Sygeplejerske fortæller om sit svære valg: Ser kun datter gennem vindue på grund af corona

Mette og Meichen har frivilligt valgt ikke at være fysisk sammen med deres børn på ubestemt tid.

Mange forældre er for tiden meget mere sammen med deres børn, end de plejer.

Coronavirusset har vendt vores hverdag på vrangen, så både skolegang, arbejdsliv og fritidsaktiviteter pludselig udfolder sig inden for hjemmets få kvadratmeter.

Men for Meichen Dyreborg og Mette Petersen er det lige omvendt.

På grund af deres arbejde som sygeplejersker, har de frivilligt valgt ikke at være fysisk sammen med deres hjemmeboende børn, så længe coronavirusset florerer i Danmark.

Det er på trods af, at hverken myndighederne eller deres arbejdspladser har bedt dem om det.

Her fortæller de om deres valg, og hvordan det føles ikke at vide, hvornår man kan kramme sine børn igen.

Siden jeg blev en del af nødberedskabet den 17. marts, har jeg frivilligt valgt at 'hjemmeisolere' mig, når jeg ikke arbejder. Det vil sige, at jeg ikke ser nogen i min fritid.

Heller ikke min ti-årige datter.

Jeg har en kritisk arbejdsfunktion, og jeg vil ikke være med til at sprede smitten. Jeg ved jo ikke, om folk, jeg har været sammen med, er smittebærere.

De seneste gange, jeg har set min datter, har jeg derfor talt med hende gennem et vindue hos hendes far eller hans veninde.

Så har hun siddet på en stol indenfor i stuen, og jeg har siddet udenfor. Første gang snakkede vi en time, mens hun sad og krammede sin bamse. Vi grinede og smilede, og hun viste mig en ny dans, hun havde lært.

Hun er en sej pige og har taget det pænt - men hun savner mig nu.

Da jeg skulle køre hjem den første gang, brød hun fuldstændig sammen. Hun havde brug for et kram og et kys. Det var virkelig hårdt at køre fra hende. Jeg havde bare lyst til at sige: 'Fuck det hele – jeg bliver hjemme ved dig, og så må arbejde være arbejde'.

Men det kan jeg ikke, fordi jeg har min faglighed. Så jeg er splittet - jeg vil jo begge ting.

Anden gang jeg så hende, kom hun ud til bilen, da jeg skulle til at køre, og så kyssede vi hinanden 'gennem' bilruden. Så nu har jeg et 'kys' på ruden.

Jeg er taknemmelig for, at vi kan gøre det på den måde. At vi stadig kan mødes fysisk på en måde – bare med et glas imellem.

Jeg plejer at have hende hver anden uge, men har aftalt med min eksmand, at jeg ikke skal ses fysisk med hende, indtil epidemien er overstået.

Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville melde mig til nødberedskabet, da vi blev opfordret til det. Og heller ikke i tvivl om, at jeg ville 'isolere' mig og ikke se min datter.

Men bare tanken om, at jeg ikke kunne være sammen med hende, og ikke vidste hvornår jeg kunne komme til det igen, gjorde rigtig ondt.

Jeg tudede i flere dage.

Heldigvis har vi Snapchat og Facetime, hvor vi skriver 'Jeg elsker dig' til hinanden og spiller spil flere gange om dagen.

Jeg savner hende rigtig meget og bliver berørt af at tale om det. Jeg savner at sidde og nusse hende og sidde med hende på sofaen og se en film på Netflix.

Jeg tror ikke på, at vi har set toppen af smittekurven endnu. Men jeg håber ikke, at nedlukningen kommer til at vare meget længere end til efter påske.

For tanken om, at jeg måske ikke skal se min datter i lang tid, skræmmer mig. Jeg har før været afsted fra hende i fem uger, da jeg var i Vietnam som sygeplejestuderende.

Det var de fem hårdeste uger i mit liv. Derfor prøver jeg at skubbe tanken væk.

Min datter forstår godt, hvad det her handler om. Indtil videre har vi sagt til hende, at vi kan ses efter påske. Hun får det i små bidder. Det andet ville være for hårdt for hende.

Men vi skal nok finde ud af det. Hvis savnet bliver for stort, må vi bare mødes endnu flere gange - med glas imellem.

Jeg er ikke i tvivl om, at når det her er overstået, vil jeg sætte endnu mere pris på den tid, vi har sammen og på et kys og et knus fra hende.

