisk. Det vi opfatter som frugt, har jo oftest en sød smag, og vi spiser dem i desserter, mens vi mest bruger grøntsagerne i hovedretter og salater.

Grænserne kan altså være flydende, og det vi opfatter som henholdsvis frugt og grønt herhjemme, er ikke nødvendigvis det samme andre steder i verden.

I Sydøstasien og Vestafrika, opfattes banantypen 'plantains' for eksempel som en grøntsag på trods af, at den biologisk set betegnes som en frugt. Bananen er ikke sød i smagen, men derimod stivelsesholdig og melet, og man spiser den på samme måde, som vi spiser kartofler herhjemme.

Bananen kender vi som en sød frugt herhjemme. Andre steder i verden spiser de den, som vi spiser kartofler. (© Unsplash)

Blomster eller blade

Så selvom det kan være lidt af en jungle af finde rundt i, er der dog alligevel en tommelfingerregel, man kan bruge til at kende forskel på sine frugter og grøntsager, fortæller Jørn Nygaard Sørensen.

- Frugt stammer overordnet fra en flerårig plante, de indeholder frø eller kerner, og forud for frugten, har planten sat blomster, som med tiden udvikler sig til en spiselig frugt.

Grøntsager er derimod sværere af klassificere, siger Jørn Nygaard Sørensen. Der findes nemlig ikke nogen botanisk definition for, hvad en grøntsag er.

- Det afhænger mere af, hvordan vi bruger dem, men modsat frugt er grøntsager oftest et-årige planter, som man sår og høster samme år. Her er det som regel bladene, stænglerne eller roden, vi spiser.

Og så alligevel. For der findes både grøntsager og frugter, der ikke vil passe ind i det system, og vi kan finde både frugter, som eksempelvis ikke smager sødt, og grøntsager der er flerårige, fortæller Jørn Nygaard Sørensen

Med den pointe in mente, kan du sætte din viden på prøve og tage testen herunder for at se, om du har styr på dine frugter og grøntsager.

Grønt køkken

Nu du er blevet lidt klogere på de frugter og grøntsager, du har derhjemme, får du her inspiration til mad med både frugt og grøntsager.

Prøv eksempelvis Adam Aamanns opskrift på en smuk salat med bagt græskar, der er godt og mættende tilbehør med masser af smag.

Jordskokkerne er ved at være i sæson, og der er ikke noget bedre end at varme sig på en cremet jordskokkesuppe med godt brød til. Så er der nem og hurtig aftensmad på ingen tid.

Banankagen er den den nemmeste måde at trylle en lækker og svampet kage frem af få ingredienser. Spis kagen som den er, eller prøv at riste den i skiver og spis med smør.

Facebook
Twitter