Tilfældigt Instagram-opslag førte Nip til sin forsvundne mor: 'Det underligste og største jeg har oplevet'

29-årige Nipuni har altid drømt at finde sin biologiske mor. Tag med på rejsen, hvor det skete.

Den 11. juli, det sydlige Sri Lanka

En konstant brummen fra trehjulede tuktuker, scootermotorer og små lastbiler udgør baggrundslyden på den café, hvor Nipuni Julie Jakobsen og hendes forældre venter.

Det er surrealistisk at være her, synes Nipuni, som aldrig bliver kaldt andet end sit kælenavn Nip.

Fem til ti minutter, havde deres chauffør Neel sagt, så var de her.

Nervøsitet er ikke en følelse, der normalt rammer Nip, men lige nu slår den ned i hende.

'Er vi på kram? Hvordan reagerer hun, når hun ser mig? Kan hun kende mor og far?'

Nips danske mor, der, med sin solbrændte hud, ser ud til at have det hedt i den 30 grader varme luft, sender Nip et smil.

Et stort et, hvor tænderne i overmunden kommer til syne, og øjnene trækker sig sammen til små sprækker.

Det her er spændende.

Kvinden, de venter på, er Nips biologiske mor.

Det er godt 29 år siden, at de sidst så hende på et børnehjem i Sri Lankas hovedstad, Colombo. Dengang var Nip seks uger, og hendes biologiske mor lagde sin datter i armene på et dansk ægtepar.

Det er det ægtepar, Nip i dag kalder mor og far. Uden adoptiv som fortegn.

Og det er altså det ægtepar, der nu står med deres datter på en vejcafé i det sydlige Sri Lanka og venter.

Hvert øjeblik kan chaufførens hvide minibus svinge ind på caféens holdeplads, og Nip kan endelig få besvaret nogle af de spørgsmål, hun har grublet over i årevis.

'Har jeg søskende? Hvad skete der med min mor, efter hun gav mig bort? Og hvad er det med, at min far er kineser? Ingen synes, at jeg ligner en kineser?'

Den 9. juli, Hamborg Lufthavn

Alting var gået utrolig stærkt. Det var under to måneder siden, at Nip havde postet det opslag på Instagram, der tilfældigt havde givet hende et nyt spor at følge i jagten på sit biologiske ophav.

Det havde ellers på ingen måde været formålet med opslaget, som hun relativt uovervejet postede på mors dag, den 12. maj.

Men otte uger senere lettede hun og hendes forældre fra Hamborg Lufthavn med visheden om, at Nips biologiske mor gerne ville møde dem.

Nips søgen efter hende var begyndt flere år tidligere. Som ung teenager forsøgte hun at få lederen af børnehjemmet til at hjælpe med at finde moderen.

Uden held.

Senere gennemtrawlede hun diverse srilankanske Facebookprofiler.

Uden held.

Hun meldte sig også til DR1-programmet 'Sporløs,' der hjælper danskere med at opspore forsvundne slægtninge, men fik afslag på at medvirke.

- Jeg var nok 'for kedelig' til tv, indskyder hun og slår sin karakteristiske høje latter op, som folk, der er stødt på hende i tv-programmet 'Den Store Bagedyst,' vil kunne genkende.

For Nips historie handler ikke om at være i identitetskrise over ikke at ligne de mennesker, hun kalder mor og far.

Den handler heller ikke om at være ulykkelig over at være mørkere end de andre børn på folkeskolen i den østjyske stationsby Ry.

Tværtimod.

Hun har haft det 'som blommen i æg,' siden hun havnede i villaen i Ry med tilhørende staldbygning og shetlandspony i baghaven.

De træk, hun manglede fra sine forældre udenpå, følte hun, hun fandt i deres personligheder.

Det 'brændende ønske' om at finde sin biologiske mor bundede udelukkende i en gigantisk nysgerrighed.

Den 10. juli, Unawatuna, Sri Lanka

Der var underligt turisttomt i Unawatuna.

Kystbyen med de orange sandstrande plejede ellers at være lidt af et tilløbsstykke for rejsende.

Men det var uden for sæson, og de terrorangreb, der i april ramte øen, havde fået turismen til at styrtdykke, fortalte de lokale.

Måske var det derfor, at chaufføren Neel havde haft så god tid til at lede efter Nips biologiske mor.

Neel levede egentlig af at fragte turister, men af og til fandt han gennem sit store chaufførnetværk frem til adopterede børns biologiske forældre.

Det var en tidligere kollega, der havde sat Nip i forbindelse med ham. Kollegaen, der selv er adoptivbarn fra Sri Lanka, henvendte sig efter at have set Nips mors dag-opslag.