Jeg forestiller mig, hvordan vi løber mod hinanden og bare krammer i flere timer, når vi endelig kan have fysisk kontakt igen. Jeg kan allerede mærke den der glæde ved, at nu skal jeg se og mærke hende igen. Åh, jeg glæder mig! Jeg glæder mig sindssygt meget til at se hende.

Jeg har kun set mine børn i to timer i løbet af de seneste tre uger.

Jeg taler kun med dem, når vi ringer sammen over Messenger eller sender beskeder på Snapchat.

Den mindste kan godt være lidt bange for, om jeg får corona, men så beroliger jeg ham og siger, jeg har det godt, og at det hele nok skal gå. Og så sørger jeg for, at vi også taler om andre ting. Hvad laver I? Hvordan går det? Savner I at komme i skole?

Normalt bor de hos mig og er kun hos deres far hver anden weekend. Men nu bor de hos ham på ubestemt tid.

Vi skal have tingene til at fungere rent lavpraktisk, samtidig med at jeg ikke vil risikere at give smitte videre til mine forældre, der er i risikogruppen, eller tage sygdom med på arbejde.

Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, hvis jeg smittede en syg borger.

Den eneste, jeg ser i min fritid, er min kæreste. Han er lige flyttet hertil fra Irland og har ikke andre steder, han kan bo. Men vi tager vores forholdsregler, og jeg føler stadig, jeg har minimeret smitterisikoen med 50 procent ved, at mine børn ikke bor her.

Her er meget mere stille nu.

Mine to drenge har 'krudt i røven', og jeg kan næsten savne at høre dem diskutere med hinanden. Stilheden er nok det, jeg tænker mest over – og at der ikke lige kommer en unge løbende, der giver mig en 'krammer' og spørger, om jeg har haft en god dag.

Men jeg skal ikke se mine børn, før det her er overstået. I hvert fald skal epidemien toppe først, og de skal begynde at løsne op for samfundet igen.

Hvis man fra myndighedernes side vurderer, at det er forsvarligt at åbne skolerne, synes jeg også, det er forsvarligt, at mine børn kommer hjem til mig at bo igen. Deres far bor også forholdsvist langt væk, så det ville heller ikke være praktisk muligt for ham at køre dem i skole.

Da skolerne lukkede, og jeg og børnenes far tog beslutningen, tænkte vi, at det her bare skulle stå på i 14 dage.

Så valget var ikke så svært på det tidspunkt. Jeg har også før undværet dem tre uger i sommerferien.

Det skulle vi nok klare sammen.

Men nu frygter jeg, at det kan komme til at vare måneder, og jeg kan godt mærke allerede nu, at afsavnet begynder at 'bide' i mig. Og det vil jo kun blive hårdere herfra.

Tanken om, at det kan komme til at stå på i lang tid, forsøger jeg at skubbe væk. Jeg kan slet ikke overskue, hvis jeg ikke skulle se dem i flere måneder.

Men jeg tænker også, at de såmænd nok skal klare den.

De har håndteret det rigtig godt indtil nu, og de har det godt, hvor de er. Der er både en halv-lillebror og papsøskende, de kan lege med, og jeg har ikke en fornemmelse af, at de går og savner mig særlig meget.

Hvis jeg havde haft dem hængende i røret hver dag, og de sagde: 'Mor vi savner dig!', havde det været sværere for mig. Så kunne det være, vi skulle finde nogle måder, jeg kunne se dem – med forbehold.

Jeg har desuden en løbende snak med drengenes far om, hvordan det går, og hvordan børnene har det. Det skal ikke være på nogen andres præmisser end deres.

Så længe de trives og har det godt, er det sådan her, vi gør. Indtil de skal i skole igen, eller ikke synes, det er sjovt mere og gerne vil se deres mor.

Men mit afsavn alene skal ikke påvirke sikkerheden for mine borgere og min familie. Så jeg skal nok være standhaftig.

Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, siger om Mette Petersen og Meichen Dyreborgs valg:

  • Jeg synes, det er nogle rigtig ansvarlige medarbejdere, vi har med at gøre her, som faktisk tilsidesætter deres eget liv og samvær med deres familier for ikke at bringe smitte videre enten den ene eller den anden vej. Jeg vil dog appellere til, at man rundt omkring, mellem ledere og medarbejdere, får talt om det her – også om det nødvendige i, at vi har et familie- og hverdagsliv, hvor vi er i kontakt med hinanden. Det er godt, at man er tæt på sine børn, så man også får noget energi derfra.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk