Sofie Linde: Du går ikke gennem livet uden at være ensom 

Tv-værten har flere gange i sit liv følt sig alene, men ifølge hende er det et livsvilkår.

Sofie Linde mener, at ensomhed er et grundvilkår i livet, og at det i virkeligheden udspringer af, at man er et socialt menneske. (Arkivfoto). (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Ensom er formentlig ikke det, de fleste forbinder Sofie Linde med at være.

Måske er ensomhed slet ikke et prædikat, man vil sætte på hende. For den populære tv-vært udstråler langt fra ensomhed, som hun gang på gang står der i rampelyset.

Men det ændrer ikke på, at hun ved, hvad det vil sige at være ensom. Og sommetider stadig er det.

Det fortæller hun i P1 Podcasten 'Hvordan får jeg ven', hvor journalist Bodil Richardt spørger ind til ensomheden efter selv at have oplevet den på egen krop, da hun flyttede fra København til Djursland uden at kende nogen.

Første gang Sofie Linde for alvor følte sig helt alene i verden, var da hun som 18-årig flyttede fra Odder til København for at starte som vært på børneprogrammet 'Sommersummarum', som kørte hver dag i skolernes sommerferie.

Hun kendte ikke byen, kendte ingen mennesker og på arbejdet var de i snit ti år ældre end hende.

- Jeg var så ensom, jeg var så ung, og jeg var så usikker.

Men hun fortalte ikke nogen om det. Det føltes som et tabu. For, som hun siger, der er ingen, der ønsker at være hende, der ikke har nogen venner. Hende, der ikke laver noget.

- Så nogle gange sagde jeg bare på arbejdet, at jeg skulle noget. Mødes med en, jeg kender, og hygge mega meget, og det skulle jeg jo ikke. Jeg skulle jo bare hjem og være alene og have ondt af mig selv.

Jeg begyndte bare at græde

Så selvom hendes liv på papiret så perfekt ud, så var det ikke sådan, hun følte det. På arbejdet følte hun konstant, at hun underpræsterede, og når arbejdsdagen var ovre, tog hun hjem til en tom lejlighed. Alt imens hendes gamle venner hyggede sig ’hjemme’ i Jylland.

- I lejligheden ved siden af mig, boede der en pige på præcis samme alder som mig. Hun havde sådan en sommerferie, som jeg ville have dræbt for at få. Venner på besøg hver eneste dag, og når jeg kom hjem fra arbejde, lå de i haven og hørte lydbøger og drak for meget rosé, som man jo gør, når man er 18 år og har fået sin egen lejlighed.

- Jeg lå bare der, på en oppustelig dobbeltseng, fordi jeg ikke havde råd til andet, og kunne høre alt, hvad de snakkede om. Så lå jeg og fulgte med i hendes liv og blev konfronteret med den sociale hverdag, hun havde, som jeg bare ikke havde mere.

Men der var en kollega på arbejdet, der havde gennemskuet hende. Havde set, at hun ikke var glad og aldrig deltog i noget socialt. Hun hev fat i hende og spurgte, om de ikke skulle tage ud og drikke kaffe.

- Da vi drak kaffe første gang, begyndte jeg bare at græde. Der fik jeg sagt det, som det var. Og det var turning point for mig.

Langt hen ad vejen er man alene

Sofie Linde trøster sig med, at det handler om, at hun er et menneske, der trives i selskab med andre. At ensomheden udspringer af noget godt. Og i virkeligheden bare understreger, at hun er et socialt menneske.

- Det er ikke, fordi jeg er dum og grim og ikke kan få nogle venner. At jeg er ensom, betyder bare, at jeg er et socialt menneske.

Og det er også derfor, hun stadig føler ensomheden snige sig ind på hende, selvom hun ikke mangler venner i sit liv. For eksempel i rollen som mor, hvor man sommetider er afskåret fra det sociale liv. Men det er bare sådan, det er.

- Jeg er nået dertil, at man langt hen ad vejen er ret alene.

- Jeg tror, mange skammer sig eller føler det som et tabu, hvis de oplever ensomhed. Men jeg tror ikke, man kan gå gennem livet uden.

Derfor er hun i dag glad for, at hun som 18-årig gennemgik en krise, da det har gjort det nemmere for hende at rumme ensomheden.

Problemet er nemlig, ifølge Sofie Linde, at når man skammer sig, så holder man det inde. Man siger det ikke højt, men det er i virkeligheden først, når man får sagt det højt, at man kan komme videre.

- På den måde kan ensomhed godt være en starter på en virkelig ond spiral, hvor man kan ende totalt i kulkælderen.

Sofies råd til at møde nye mennesker

  • Kig op og sig hej. Det bedste er at starte med at kigge op. Det er sådan en lille ting. Jeg bor et sted nu, hvor man ikke finder sig i, ikke at blive hilst på. Hvis jeg går forbi en, som jeg bor i by med, så bliver der sagt: Ja, der blev sagt goddag. Det kan jeg meget godt lide. Størstedelen af alle samtaler starter med øjenkontakt, så kig op.

  • Tag initiativ. Man må ud af starthullerne. Det er nemmere sagt end gjort - det er pisse hamrende svært. Man kan kigge sig omkring og tænke, der er jo ingen her, som jeg nogensinde får noget som helst til fælles med. Men det er ikke andres opgave at sørge for, at du ikke er ensom. Det er din egen opgave at rejse dig op og komme ud af starthullerne. Det er pisse svært og pisse hårdt, men det gør dig kun stærkere.

Facebook
Twitter