Sladrer du også? Bare rolig, det har vi gjort siden stenalderen

Du skal ikke skamme dig, hvis du bagtaler. Men tænk dig om, mener ekspert.

(Foto: Grafik: Oliver Seppo Rasmussen © Dr)

Du kender det stensikkert:

Der er måske kommet lidt øl indenbords, og snakken går lystigt om bordet.

Jeres indledende snak om vind og vejr er udtømt og overstået, og pludselig finder du dig selv midt i en snak om nogle fælles bekendte fra skolen eller arbejdet, og alt det, I synes, der er galt med dem.

"Har I set det kiksede billede, Astrid lagde op i går?"

"Ej, synes I ikke også, at Anton er lidt pres?"

"Er det bare mig, eller har Julie taget sygt meget på?"

Selvom du måske ikke er helt stolt af det, så er det helt normalt at sladre med sine venner om andre.

Faktisk er det nærmest essentielt, når man former venskaber og indgår i nære relationer, at man positionerer sig selv i opposition til andre.

Det fortæller evolutionspsykolog Jill Byrnit fra DR3-programmet 'Alpha-eksperimentet', hvor man har samlet ti unge under ét tag for at undersøge, hvordan de interagerer med hinanden.

- Mennesker har et dybtliggende behov for at drage sammenligninger med andre. Hvis man møder en gammel skolekammerat, så analyserer man instinktivt også, hvordan deres liv ser ud i forhold til ens eget. Simpelthen fordi vi er i stand til at tænke så abstrakt som art, siger hun og forklarer, hvordan sammenligninger med andre fungerer som en form for social lim:

- Hvis vi kan sladre eller positionere os i fællesskab med andre, tjener det den funktion, at vi får det godt ved ikke at være som dem, vi snakker om. Man får konsolideret det, man har sammen og bliver enige om, at man selv har fat i den lange ende.

- Der er intet, der binder os så godt sammen som det at have en fælles fjende.

Vores abe-slægtninge sladrer også

Men selvom man måske kunne tro det, så er det faktisk ikke os mennesker, der har opfundet sladder, bagtaleri, intriger og anden ilde set social lim.

Det er kodet i os gennem millioner af års evolution.

- Vi ser det hos alle gruppedannende primater. De er intrigante og sladrer og mobber, siger Jill Byrnit.

Hun fortæller, at man for eksempel hos rhesusaber har set slægter, hvor der er bygget stridigheder op gennem generationer.

- Og de kan jo ikke tale med hinanden. Så nogle af de yngre "teenageaber" ved måske ikke engang, hvorfor de er uvenner. De ved bare, at der engang var en eller anden, der gjorde et eller andet.

(Foto: Grafik: Oliver Seppo Rasmussen © Dr)

Så selvom det beror på spekulationer, så kan man godt forestille sig, at det også er noget, vi mennesker har gjort siden tidernes morgen.

For eksempel kan man tænke sig, at dem, der gik og passede bål i stenalderen, gik og bagtalte dem, der var ude på jagt.

- Når man ser det hos chimpanser og rhesusaber, så kan man nok godt forvente, at det også er noget, vores menneskeforfædre har gjort, lyder vurderingen fra Jill Byrnit.

Tænk dig om, inden du snakker om andre

Men bare fordi det er naturligt for os at knytte venskabsbånd over fælles fjender, så betyder det altså ikke, at man helt uhæmmet bare skal sladre løs.

- Selvom man ikke har den store indflydelse på, hvem man kan lide og ikke kan lide, så har man jo indflydelse på, hvordan man snakker om folk på en hæderlig facon.

- Så hvis du skal tale bag om ryggen på nogen, så kan man gøre det på en ordentlig måde i stedet for at give fuld gas og bare sidde og disse helt uhæmmet.

Og uden at lyde alt for formynderisk, så har Jill Byrnit også et konkret råd til, hvad du kan tænke over, inden du starter en samtale på baggrund af andres gøren og laden.

- Selvom det er en kliché, så er det jo værd at tænke over, hvordan man selv gerne vil tales om, siger hun og fortsætter:

- Man kan også tænke over, hvor meget vedkommende, man taler om, ville kunne tåle at høre. Det kan måske lægge lidt filter på de værste grovheder.

