Silke blev forældreløs som 10-årig: 'Jeg mistede troen på mig selv'

Der er kun få minder tilbage fra Silkes første år. Men de sidste 17 år som forældreløs husker hun tydeligt.

En sen nat kørte min far galt og ramte det eneste træ på landevejen.

Den nat blev jeg forældreløs.

Mit navn er Silke Camille Lin Jensen.

Jensen har jeg fra min far. Det var også ham, der valgte Lin. Det stammer fra lindetræet, der blev æret som et helligt buddhistisk træ. Mine forældre fandt sammen på navnet Camille, fordi jeg som lille elskede kamillete. Det har min far fortalt.

Det er sådan, det er.

Jeg har en del minder med min far.

Jeg har næsten ingen med min mor.

I Silkes første år var hun en del af en kernefamilie i den lille landsby Onsevig på Lolland. Det var her, Silke skulle vokse op med to ældre søskende.

Men da hun var fire år, døde moderen af kræft, og som 10-årig mistede hun også sin far.

Silke blev dermed en af de knap 2.000 børn og unge, der har mistet begge forældre - og hun blev en af de få, der allerede i en alder af 10 år stod helt alene.

Hvordan klarer man sig igennem resten af barndommen og ungdommen uden en mor og far? Her sætter den i dag 27-årige Silke ord på, hvordan årene gik fra kernefamilie til forældreløs, mens hun giver et indblik i, hvordan hun klarede den uden plejeforældre, men med fester og dårlige karakterer.

Min mor og jeg plaskede altid med vandet i badekarret. Det sprøjtede i hele badeværelset. Til jul forvandlede vi køkkenet til årets store julebagedag, og da min mor lå syg i sengen, lagde jeg mit puttedyr - en stor orange hund - ind under hendes hoved. Så lå hun godt.

Det er den slags minder, hvor jeg bliver i tvivl: Hvor meget kan jeg faktisk huske, og hvor meget har jeg fået fortalt?

Efter min mors død havde jeg lidt problemer med maven. Det gjorde ondt. Helt nede i maven. Det er det eneste, jeg kan huske. Men jeg havde åbenbart spurgt min far og søskende: 'Kan vi ikke købe en ny mor?'

Samme år forelskede min far sig i en kvinde. Det var godt for ham. Han var ikke skabt til at være alene. Og det var også godt for mig, for hun blev en erstatning for min biologiske mor.

Jeg mindede stadig om alle de andre børn, da jeg startede i skole. Iført det første skoledagssæt, som man aldrig glemmer, trådte jeg ind i 0. klasse.

Mit tøj var en stribet top i orange og gul med et par matchende shorts. Tilpas kikset som alle andre børn - og med to forældre, som alle andre børn. Min far og en kvinde, der kunne have været min mor.

Mens min nye mor satte rammer og fik os ud ad døren til tiden, vækkede min far mig de fleste morgener med varm te, levende lys og Beatles-musik.

Han var selvstændig marmorstøber og lavede japanske havelygter og buddhafigurer. Dalai Lama havde været hans læremester, sagde han. Han sagde også, at han vidste, hvem han var i sit tidligere liv.

Jeg kan ikke huske, hvem han var. Men i det her liv var han verdens bedste far. Altid glad og positiv. Alligevel havde han holdt en kunstnerpause, som han kaldte det, efter min mors død. Det har mine søskende fortalt. Han havde det svært, siger de.

Jeg mærkede det aldrig.

Jeg var kun otte år, da det blev svært en gang til. Min nye mor døde af en lungebetændelse.

Samtidig var mine to større søskende, der er 10 og 12 år ældre end mig, nået til flyt-hjemmefra-alderen, så de skiftede begge adresse til lejligheder i København.

Så var der bare min far og mig tilbage. Om aftenen faldt min far ofte i søvn på sofaen, mens jeg så fjernsyn. Jeg vækkede ham, når det var blevet sent.

'Far, vil du putte mig nu?'

Det ville han altid gerne.

Selvom jeg ikke havde de samme faste rammer som før, havde jeg kærlighed. Masser af kærlighed.

Min far hjalp på skolen, når der var brug for kreative hænder. Han arrangerede hvert år min børnefødselsdag, hvor han spillede musik. Når jeg skulle male, blev hele køkkenbordet dækket med en voksdug, og hvis jeg spildte på gulvet, tørrede han det væk. Hvis det allerede sad fast, var det lige meget. 'Pyt', sagde han.

Vi havde det godt, fordi vi havde hinanden, og kort efter fik vi selskab af min fars nye kæreste.

Men vi tre nåede ikke at bo sammen længe.

Som 10-årig var jeg forældreløs. Min far døde i en soloulykke.

