'Skræmmende' og 'superklamt': 27-årige Anders fik stjålet sin identitet af en fuckboy

Anders Laursen har aldrig fundet frem til personen, og oplevelsen sidder stadig i ham.

Det startede med en mærkelig besked fra en veninde.

Her kunne Anders Stage Laursen læse en lummer scoretekst, som veninden havde modtaget fra ham. Eller det vil sige fra en person, der misbrugte Anders' profilfoto.

Beskeden kom midt i en hyggelig weekendtur til København, så Anders gad ikke bruge tid på det og kunne heller ikke helt overskue, hvad man gør i sådan en situation. Og heldigvis var det jo et enkeltstående tilfælde. Troede han.

Men et par uger efter eskalerede det fuldstændigt, fortæller 27-årige Anders, som bor i Aarhus og læser historie på universitetet.

De sidste fem år har han arbejdet som professionel model for Le Management, og det var blandt andet nogle af de modelbilleder, der begyndte at florere på Tinder.

(© Screenshot)

- Pludselig begyndte jeg at få henvendelser fra flere piger, som skrev, at mine billeder blev brugt af en anden. De piger, der blev skrevet til, var både mine veninder, og nogle jeg ikke kendte, som fulgte mig på Instagram. Jeg datede selv en pige, og pludselig dukkede jeg op på hendes venindes Tinder. Der var smæk på, siger han.

Anders blev misbrugt af en såkaldt 'catfish', som direkte oversat betyder fiskearten 'malle', der er kendt for at angribe mennesker.

Særligt på internettet er en 'catfish' betegnelsen for en person, som blandt andet stjæler andres fotos til at lave en eller flere falske profiler.

I nogle tilfælde er det for at lokke penge ud af ofrene, mens det andre gange handler om opmærksomhed og følelser.

En klam oplevelse

- Du skal bare lige vide, at din kæreste skriver til mig og er super flirtende, skrev en ny pige en dag til Anders' kusine. Pigen havde stalket Anders' profil på Facebook og set et foto af Anders og kusinen og gik ud fra, at de var kærester.

Kusinen svarede tilbage, at Anders ikke var en kæreste, og at det ikke var ham selv, der havde skrevet beskeden. Den ukendte pige svarede, at hun ikke troede på den forklaring og krævede bevis for, at det virkelig ikke var Anders. For hun havde jo både skrevet med ham på både Tinder og Snapchat, hvor han havde sendt billeder.

- Her begyndte det at blive rigtig klamt, for nu gik det op for mig, hvor omfattende det her kunne være. Jeg kunne se på beskeder fra dem, der blev kontaktet af mine fake profiler, at han begyndte at ændre på 'min' alder og skiftede mellem 21 og 24 år - nok for at matche både yngre og ældre piger. På Tinder omtalte han sig som en 'fuckboy', fortæller han.

(Foto: Privatbillede)

Dickpicks til svensker

Oveni fik Anders en henvendelse fra en svensk pige, som skrev til ham, at han var blevet misbrugt på den internationale dating-app Badoo. Hun kendte ikke Anders, men havde fundet frem til ham på Instagram.

- Den svenske pige fortalte, hvordan en person, der skrev til hende på svensk, brugte mine modelbilleder og havde sendt dickpicks til hende, siger Anders.

Om svenskeren var en ny person, der tilfældigvis brugte hans fotos på samme tid, eller om det er den samme identitetstyv som den danske, fandt han aldrig ud af. Men situationen begyndte at påvirke ham meget.

- Jeg blev paranoid. I Føtex var der pludselig nogle unge piger, der pegede på mig. Jeg anede ikke, hvem de var, men jeg blev grebet af en tanke om, at de troede, jeg havde skrevet alt muligt pis til dem. Det ville jo have været helt sindssygt pinligt, og jeg havde lyst til at gå over og sige til dem, at det ikke var mig. Men det havde også været pinligt, fortæller Anders.

Gik til politiet uden held

En dag begyndte den falske profil at bruge Anders' eget efternavn, Laursen.

- Nu gik det fra et misbrug af mine fotos til aktivt at få det til at se ud som om, det var mig. Det føltes helt ekstremt voldsomt og meget mere personligt. Dem, der kender mig, kan jo godt se, det ikke er mig, der opfører mig sådan. Men alle andre ved det jo ikke.

(© Screenshot)

Samtidigt hørte Anders fra en pige, at den falske ‘Laursen’ havde skrevet til hende, at han var lige i nærheden, og om de skulle mødes. Det ville pigen gerne, men det blev aldrig til noget, da han trak sig.

Det var dråben, der fik Anders til at gå til politiet.

- Tænk, hvis piger troede, de skulle mødes med mig, og så venter der en eller anden psykopat. Man aner jo ikke, hvad folk kan finde på, når de bruger falske profiler, men man ved helt sikkert, at intentionerne ikke er reelle, siger han.

Desværre lød meldingen, at politiet ikke ville foretage sig noget, fordi catfishen ikke var ude på økonomisk svindel.

- Det er skræmmende, for tænk hvis fik han fik lokket pigerne til alt muligt i mit navn. Jeg synes også, det bør være ulovligt at bruge andres billeder til at skrive hvad som helst. Jeg blev paranoid over, om folk ville dømme mig ud fra det, han skrev til pigerne. På profilen stod der, at han er en fuckboy, noget jeg aldrig selv finde på at skrive om mig selv. Man er jo helt blottet, selv om man intet har gjort.

Det føles personligt

Efter Anders fik meldingen om, at politiet intet kunne gøre, skrev han et langt indlæg på sin Facebook-væg om, at han blev misbrugt med sit billede, navn og efternavn.

TV2 Østjylland interviewede ham i den forbindelse, og derefter var det som om, det stoppede. Men selv om det nu er halvandet år siden, sidder oplevelsen stadig i ham. Især fordi han aldrig har fundet frem til den eller de personer, der stod bag.

- Jeg har gjort mig mange tanker om, hvem det kan være, for på et tidspunkt gik jeg fra at tænke, at det var helt random, at det lige var mine fotos, der blev brugt, til at det føltes personligt. Personen bruger jo både mit navn og skriver til piger i min omgangskreds, siger han.

På Tinder kan han se på de matches, den falske profil har haft med en del piger, at han angiveligt bor i Østjylland.

- Det vil sige, at det er en, der bor tæt på mig. Det er vildt ubehageligt at tænke på, at det kan være en, jeg kender, som ikke bryder sig om mig. Men det er også creepy, hvis det bare er en helt tilfældig person. Uanset hvad er det super klamt at blive brugt til sådan noget, siger Anders.

Hvad kan du gøre?

  • Selv om Anders' billeder og rigtige navn er blevet misbrugt til at skrive til piger fra forskellige falske profiler på sociale medier, er det ikke i strid med straffeloven, da der for eksempel ikke er forsøg på at bedrage andre økonomisk.

  • Du kan derfor ikke gå til politiet med det, hvis du oplever det samme som Anders. Du skal selv løfte opgaven og gå til de sider, hvor dine billeder bliver misbrugt. Hvis de ikke fjerner den, skal du gå til Datatilsynet, hvor du også kan klage over den falske profil.

  • En professionel fotomodel kan have et civilt erstatningskrav overfor såvel den (f.eks. et datingsite), der anvender den falske profil, hvis sitet ikke reagerer på modellens henvendelser, da der jo kan ske skade på modellens brand, hvis det bliver udsat for det her.

  • Kilde: Advokat Christian F. Jensen, som er specialiseret indenfor persondata, injurier og fredskrænkelser.