Men hvordan påvirker sladder vores liv? Det har vi spurgt tre forskellige unge om.

Tobias Marcussen, 20 år

(© PRIVATFOTO)

- Jeg oplever sladder konstant. Og jeg gør det stensikkert også selv. Jeg skal ikke spille hellig. Det er en vanvittig god bonding-metode, så der er noget, man er fælles om. Hvis der ikke lige er en interesse for fodbold, så kan man snakke lort om en anden person og blive venner over dét. Det er lidt skræmmende.

Har du selv prøvet at blive sladret om?

- Jeg har engang hørt, at der var en fra min skole, der havde sagt til nogle andre, at han ville "slå mit hoved ind". Og det var ret nederen. Men jeg vil bare ikke lade den slags påvirke min hverdag. Selvom jeg da tænker over det, hvis der er nogen, der ikke kan lide mig. Jeg er ikke så hårdkogt, at det slet ikke rører mig.

Har du ændret adfærd af frygt for andres sladder?

- Det har udseendemæssigt fyldt rigtig meget for mig tidligere. Jeg havde slem akne, og jeg blev meget bevidst om, hvordan jeg ellers så ud, så jeg kunne drage fokus hen på noget andet end min hud.

- I dag prøver jeg at være mere afslappet omkring den slags.

Selma Kaas, 20 år

(© PRIVATFOTO)

- Jeg tror ikke, jeg tænker så meget over det i hverdagen. Men her under coronakrisen har jeg da sladret lidt med mine veninder om nogle af dem, vi ellers kender, som jeg måske ikke synes tager situationen alvorligt. Så bliver jeg irriteret over, at de stadig ses, og så skal jeg bekræftes i, at de er lidt dumme.

- Jeg kan også genkende det dér med, at hvis man begge ikke kan lide én person, så kan man bonde over det. Det har jeg da prøvet et par gange. Så kan man virkelig snakke længe om det.

Har du prøvet at blive sladret om?

- Da jeg på efterskolen søgte ind på MGK (forberedende uddannelse for 14-25-årige, der gerne vil optages på et musikkonservatorium), var vi flere, der søgte ind. Jeg var den eneste, sammen med én anden, der kom ind. Og dér var der mange, der var utilfredse med, at det var mig og ikke dem, der var kommet ind. Så de gik og snakkede om, at jeg ikke fortjente det.

Er der grænser for, hvad man kan sladre om?

- Ja, man skal ikke udstille hinanden. Hvis nogen for eksempel har fået det vildt dårligt til en fest eller fucket op i byen, så kunne jeg godt lade være med at sige det til nogen.

- Og personlige ting som sygdom eller hemmeligheder. Ting, der ikke kommer andre ved.

Benjamin Hilbo, 19 år

(© PRIVATFOTO)

- Jeg tror, jeg sladrer hver dag. Hvis man har været i byen, så analyserer man jo på den med sine venner bagefter. Der skete dét og dét, og der var hende og ham, der gjorde sådan og sådan.

- Det er jo bare sådan, man generelt fortæller historier til hinanden: "Jeg var sammen med den og den, og vi lavede dét og dét. Og hende dér synes, du er en stor ko". Det sker tit.

Har du prøvet at blive sladret om?

- Jeg har ikke hørt om det, men det er da ethundrede procent sket. Jeg har hørt, at folk troede, jeg var på en bestemt måde. Men jeg har ikke hørt, at jeg er til at lukke op og skide i.

Har du ændret adfærd af frygt for andres sladder?

- Jeg tror, det altid er lidt i baghovedet. Men det styrer heldigvis ikke mine valg på den måde. Hvad andre snakker om, er ikke mit problem. Men jeg kan da godt lige nå at tænke: "Ligner jeg så en kæmpe idiot i det her outfit? Tænk, hvis nogen skal følge mig på Tinder".

- Men hvis jeg synes, jeg har et banger outfit, så ville jeg tage det på. For jeg kunne jo selv lide det.

FacebookTwitter