Han havde været i byen med nogle venner, og han var overbevist om, at han kunne køre bilen hjem. Han kørte galt og ramte det eneste træ på landevejen.

Dagen efter så jeg ham for sidste gang. På en hospitalsstue med åbent vindue og stearinlys.

Jeg var knust.

Alt var også knust inde i ham. Men det eneste jeg så, var et sår i panden og et smil på læben. Han havde sikkert lige mødt mor, tænkte jeg.

I to år boede jeg i vores barndomshjem med min fars nye kæreste, men intet var som før. Egentlig havde intet været det samme de sidste mange år. Jeg havde mistet en forælder tre gange på seks år, og hver gang var mit liv blevet anderledes.

Min fars kæreste satte ikke de rammer, jeg havde brug for. Alle de andre børn skulle være hjemme og spise på faste tidspunkter. Det skulle jeg ikke. Derfor ringede jeg hjem og tiggede:

'Må jeg ikke også få et fast tidspunkt, jeg skal være hjemme på?'

Det var ikke fordi, jeg var misundelig på mine venner. Men de var heldige. Det kunne jeg se, når jeg overnattede hos dem. Deres mødre lullede dem i søvn, hvis de var kede af det. Så blev jeg ked af det.

Det blev jeg også, når de skulle på shoppingtur med deres mødre. I stedet sad jeg midt i en sorggruppe med andre børn, der havde mistet deres mor eller far.

Jeg havde mistet begge.

Jeg fortsatte i den samme folkeskole gennem alle årene. Men skolen var det mindste problem i mit liv.

Ikke fordi jeg klarede mig godt. Jeg fik aldrig gode karakterer.

Men når du har mistet begge forældre som 10-årig, er skolen vitterlig det mindste problem.

Jeg ville bare gerne lege i skolegården og spille teater. Kald mig klassens klovn. Og jeg fik lov. Ingen tvang mig til at gå op i skolen.

'Silke elsker at synge, lave teater og klæde sig ud, så lad hende bare brugen tiden på det,' sagde de voksne omkring mig.

Men jeg manglede krav, og jeg manglede den kærlighed, som kun forældre kan give. Også i skolegården. Det var ikke fordi, jeg var et mobbeoffer. Men jeg blev drillet ind i mellem, som alle børn oplever. Og de havde et hårdt kort på hånden.

'Hold din kæft. Du er forældreløs', sagde en pige, som gik et par klasser under mig, en dag.

En jævnaldrende dreng hånede mig med, at min far havde pizza i hele hovedet, da han døde.

Min far havde købt en pizza med hjem, den dag han kørte galt.

Jeg svarede sjældent igen. Jeg græd bare.

'Lille Silke har ikke nogen forældre. Jeg vil gerne være hendes mor', har jeg hørt mange gange.

For på Lolland var der mange mødre, der ville være min mor. De ville passe på mig. Mine veninders forældre talte om at tage mig i pleje, og det var dejligt med omsorgen. Men de var der jo ikke om natten, når jeg vågnede med mareridt.

I stedet ringede jeg til mine søskende og græd. Jeg ringede hver dag, indtil jeg som 12-årig flyttede til København.

Min 22-årige bror besluttede, at jeg skulle flytte ind hos ham.

Han gjorde det godt, og når jeg kom hjem fra skole, stod der altid en tallerken klar. To styks rugbrødsmadder og et glas mælk. Han forsøgte at opdrage mig med lange samtaler om regler for alkohol, og han forsøgte at få mig til at lave lektier.

Men jeg fortsatte i samme rille.

For selvom jeg var væk fra minderne, blev jeg hele tiden mindet om, at jeg var forældreløs. Ligesom på Lolland havde børnene i København også forældre.

Da jeg startede på efterskolen, blev jeg opmærksom på et nyt koncept: Forældredage. Min storebror og storesøster mødte op. Helt som de havde gjort det i folkeskolen.

Der var også et andet koncept, som handlede om forældre. Ved fællesspisningerne blev der delt breve ud, og det blev læst op, hvad der stod på konvolutter.

'Jeg elsker dig', skrev mange mødre.

Jeg fik min søster til at gøre det samme.

'I love you', fik hun skriblet ned på en kuvert.

Jeg ved ikke, hvem jeg forsøgte at narre. De andre elever vidste godt, at jeg ikke havde en mor eller far.

Det vidste lærerne også. Nogle morgener ringede jeg op på lærerværelset:

'Jeg kommer ikke i dag.'

Så lå jeg på mit værelse og ventede på, at en af dem ville kigge til mig. Jeg legede syg for at blive hentet. Det var ikke for at narre dem. For de vidste godt, hvad det handlede om. Jeg havde bare brug for noget, der mindede om forældre.

Ingen fortalte mig i folkeskolen, at jeg skulle lave lektier. Det var det samme med alkohol, selvom mine søskende forsøgte.

