Abdel stod frem for at bryde tabuet om at være nydansker og homo: Nu skal andre hjælpe os med kampen

Sabaah, der tirsdag fik Tine Bryld Prisen, redder liv på grund af deres arbejde med at hjælpe LGBT-personer med etnisk baggrund, mener tv-vært Abdel Aziz Mahmoud.

Det var svært for mig og familien. Jeg vidste ikke meget om, hvad homoseksualitet var, siger Abdel Aziz Mahmouds mor, Souad Taha. (Foto: Kasper Månsson © dr)

- De redder liv.

Sådan lyder det fra Abdel Aziz Mahmoud, der tirsdag aften var med, da Tine Bryld Prisen blev uddelt til Sabaah.

- Jeg ville nok have brugt Sabaah, hvis jeg havde kendt til det. Man har et behov for at sidde sammen med ligesindede og dele ens oplevelser og få en form for bekræftelse og selvsikkerhed, siger han.

Sabaah er en forening med kontorer i København og Aarhus, hvor man kan få rådgivning og deltage til sociale arrangementer, hvis man er LGBT-personer med anden etnisk baggrund end dansk.

Den typiske bruger af foreningen har udfordringer med at fortælle forældrene om sin seksualitet. Det skyldes oftest familiernes religiøse baggrund, der gør det sværere for familien at acceptere, hvis et familiemedlem har en anden seksualitet end normen. Derfor frygter mange, at familien vil kappe kontakten til dem, hvis de vælger at tale åbent om deres seksualitet.

Svært for familien

Netop den bekymring fyldte allermest hos Abdel Aziz Mahmoud, inden han valgte at springe ud overfor sin familie. Siden har han fortalt om, hvordan han og andre har reageret, i forhold til at han sprang ud, i tv-programmer som ’Helvedes homo – en muslim springer ud’ og ’Familien fra Lærkevej’.

Tv-værtens mor, Souad Taha, siger, at det var en prøvelse at acceptere.

- Det var svært for mig og familien. Jeg vidste ikke meget om, hvad homoseksualitet var, så jeg begyndte at undersøge det. Jeg fandt ud af, at ikke var et valg, at det ikke var en sygdom, og det ikke smittede. Og at det ikke var på grund af en dårlig opdragelse. Men at det er Gud, der har skabt det til os, siger Souad Taha.

Voldsomme fordomme om LGBT-personer

Netop i programmet ’Helvedes homo – en muslim springer ud’ ser man, at en imam vurderer, at homoseksualitet kan stamme fra dårlig opdragelse eller alkoholiserede forældre. Men efter at have undersøgt det nærmere, har Souad Taha ikke meget til overs for sådanne holdninger.

- Abdel har åbnet mine øje, og han været med til at gøre vores familie stærkere, siger hun.

Abdel Aziz Mahmoud mener, at han har været priviligeret, fordi hans familie har accepteret ham, som han er. Derfor mener han, at han har en særlig opgave med at fortælle, at man sagtens kan have et fremragende liv som homo, samtidig med at man har muslimsk baggrund.

Ros efter programmer

Både Abdel Aziz Mahmoud og Souad Taha har siden programmerne har været sendt forsøgt at fortælle deres historie – blandt andet ved at holde foredrag på skoler. Og reaktionerne har overordnet set været positive, siger de.

- Jeg har udelukkende fået støtte efter programmerne, og det er jeg meget overrasket over, siger Abdel Aziz Mahmoud.

Souad Taha har også modtaget flere positive beskeder på Facebook, og en ung fyr har efter et foredrag takket hende, fordi hendes optræden på tv fik hans mor til at acceptere ham. Men hun har også mødt modstand.

- En veninde ringede og sagde, at jeg skulle tage afstand fra Abdel, fordi folk bagtalte og kaldte det en sygdom. Men det nægtede jeg. Så jeg sagde farvel og tak.

Abdel: Vi har brug for de heteroseksuelles støtte

Abdel Aziz Mahmoud håber, at endnu flere nu får øje på Sabaah, og at fordommene forsvinder. Men han opfordrer til, at flere kæmper mod stigmatiseringen at LGBT-personer med anden etnisk baggrund.

- Hvis vi skal rykke på det her, bliver vi nødt til at have majoriteten med, så det ikke kun er minoriteten, der kæmper. Der sker først noget, når heteroseksuelle brødre, kusiner, onkler og alle andre stiller sig ved siden af os. Vi har brug for andre, der hører, hvad vi siger og lover, og lover at tale uvidenheden og hadet frem for at forholde sig tavse, siger han.

I forbindelse med Tine Bryld Prisen får Sabaah adgang til 500.000 kroner, som foreningen kan bruge til at styrke sit arbejde.

Facebook
Twitter