Hun fortalte, at Neel havde hjulpet hende og sidenhen hendes søster og en række af deres adopterede venner med at finde deres biologiske forældre.

Nip syntes, set-uppet lød troværdigt, så hun overførte penge til Neel, der indledte jagten på hendes biologiske mor.

Han fik yderligere en sum penge, hvis han fandt hende. Nip ønsker dog ikke at komme ind på beløbets størrelse.

Efter 47 dage, den 28. juni, dumpede et foto af en midaldrende kvinde ind i Nips Messengerindbakke uden yderligere forklaring.

'Is this my mother?' spurgte Nip.

'Yes,' skrev Neel bare.

Wow - bare wow. Det var det mest syrede, Nip nogensinde havde oplevet. Altså på den gode måde.

Til en start havde kvinden ellers afvist, at hun havde bortadopteret et barn, fortalte Neel senere i telefonen.

Men da han havde vist hende et foto og spurgt: 'Er det her ikke dig?' var hun gået ind i sit hus og havde fundet en mere slidt udgave af det samme billede.

Nip sendte fotoet af, hvordan kvinden, der angiveligt var hendes mor, så ud i dag, til sine forældre. De havde trods alt mødt hende før.

- Det er 100 procent hende, svarede de.

Under to uger senere stod Nip så her ved en af Unawatunas sandstrande omkranset af palmer, der skrånede indover bredden.

I morgen skulle hun møde sin biologiske mor for første gang.

Det eneste, Nip vidste om hende, var, hvad hun hed, hvornår hun var født, og hvad navnet på hendes far – altså Nips biologiske morfar – var.

De oplysninger fremgik af adoptionspapirerne. Derudover havde Nips forældre fået fortalt, at hun var født uden for ægteskab, hvilket er forbundet med stor skam på Sri Lanka.

Desuden mente børnehjemspersonalet, at hendes mor – vist nok - havde været i huset hos en canadisk familie, som boede i Colombo.

Her havde en kinesisk forretningsrejsende – vist nok - boet en periode. Nips mor og ham havde – vist nok - fundet sammen. Hun var blevet gravid, og manden var – vist nok - blevet glad for nyheden, men skulle til Kina for at ordne noget papirarbejde. Siden da havde Nips biologiske mor – vist nok – aldrig set ham.

Nips danske forældre var ikke helt overbevist om historien. Fortællingen havde virket 'blurry,' da den blev gengivet af børnehjemspersonalet, og efterhånden som Nip blev ældre, havde de svært ved at få øje på de kinesiske træk.

Den 11. juli, det sydlige Sri Lanka

Nip nåede kun at sippe ganske lidt til den limonade, hun havde bestilt på caféen, inden Neel parkerede sin minibus til højre for spisestedet.

Kort tid efter kunne hun skimte en mørk hårtop bag en orange halvmur.

- Is that her? spurgte hun Neels søn Shannon, der havde ventet med dem på caféen.

Han nåede dårligt at svare, før Nip gik den lave kvinde i møde.

De var på kram, viste det sig, men ikke af den lange slags. Fire-fem sekunder brugte de på at klemme hinanden og kysse på begge sider, som er kutyme på Sri Lanka.

Derfra vekslede de nogle få ord med Neels kone i rollen som oversætter.

Nip husker ikke, hvad der blev sagt, men de holdt i hånden, og hendes biologiske mor betragtede hende med et genert smil og blanke øjne.

Øjeblikket var underligt og rørende på samme tid, syntes Nip.

På den ene side føltes det 'megamærkeligt' at stå overfor en kvinde, der basically var en fremmed for hende, og som hun ikke kunne føre en samtale med uden tolk, og så vide at netop hun havde båret Nip i sin mave.

På den anden side var Nip overdrevet glad for at se hende. Hun havde frygtet, at en tsunami eller et terrorangreb havde gjort øjeblikket umuligt.

Fra caféen kørte de ud til en mindre strand med en lillebitte restaurant.

Der blev placeret et kæmpefad ris og kylling på det brune plastikbord, for som Nip siger; 'når man sidder omkring et måltid flyder samtalen bare nemmere.'

Hendes biologiske mor virkede glad. Hun smilede og 'knævrede løs' med Neels kone.

Så vidste Nip da, hvor hun havde sit veludviklede snakketøj fra, tænkte hun.

Omvendt kunne hun mærke, at moderen virkede en smule sky, når Nip henvendte sig til hende. Særligt når hun spurgte til fortiden.

Hun krøb ligesom lidt ned i den hvide plastikstol.

Gennem Neels søn Shannon, som var den bedste til engelsk, svarede hun dog på flere af Nips uafklarede spørgsmål.

