Stine og Kenneth kan ikke se deres eget barn: Det gør os ikke til dårlige forældre

Linus er barn af blinde forældre og vokser derfor op i et hjem, der er anderledes end de fleste.

Der findes mange slags familier.

Mor, far og børn. Enlige forældre. Skilsmissefamilier. Sammenbragte familier. Regnbuefamilier. Og så er der Stine, Kenneth og Linus.

Stine og Kenneth Schack Banner har aldrig set deres barn. De er begge blinde, så når de ”ser” Linus, er det ved at føle, dufte og lytte til ham.

- Det gør os ikke til dårlige forældre, at vi ikke kan se.

- Vi ved godt, at vi ikke kommer til at se Linus’ skolekomedier. Men det tager vi, som det kommer. Når han har lavet en tegning, så får vi vores ledsagere til at forklare den, så vi kan forestille os, hvad han har tegnet, fortæller Kenneth, der har været synshandicappet hele sit liv.

Vi møder den lille, jyske familie fra Viborg i DR2-dokumentaren ’Undskyld, vi fik børn’, der portrætterer familier, der ikke er, som familier er flest, og som skal have hjælp i dagligdagen.

Stine og Kenneth hjælper hinanden, når Linus skal have skiftet ble og bades. (Foto: Dr © dr)

Familien Schack Banner, 35-årige Stine, 27-årige Kenneth og Linus på halvandet, er totalt afhængig af deres store netværk og hjælpen fra kommunen for at få hverdagen til at hænge sammen.

Både Stine og Kenneth er førtidspensionister og får hjælp til praktiske dagligdagsting som rengøring, tøjvask og oprydning i køleskabet.

Derudover har de hver en ledsager, der fungerer som parrets ”øjne”, og som de med deres egne ord ikke ville kunne leve uden.

De hjælper med helt lavpraktiske ting, som hvor Linus er, eller hvor Kenneths sko er, når han ikke kan finde dem. Og så vil Kenneth i nogen situationer bruge appen Be my eyes, når aftensmaden skal laves, og han skal vide, hvor lang tid kyllingen skal have i ovnen.

Lugter sig frem ved bleskift

Bleskift klarer Stine til gengæld selv. Det ligger på rygraden og er et spørgsmål om rutine, fortæller hun.

- Når jeg skifter Linus, bruger jeg andre sanser. Jeg lugter mig frem – og hvis det stadig lugter, så bruger jeg bare flere vådservietter. Ellers mærker jeg mig frem for at finde ud af, om jeg har overset noget.

- Jeg gør det rent, når jeg tror, jeg skal gøre rent, siger hun.

Enkelte hverdagsting klarer de bedst, hvis de er to. Eksempelvis den rutineprægede tandbørstning. Og så nyder de godt af, at Stines forældre bor lige om hjørnet og kan træde til, når der er brug for det.

- Vi vil det bedste for vores søn

Udover hjælp til daglige opgaver og gøremål har familien lige fra Linus’ fødsel også haft en pædagogisk psykolog tilknyttet, som skal hjælpe med at skabe den vigtige tilknytning mellem forældre og barn, som for andre sker gennem øjenkontakt.

Når Linus bliver ældre og starter i skole, skal han selvfølgelig også have hjælp til lektielæsningen af en udefra, der kan støtte ham og være med til at udfylde den rolle, som Stine og Kenneth på grund af deres handicap ikke kan.

- En udfordring ved ikke at kunne se er afhængigheden af andre, siger Stine.

Parret synes, det kan være svært at have så meget ”personale” i huset, fordi de ikke føler, at de kan være hundrede procent sig selv. De føler sig på en måde overvåget.

Men de værdsætter den støtte, de får.

- Hvis vi boede et sted med andre præmisser, så havde vores søn måske ikke haft så gode muligheder. Som alle andre ønsker vi det bedste for vores søn, og det er selvom, det er udmattende, at så mange kommer i vores hjem, siger Kenneth.

- Det er vores absolutte fokus at gøre alt det, der gavner Linus. Og sådan vil det altid være.

- I orden at have anderledes forældre

Stine og Kenneth mener ikke, at deres handicap gør dem til dårlige forældre. Tværtimod.

Men allerede under graviditeten blev Stine og Kenneth mødt af fordomme.

