21-årige Louises kæreste tog sit eget liv: Det er virkelig svært at være forelsket i en, der er død

Louise har svært ved at give slip på sin ekskæreste, efter han begik selvmord.

(© Illustration: Nicolai Bruun)

For fire måneder siden begik min ekskæreste selvmord. Vi var kærester siden 3.g, og vi flyttede sammen til en anden by, hvor vi begge holdt et sabbatår.

Jeg har skrevet til Tværs, fordi jeg gerne vil fortælle min historie til andre, der gennemgår det samme som mig. Nogle gange føler jeg, at jeg er den eneste, der har oplevet det her, selvom jeg ved, det ikke er sandt. Jeg fortæller også min historie til dem, der overvejer at tage deres eget liv, så de kan høre, hvad det gør ved os, der er tilbage.

Halvanden eller to måneder efter vi var flyttet til en anden by, begyndte jeg at vågne om natten, fordi han var vågen. Han sad ofte på kanten af sengen eller op ad væggen. I begyndelsen tænkte jeg, at vi alle kan have en dårlig nat, hvor man ikke kan sove, men det blev oftere, og jeg spurgte ham, hvad der gik ham på. Han var meget kort for hovedet og ville ikke snakke om det.

Nogle aftener gik jeg i seng, men han blev siddende oppe til klokken lort om natten. Han ville heller ikke så mange ting længere. Når jeg gjorde rent, og jeg spurgte, om han ville støvsuge, kunne der gå tre eller fire dage, før han gjorde det. Og han begyndte ikke at orke at gå ud for at handle ind.

Det begyndte at føles som om, at jeg havde en boende, i stedet for at vi boede sammen, og den fysiske kærlighed mellem os blev mindre og mindre. I begyndelsen tænkte jeg, at det havde noget med mig at gøre, og han ikke gad at være sammen med mig.

Vi prøvede at snakke om det, men hans opførsel blev mere og mere lad, og der skete ingenting. Han sagde sit job op og sad bare derhjemme uden at have lyst til at søge noget nyt. På et tidspunkt sagde han til mig, at han havde det rigtig skidt, og jeg bad ham om at søge hjælp.

Efter han havde ringet til lægen, blev han henvist til gratis psykologhjælp for unge. Han tog derhen en gang, og han fortalte mig, at de nok skulle ringe til ham, når de havde tid til at tale med ham.

Jeg begyndte at tage mere hjem til mine forældre i weekenden. De kunne mærke på mig, at jeg ikke havde det godt. Jeg var meget kort for hovedet og havde meget nej-hatten på. Der er jo op- og nedture i alle forhold, men jeg følte mig så alene, og jeg følte ikke, jeg havde lyst til at være hjemme i vores lejlighed. Det var som om, jeg ikke rigtig havde noget sted, hvor jeg følte, der var et frirum.

Det hele blev mere tydeligt for mig, da min mor spurgte, om jeg var hjemme hos dem, fordi jeg ville se dem, eller fordi jeg ikke ville være hjemme hos mig selv. Der måtte jeg indrømme, at jeg var hos dem, fordi jeg ikke ville være hjemme hos mig selv. For det kunne jeg ikke holde ud.

Louise er begyndt at skrive breve til sin ekskæreste. (Foto: PRIVATFOTO)

Derefter sagde jeg til ham, at jeg ikke syntes, vi skulle være kærester, men han blev virkelig ked af det. Selvom jeg vidste, at jeg havde besluttet mig, så gav jeg ham en chance mere. Den første måned forsøgte han at få det til at virke, men jeg endte med at gå fra ham. Jeg blev nødt til at passe på mig selv, for jeg kunne ikke redde ham, hvis jeg selv gik i stykker.

To måneder senere mødte vi hinanden til et sportsstævne. Der fik vi talt ud og aftalte, vi skulle være venner. To dage senere får jeg at vide, at han har taget sit eget liv.

Jeg lå i min seng og vågnede ved at min far ringede. Han fortalte mig, han havde en dårlig nyhed. Jeg kan huske, at det ikke gik op for mig før, vi havde talt fem minutter. Så brød jeg fuldstændig sammen.