Men der var ingen, der satte grænser ved to Breezers per fest. Da jeg begyndte at snakke med de lidt ældre piger, begyndte jeg også at hænge ud med alkohol.

I perioder drak jeg mig enormt stiv, og jeg havde svært ved at styre mine drukture. Jeg fik for meget. Det sortnede. Når jeg vågnede, kunne jeg intet huske. Så kunne jeg ligge en uge med moralske tømmermænd og græde over mig selv.

Jeg fortsatte med alkoholen.

'Men der er ingen grund til bevidst at fucke dig selv op', sagde Joakim til mig, da jeg mødte ham.

Det var det, jeg havde gjort. For da jeg mistede mine forældre, mistede jeg også troen på mig selv. Jeg havde ikke en mor og en far til at sparke mig i gang, og selvom jeg forsøgte at finde en indre styrke frem, skulle jeg indimellem have hjælp af andre til at finde den.

Joakim og jeg blev kærester.

Han forventede noget af mig.

'Hvad drømmer du om?', spurgte han en dag.

'At blive pædagog. Men det er jeg slet ikke god nok til', var mit svar.

Samme år gik jeg i gang med pædagoguddannelsen.

I dag er jeg 27 år. Jeg bor på Nørrebro med Joakim og vores søn Saxe på halvandet år, og hvor har det været hårdt at blive mor.

Jeg har kigget væk, mens jeg har rokket Saxe i vuggen, så han ikke kunne se mine tårer.

For da jeg blev mor, gik det op for mig, hvor meget jeg manglede mine egne forældre.

Jeg har manglet min mor til at fortælle mig, at jeg gjorde det godt nok, og jeg har manglet min far til at tage over, når det hele blev for hårdt. Selvom jeg har nogle fantastiske svigerforældre, som altid står klar, ville det være anderledes med mine egne forældre. Hos dem ville jeg aldrig føle mig til besvær.

Men jeg er heldig, at jeg har fået en svigerfamilie - og at jeg stadig har min egen familie, selvom mine forældre ikke har været en del af den i mange år.

Nu vil jeg selv skabe den kernefamilie, jeg mistede som fire-årig. Vi står tidligt op og spiser sammen hver dag, for det gør en kernefamilie. Saxe må kaste mad på væggen. Jeg tørrer det bare væk. Og hvis kødsovsen har farvet den hvide væg orange, maler jeg pletten over.

Mine forældres hippieagtige kærlighedsverden skal leve videre gennem mig til min søn. Hvis der er noget, der går i stykker - så smider vi det ud. Pyt. Jeg kan stadig høre min far sige det: Pyt. Men jeg kan ikke genkalde min mors stemme.

Nogle gange tror jeg, at savnet til mine egne forældre svinder ind.

Det gør det ikke.

Alligevel er jeg taknemmelig for de forældre, jeg havde.

De forsvandt bare meget tidligt.

Når børn og unge mister

  • Direktør i Børn, Unge & Sorg, Preben Engelbrekt, om at miste sine forældre som barn: "Der vil være så meget, man ikke kan huske. Man kan kun i begrænset omfang huske, hvordan forældrene var, og man vil ofte kunne huske fysiske symptomer på sorgen. Det svære ved at miste sine forældre som barn er, at man ikke ved, hvordan det ville have været, hvis de var her i dag. På den måde kommer der en sorg i sorgen. Den ene sorg handler om at have mistet, mens den anden handler om ikke at vide, hvordan forældrene ville have været den dag i dag."

  • Mere end 65.000 børn og unge mellem 0-29 år har mistet en eller begge forældre, viser tal fra Danmarks Statistik samt Børn, Unge & Sorg. Tallene stiger, jo ældre den unge er.

  • Børn, Unge & Sorg tilbyder gratis psykologisk behandling til børn og unge under 28 år. Hvis du har brug for nogen at tale med, kan du udfylde formularen her: https://bornungesorg.dk/ring-mig-op/ - og en psykolog vil kontakte dig.

  • Sorglinjen er for alle pårørende og efterladte mellem 13-99 år. Kontakt sorglinjen på SMS 27 27 25 25 eller ring på 70 20 99 03.

  • I foråret 2019 starter Børn, Unge & Sorg et forløb for unge, der har mistet begge forældre - eller hvor den ene forælder, der er tilbage, ikke er i stand til at være der. Undersøgelser har nemlig vist, at denne gruppe unge efterspørger voksenkontakt. De har brug for en fortrolig voksen. Derfor søger centret lige nu voksne på 40+, som selv har mistet, og som har mulighed og lyst til i minimum to år at invitere en ung ind i sit liv. Læs mere om projektet her: https://sorgcenter.dk/fortrolig-voksen-bliv-frivillig/

Facebook
Twitter