I jordemoderens venteværelse blev de konfronteret af en anden vordende mor, der ikke kunne begribe, hvordan de kunne løfte opgaven som forældre, når de ikke kan se. For hvad nu, hvis barnet stikker af – eller putter en nål i stikkontakten?

Kenneth fornemmer godt, når nogen vender sig om efter familien og kigger undrende, selvom han ikke kan se det selv.

Både han og Stine er klar over, at mange tænker: "Hvordan skal de dog kunne opfostre et barn, når de ikke kan se noget?"

- Fordomme er en del af det samfund, vi lever i. Og det kan indimellem være på bekostning af andre. Jeg tror, at mange tit glemmer, hvordan man formulerer sig og taler ordentligt. Men jeg tror mere, det handler om uvidenhed, mener Kenneth.

Parret er enige om, at opmærksomhed til et barn ikke kun er noget, man giver med øjnene.

- Det er i orden at have nogle anderledes forældre, understreger Stine.

Graviditeten var ikke planlagt

Da Kenneth mødte Stine i slutningen af 2015 til et arrangement i blindeforeningen, forelskede han sig øjeblikkeligt. Kort tid efter de havde mødt hinanden, konstaterede de, at Stine var gravid.

Faktisk var Stine allerede gravid, da Kenneths forældre mødte hende første gang, og det nyforelskede par kunne fortælle, at de endnu engang skulle være bedsteforældre.

- Linus var ikke planlagt, men sådan blev det. Og det er vi glade for, siger Stine.

Stine levede de første 24 år af sit liv med fuldt funktionelt syn.

Sukkersyge har hun haft siden 6 års alderen.

Og det var netop den sygdom, der gjorde, at hun for 11 år siden mistede synet. Sukkersygen gav hende grå stær og andre øjensygdomme. Stine har i dag fået opereret begge øjne ud, og de er erstattet med glasøjne.

Ikke flere børn

Lægerne var bekymrede, da hun blev gravid. Hvordan ville hendes krop reagere? Kunne hun bære sit barn i alle ni måneder?

- Jeg bekymrede mig, fordi lægerne havde malet fanden på væggen. Jeg havde glædestårer, hver gang jeg var til kontrol og fik ros. Det var en kæmpe sejr, husker Stine.

Linus blev født en måned for tidligt, og familien var indlagt den første tid af hans liv. Han havde 10 fingre, 10 tæer – og et helt perfekt syn.

Den problematiske graviditet er grunden til, at Stine i dag er blevet steriliseret, og parret ikke kan få flere børn.

- Vi har fået et barn, der ikke fejler noget, men er perfekt. Hvorfor så ikke bare være lykkelig over det i stedet for at bruge ressourcer på at ærgre sig over, at han aldrig bliver storebror?, siger Stine.

Har lært indkøbscenter udenad

Parret har hverken kørekort eller bil. De kan ikke lige tage en spontan tur til Legoland, tingene skal planlægges. Men de forsøger ikke at lade sig begrænse.

Indkøb i det lokale storcenter klarer de på egen hånd. De har ved hjælp af deres ledsagere memoreret hele centret, så de uden problemer kan finde rundt. Og ikke mindst finde Linus, når han stikker af fra mor og far og går på opdagelse på egen hånd, hvis de ikke har givet ham sele på.

Biblioteket besøger de også jævnligt, og biografture med popcorn bliver heller ikke udelukket. Linus skal have de samme vilkår og oplevelser som alle andre børn. Det er vigtigt for forældrene.

- Linus skal ikke være vores hjælper

Den 16. september 2016 vil for altid være en skelsættende dag for Stine og Kenneth.

Det var dagen, hvor de blev beriget med den størst tænkelige gave på jorden. Kærlighedsbarnet, der ikke var planlagt – men i den grad er ønsket.

Spørger man Stine og Kenneth, går Linus en lys fremtid i møde. Omringet af ubetinget kærlighed, legetøjstog, frisk luft i gårdhaven og ubegrænsede muligheder.

- Linus skal ikke være vores hjælper nu eller i fremtiden. Han skal have et selvstændigt liv og arbejde med det, han nu kunne tænke sig. Han kan det hele, siger Stine.

Selvom Stine og Kenneth kommer til at opleve deres søn vokse op, kan især Kenneth ikke lade være med at drømme om også at se det. Med øjnene.

- Jeg ville elske, hvis jeg kunne se min søns liv, siger han.

Facebook
Twitter