Jeg gik rundt i min lejlighed og vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det var som om, at jeg benægtede, hvad der var sket.

Flere af mine venner begyndte at skrive til mig, og min familie tog over til mig. Der begyndte det at gå op for mig, hvor seriøst det var.

Alligevel var det som om, at jeg ikke røg totalt ned i kulkælderen. Jeg arbejdede og følte lidt, jeg var i et vakuum og en form for venteposition indtil begravelsen, så jeg kunne komme videre derfra.

Jeg har både været vred på ham og savnet ham. Det er som om, at jeg er sur på ham, men alligevel elsker ham megahøjt. Nogle gange når jeg husker tilbage på studentertiden, da vi kyssede for første gang til en gymnasiefest, bliver jeg smaskforelsket i ham igen. Så kan jeg ikke andet end holde af ham. Men det er virkelig svært at være forelsket i en, der er død.

Selvom den sidste tid med ham var dårligt for vores forhold, så er det som om, at jeg er begyndt kun at huske de gode ting, vi oplevede sammen.

Da det her corona-halløj skete, og der ikke var noget at lave, fik jeg den største nedtur. Jeg kan huske, jeg sad og spiste aftensmad med min familie, og jeg egentlig følte, jeg var med i samtalen. Men det var jeg slet ikke. Jeg forstod slet ikke, hvad de snakkede om, fordi mit hoved bare var fyldt med tanker om ham.

Jeg er begyndt at få nogle tragiske tanker. Når jeg går i seng, så forestiller jeg mig, at jeg er lam i benene, når jeg vågner. Og når jeg besøger min brors lejlighed, så forestiller jeg mig, at jeg er faldet ud fra hans altan, og jeg ser mig selv ligge på jorden. Så ser jeg for mig, hvor ulykkelige mine forældre er, og at min bror bliver nødt til at flytte, fordi jeg døde i hans lejlighed.

Jeg går til psykolog hver anden uge, fordi jeg har posttraumatisk stress og angst. Nogle dage tænker jeg meget på det, og andre dage går det lettere.

Jeg er begyndt at skrive rigtig mange af mine følelser ned. Også breve til ham. Der var en dag, hvor jeg virkelig havde meget sorg indeni. Der skrev jeg det her ned.

Lyt til et af de breve, Louise har skrevet til sin ekskæreste her:

0:00

Det hjælper at få det skrevet ned. Jeg har en kuvert, hvor jeg lægger alle brevene i. Det er sådan min lille skattekiste med følelser, som, jeg håber, kan hjælpe mig henimod noget bedre.

Så får jeg det ud på en eller anden måde, i stedet for at det kører rundt i hovedet på mig, og jeg føler, jeg kan fortælle ham det, som der er sket, efter han er død. For egentlig savner jeg ham så meget, at jeg på en måde håber, at han vender tilbage en dag. Og så bør han vide de her ting.

Jeg vil komme til at huske det her for evigt. Men jeg skal lære at kunne lægge det på hylden, så det ikke styrer hele mit liv.

Min far beskriver det som om, at den her sorg er et dybt hul, jeg skal bevæge mig ud af. I starten vil der være skrænter, som kan virke enormt stejle at klatre op af. Og jeg vil skride, når jeg forsøger at bevæge mig opad. Men med tiden vil skrænten blive mindre stejl, og jeg vil kunne komme op fra hullet, selvom det stadig vil være der. Men jeg vil ikke være dernede for evigt.

Til dem, der er kærester med en selvmordstruet, er mit budskab, at man skal kæmpe. Men man skal huske ikke at ofre sig selv. Og så er min opfordring til de pårørende og ens venner ikke bare at sige, at man skal sige til, hvis man skal have hjælp. For man siger aldrig til, fordi man kan tænke, man er en byrde. Tag initiativet og spørg, om man vil tage med på en shoppingtur. Man kan altid sige nej, hvis man ikke har lyst til det den dag.

Louise har valgt at være anonym, og derfor optræder hun ikke i artiklen med sit rigtige navn. Redaktionen er bekendt med Louises fulde navn.

Louises ekskærestes forældre har givet tilladelse til, at Louise kunne fortælle sin historie.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk