23-årige Nicklas er hjemløs: Jeg mister mig selv, når jeg ikke har et hjem

Uden en base og faste rutiner er det svært for Nicklas Larsen at få et liv til at hænge sammen.

Det startede faktisk med et break-up.

Jeg havde boet sammen med en kæreste, men da forholdet gik i stykker, begyndte mine tanker at fylde alt for meget i hovedet på mig. Og det var ikke lyse, positive tanker. Tværtimod.

Jeg havde lyst til at tage mit eget liv, hvilket resulterede i en indlæggelse på psykiatrisk afdeling.

- Jeg har boet på en del forskellige opholdssteder igennem mit liv. Da jeg var 17,5 år fik jeg så min egen lejlighed. Og det var dér, jeg for alvor begyndte at tage en masse stoffer. (Foto: Andreas Bro © dr)

Jeg har været mere eller mindre vant til at klare mig selv hele mit liv, men fordi jeg ikke længere havde noget sted at bo, endte jeg som hjemløs efter min indlæggelse. Det er et halvt år siden i dag.

Jeg er født og opvokset i Jylland. Siden jeg var omkring 12 år gammel, har jeg boet på forskellige opholdssteder og institutioner for unge. Jeg endte som ung teenager i et liv præget af særligt stofmisbrug og kriminalitet.

For knap et år siden tog jeg beslutningen om at flytte fra Jylland til København. Væk fra de dårlige vaner og valg. Jeg havde brug for at gøre noget drastisk, hvis jeg skulle leve et andet liv.

- Jeg har sovet i et telt i en skov i knap fire måneder. Jeg har også forsøgt at finde plads på herberger. Men de er enten helt fyldte, eller også er der et hårdt misbrugsmiljø, som ikke lige er det bedste sted at opholde sig, når man som mig er tidligere stofmisbruger. (Foto: Andreas Bro © dr)

Jeg begyndte at læse til anlægsstruktør og nåede at færdiggøre grundforløbet, inden det hele gik galt. Efter min indlæggelse havde jeg faktisk troet, at enten kommunen eller psykiatrien ville hjælpe mig med at finde et sted at bo, men det skete ikke.

Jeg endte i stedet med at flytte ud i et telt i en skov ved Dragør på Amager. Det betød også, at jeg var nødt til at afbryde min uddannelse. Jeg kunne simpelthen ikke overskue det.

I dag sover jeg på en sofa hos en ven, som jeg har mødt i hjemløseorganisationen Sand. Det har jeg gjort i to måneder nu. Det blev for koldt i teltet.

- Jeg har sovet på en sofa her i Daniels lejlighed i to måneder nu. Hans hjem er nærmest et miniherberg. Han har selv været hjemløs, så han ved godt, hvor hårdt et liv det er. Derfor gør han plads til overnattende hver nat. (Foto: Andreas Bro © dr)

Men det er jo ikke rart at skulle bruge sit netværk på den måde. Jeg har måttet låne penge af venner og bekendte. Af alle mulige. Og det er bare ikke fedt.

Jeg har også tigget om penge på gaden. Det føltes skrækkeligt første gang. Især fordi jeg netop stort set altid har været vant til at klare mig selv. Enten på reel eller 'beskidt' vis.

Jeg flyttede fra Jylland, fordi jeg ikke ønsker at leve på kanten af loven længere, så derfor var der ingen anden udvej for mig end at bede fremmede om penge, hvis jeg ville have noget at spise.

- Jeg har været på opholdssteder med struktur det meste af min barn- og ungdom. Derfor ødelægger det mig, når der ikke er struktur. Det er enormt stressende, at hele ens dag og liv pludselig er helt uden struktur, når man er vant til at have faste rutiner. (Foto: Andreas Bro © dr)

For mig er det tab af rutiner og struktur, som livet som hjemløs fører med sig, det sværeste. Jeg har brug for at kunne sætte min hverdag i system for at fungere allerbedst. Jeg føler, at jeg mister mig selv, når jeg ikke har den struktur i min hverdag, som en fast base giver.

Alligevel prøver jeg at skabe mine egne små rutiner i dag, selvom det kan være svært.

Hver morgen tager jeg hen på morgencafeen for hjemløse i Nordvest. Derefter går jeg hen på Hulgårds Plads, hvor jeg mødes med en masse andre hjemløse. Her passer jeg også nogle gange en hund for én af de andre.

Det er alt sammen med til at fylde dagen ud. Det, og så alle møderne med kommunen, jobcenteret og det offentlige generelt.

- Jeg prøver at skabe faste rutiner. Blandt andet ved at komme på Morgencafeen hver dag. Det er en café for hjemløse, hvor Rune Utzon-Frank her er projektleder og sekretariatsleder. Han har også hjulpet mig som en form for bisidder. (Foto: Andreas Bro © dr)

Selvom min nuværende boligsituation fylder mig med en enorm stressfølelse, så har jeg også lært utroligt meget om mig selv.

Og særligt mødet med organisationen Sand har betydet alt for mig. For første gang i mit liv har jeg følt, at jeg har mødt nogle mennesker, der rent faktisk gerne ville hjælpe mig. Og de, der gerne ville hjælpe mig, er folk, der selv har været hjemløse, og som nu er kommet videre i deres liv.

Folk, der kan sætte sig selv i mit sted, fordi de selv har været dér, hvor jeg er i dag.

- Jeg mødte Daniel gennem organisationen Sand. Det har klart været det største lyspunkt i min tid som hjemløs. At møde folk, der virkelig vil én det bedste. Det har jeg aldrig følt før i mit liv. (Foto: Andreas Bro © dr)

Det har betydet utroligt meget for mig at kunne spejle mig i dem. At kunne se, at det er muligt at komme videre i livet, selvom det kan føles som en helt håbløs situation, jeg står i lige nu. At der er lys for enden af tunnelen.

Det har givet mig et meget lysere syn på min egen fremtid og på livet, faktisk. Hvor jeg tidligere i mit liv havde en masse mørke tanker, og hvor det ikke var noget problem for mig at tjene penge på en 'beskidt' måde, så er jeg i dag et helt andet sted.

(Foto: Andreas Bro © dr)

I dag drømmer jeg om at få en fast base, så jeg kan skabe noget struktur i mit liv igen. Så jeg kan gøre min uddannelse færdig og igen bruge mig selv til det, jeg er god til. Og vise andre folk, at jeg faktisk er god til noget.

Det er svært, når man er hjemløs og kun har overskud til at fokusere på at overleve.

Facebook
Twitter