Hun var stadig ugift og havde ikke fået flere børn. Hun kom ud af en familie med 13 børn og boede i dag med sin søster og deres 12-årige nevø, som de i fællesskab tog sig af, fordi drengens far, deres bror, og hans hustru arbejdede på den anden side af øen.

Nips biologiske mor var hjemmegående og sørgede for husholdningen, mens søsteren forsørgede dem, fortalte hun.

Men der var også emner, hun ikke brød sig om at tale om. Ét af dem var Nips biologiske far.

På et tidspunkt spurgte Nip, om hun havde nogle træk fra ham.

- Nej. INGEN! konkluderede moderen brat.

Nip havde på fornemmelsen, at selv hvis hun havde været som snydt ud af næsen på sin biologiske far, ville moderen afvise enhver form for lighed mellem de to.

Hun kunne tydeligvis ikke lide ham. Nip fik dog ud af hende, at historien om den kinesiske forretningsmand var fup. Ligesom fortællingen om at hun havde været i huset hos en canadisk familie.

Moderen havde arbejdet på en fabrik i Colombo, da hun mødte Nips biologiske far, som i øvrigt var srilankaner og kulsort i huden.

Om moderen havde været forelsket i ham, og hvor længe de havde kendt hinanden, da hun blev gravid, ved Nip stadig ikke.

Men da faderen fandt ud af, at der var et barn på vej, så moderen i hvert fald aldrig mere til ham. Hun så ingen anden udvej end at bortadoptere Nip og flytte tilbage til den sydlige del af Sri Lanka, som hendes familie kommer fra.

Her blev hun 'gemt væk' i ti år, fortalte hun. Ikke forstået på den måde at hun blev låst inde, men på grund af den skam, hun havde påført familien, skulle hun holde lav profil i offentligheden, fortalte hun.

Det gjorde 'megaondt' på Nip at vide, hvordan hendes mor havde haft det i årene efter adoptionen.

Ingen fortjener den behandling, mener hun.

Hun trøstede sig dog med, at moderen virkede til at have det godt i dag. Desuden var hun bestemt ikke fattig.

De fik lov til at se hendes hjem, og da de havde gået langs en sti, nåede de frem til en sort port.

Bag den lå et hus med en nydelig hvidmalet facade.

Moderen havde givetvis ikke samme levestandard som mange danskere, men der var langt fra dette hus til en af de utætte hytter, som Nip havde set nogle srilankanere tage til takke med.

I husets lidt dunkle dagligstue, som var det eneste rum, Nip så, stod en kæmpereol.

Den var spækket med familiefotos. Hendes biologiske mor viste dem ivrigt frem.

Der var et fra Nips fætters bryllup. Så der var fotos fra vielserne af kusine et, to, tre og...

Nip fik virkelig set mange overdådige marengsbrudekjoler den dag.

Og selv om hun aldrig har siddet med tårer i øjnene foran spejlet hjemme i Danmark, fordi hun ikke lignede nogen andre, syntes hun virkelig, det var sjovt at studere billederne.

'Havde ham der ikke lidt hendes næse? Og var der ikke en lighed omkring smilet med hendes kusine?'

Alle var enige om, at den, Nip lignede allermest, var hendes afdøde biologiske mormor.

Nip ved ikke, om hun skal se sin biologiske mor igen. De mødtes en dag mere under rejsen, og der virkede hun mere afslappet.

De spadserede langs vandet og grinte af, at moderen ligesom mange andre srilankanere ikke kunne svømme, til trods for hun bor i et land, der er omkranset af vand.

Det bliver dog besværligt at holde kontakten, da hendes biologiske mor hverken har Facebook, Skype eller andre sociale medier.

Siden Nip kom hjem, har hun tænkt over, at moderen ikke rigtig spurgte ind til hendes liv.

Hun havde ingen spørgsmål til, hvad Nip studerede, og hvad hun interesserede sig for. Nip lod dog mærke til, at moderen flere gange stirrede på hende.

Hun sad bare og betragtede Nip.

- For hende tror jeg, det vigtigste var at se mig. Fysisk se, at jeg har det godt. Sådan havde jeg det også med hende, og så ville jeg gerne have afklaret nogle ting om min baggrund. Det fik jeg.

- Mødet med hende er virkelig et af de største øjeblikke i mit liv. Jeg føler mig pæredansk og er lykkelig for min familie. Men jeg tror, det er naturligt, at du tænker over, hvordan den kvinde, der har født dig, er. Det har jeg i hvert fald gjort, og det føles bare godt at få afklaret.

- Men jeg blev også bekræftet i, at min mor og far er dem, der har lært mig om livet, siden jeg var seks uger. Jeg synes, at det er så smukt at tænke på, at én mor tager over, når én anden ikke er i stand til det.

Facebook
Twitter