Thormod er 'ansigtsløs': 'Jeg joker med, at jeg har verdens bedste pokerfjæs'

Han var 12, før han kunne gengælde et smil, men han har aldrig ladet handicappet sætte grænser.

Thormod hørte godt, hvad de sagde.

Alle i togkupeen på vej mod Odense hørte det.

De to knægte på 15-16 år gjorde heller ikke noget for at dæmpe sig, da de kommenterede på hans udseende og kaldte ham for handicappet.

Først ignorerede han det, men da de prøvede at snuppe hans høretelefoner, fik han nok.

Så brugte han den taktik, han lærte som ti-årig:

- Ja, jeg er handicappet. I kan bare spørge mig, hvis der er mere, I vil vide. Så forklarer jeg det hele i detaljer.

Det lukkede munden på dem.

Det sker tit, når han tilbyder folk, som glor eller peger fingre, at forklare, hvad der er i vejen med hans ansigt.

23-årige Thormod Kamban er født med det sjældne Möbius syndrom, hvor dele af ansigtet er lammet.

Det begrænser hans mimik, og det kan gøre det svært for andre at afkode hans følelser.

- Nogle har instinktivt den tanke, at hvis man ser anderledes ud, er man også anderledes i hovedet. Det har jeg gjort til skamme mange gange, siger han.

Han gik blandt ud af hf'en i Svendborg med karakterer et stykke over gennemsnittet, og han får ros for de teateranmeldelser, han bruger det meste af sin fritid på.

Det vender vi tilbage til i denne fortælling.

Griner eller græder han?

Som spæd var det kun Thormods forældre, der kunne se, om han græd eller grinede, og han var teenager, før han lærte at smile og bevæge sine øjenbryn.

Han husker, hvordan hans mor kunne sende et dræbende blik i retning af folk, når de gloede efter hendes dreng.

"Kig dog den anden vej."

Det griner han lidt af i dag, men dengang var det ufedt.

Det er i børnehaven, han selv begynder at bemærke, at han ikke ser ud som alle andre.

Hans øjenlåg ser tunge ud og giver ham et træt udtryk.

Overlæben hænger på midten, så hans smalle mund får en nedadgående - næsten bedrøvet - v-form, og man kan ikke se hans tænder.

Tungen er så kort, at den kun lige kan nå ud mellem læberne. Den kan ikke nå op i hans forhøjede ganebue, der også er en følge af Möbius.

Det var det, han så, når han kiggede sig i spejlet og sammenlignede med børnene omkring sig.

Det var svært for andre at tolke hans humør, fordi hans ansigt ikke afspejlede det. Det er ikke tilfældigt, at nogle kalder folk med Möbius for "ansigtsløse" eller "udtryksløse".

Thormod kunne ikke gengælde et smil, og han havde en tendens til at slå blikket ned, når han var sammen med andre, selv om hans forældre bad ham om at holde øjenkontakt.

- Du skal se ordentligt på folk, når du snakker med dem, sagde de altid, og han kunne mærke, det var vigtigt for dem, at han forstod det.

De har en stor del af æren for, at han har lært at leve med sit handicap.

Man kan, hvad man vil

Thormod har aldrig ladet sig begrænse. Det er der flere eksempler på.

Hans korte tunge gør, at han indimellem mumler, så folk beder ham gentage, og han kløjes i bestemte bogstaver og ordstillinger.

Alligevel har han sunget med et kor i to år.

Han havde svært ved at lave de samme opvarmningsøvelser som de andre, fordi tungen ikke kunne nå rundt i mundhulen, men han havde lyst til at synge.

Han har brug for at have et fremmedsprog mere på cv'et, hvis han skal studere dramaturgi på universitetet i Aarhus.

Derfor lærer han spansk på VUC, og han accepterer, at han ikke kan rulle rigtigt på r'erne på grund af tungens ringe størrelse.

Så må det bare lyde lidt forkert.

Thormod har en tendens til at mumle, når han snakker. Når han synger, sker det ikke, fordi han kan forstærke vokalerne. Her jammer han med sin roomie Johannes Høstrup. De to har kendt hinanden siden barndommen.
Thormod har en tendens til at mumle, når han snakker. Når han synger, sker det ikke, fordi han kan forstærke vokalerne. Her jammer han med sin roomie Johannes Høstrup. De to har kendt hinanden siden barndommen.

Han bliver aldrig den perfekte kysser

Thormod husker stadig følelsen, da han som 12-årig lærte at smile.

- Det føltes fantastisk!

Han havde øvet sig på det længe, og nu lykkedes det pludselig.

Når han kigger på gamle billeder af sig selv, kan han se, at det altid var samme ansigtsudtryk uanset situationen.

"Verdens bedste pokerface" eller "steneren fjæs", kalder han det selv med den ironi, der er blevet en stor del af hans personlighed.

Han kunne lære at smile, fordi hans syvende kranienerve "kun" er underudviklet. Hvis den var helt væk, som den er hos andre med Möbius, havde det været umuligt.

Senere lærte han at bevæge øjenbrynene, da en fysioterapeut masserede ham på en særligt stimulerende måde omkring øjnene.

Det gav ham helt nye muligheder for at ændre ansigtsudtryk. Nu kunne han lige akkurat vise, om han var glad, trist, overrasket eller sur.

Han fik nemmere ved at indgå i sociale relationer, og han fik sit første kys af Maja fra folkeskoleklassen.

De var blevet kærester, og den dag sad de og kiggede på hinanden i et frikvarter, da kysset faldt. Han havde ikke før været intim med en pige på den måde.

Han tænkte på, hvordan det føltes for hende at kysse hans lille mund. Mon hun kan mærke det? Er det underligt for hende? Er det et problem, at min tunge er så kort?

Det var det ikke.

Maja fik sit kys, og det blev ikke det sidste mellem de to. Han har kysset med andre piger siden hende. Særligt på efterskolen.

Så lever han med, at han aldrig bliver den perfekte kysser.

Pigerne må tage ham, som han er.

Thormod læser spansk på VUC, og han bruger det meste af sin fritid på at anmelde teater for sitet ungtteaterblod.dk. Han drømmer om at læse dramaturgi på universitetet i Aarhus, når han engang vil videre.
Thormod læser spansk på VUC, og han bruger det meste af sin fritid på at anmelde teater for sitet ungtteaterblod.dk. Han drømmer om at læse dramaturgi på universitetet i Aarhus, når han engang vil videre.

Fløjt og fremtidsdrømme

Thormod er glad for sit liv, selv om han har udfordringer.

Han har det godt i den forstadsvilla uden for Odense, hvor han bor sammen med to kammerater.

De deler hans store interesse for musik og skæve samtaleemner over et par øl.

Thormod anmelder desuden teater og nørder med tekster og poesi i sin fritid, og han drømmer om at læse dramaturgi på universitetet i Aarhus, når han har papir på at have bestået den spanskundervisning, der er et krav for at blive optaget.

Han var tidligere fast inventar på stolerækkerne i Svendborg Teater. Så sad han dér og blev betaget af de historier, der udspillede sig foran ham, hvor ansigtsmimikken paradoksalt nok har stor betydning for, om budskabet når ud over scenekanten.

Thormod ved, hvad der er god ansigtsmimik. Han har observeret det hos andre gennem livet.

Sådan noget lægger man måske mere mærke til, når man selv mangler det.

Nu står han her i sit køkken med ryggen til spisebordet og kigger ud ad vinduet på trafikken langs Faaborgvej.

Han skyller munden i et glas vand og vender sig om.

Han vil demonstrere, at han også har lært at fløjte, selv om overlæben er i vejen, og tungen er for kort og svær at folde.

Det er ikke nemt for ham. Man kan se og høre, at han anstrenger sig.

- Kan du høre det, spørger han.

- Ja. Den er god nok. Du fløjter. Ikke ret højt - men alligevel.

Thormod trækker på smilebåndet, og øjenbrynene bevæger sig op og ned.

Han ved godt, at det langtfra lyder perfekt.

Men han er ligeglad.

- Livet er røvkedeligt, hvis man ikke kan grine af sig selv. Jeg er født med det her handicap, og det accepterer jeg, siger han.

Facebook
Twitter