Amanda på 19 er besat af, hvad andre tænker om hende: 'Min frygt spænder ben for mig'

Amandas bekymringer om, hvad andre synes, førte blandt andet til, at hun droppede ud af gymnasiet.

Jeg er altid bange for, hvad folk tænker om mig. Sådan har det været lige så længe, jeg kan huske.

I børnehaven turde jeg ikke lege, fordi jeg var bange for at få skældud af de voksne. I folkeskolen kunne jeg blive helt paranoid, hvis en af mine veninder havde en dårlig dag og ikke sagde så meget. Så var jeg sikker på, at det var mig, der havde gjort noget forkert. Men det var først i slutningen af folkeskolen, det for alvor begyndte at blive et problem.

Jeg tænkte ekstremt meget på, hvad de andre tænkte om mig, og hvordan jeg så ud. Jeg var normalvægtig, men følte mig tyk, så jeg besluttede mig for at tabe mig. Da jeg først var begyndt at tabe mig, kunne jeg ikke stoppe igen. Da jeg var 15 år, udviklede jeg en spiseforstyrrelse, og da jeg var 16, vejede jeg kun 35 kilo.

Jeg var så afkræftet, at jeg nærmest ikke kunne gå ned ad trappen til køkkenet om morgenen. Jeg havde heller ikke noget overskud til at ses med venner.

- Min far døde, da jeg var 10 år gammel. Det førte til, at jeg fik dødsangst. Siden da har der skullet mindre til, før jeg fik den der angst-agtige frygt. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)

Jeg har gået til psykolog, siden jeg var 10. I starten ville jeg ikke afsted, fordi jeg var bange for, hvad andre ville tænke. Men min mor pressede mig til det, heldigvis.

Psykologen fortalte mig, at jeg skulle begynde at udfordre min frygt for, hvad andre ville tænke om mig. Ellers ville det aldrig blive bedre. Så jeg begyndte at gøre nogle af de ting, jeg var bange for. Det kunne for eksempel være at sætte mig ved siden af en fremmed i bussen eller at tale med nogle nye mennesker.

For mig blev det nøglen til at få det bedre. Jeg fandt ud af, at når jeg gjorde ting, som var grænseoverskridende og angstprovokerende, fik jeg det meget bedre bagefter. Så kunne jeg pludselig hvile i mig selv.

I dag har jeg det bedre, og jeg er normalvægtig igen. Men min frygt spænder stadig ben for mig.

- Der er helt sikkert nogle, der frygter de her ting, mere end jeg gør. Men min frygt er langt større, end den burde være. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)

Hvis jeg for eksempel skal starte på et nyt arbejde, bliver den virkelig aktiveret. Jeg bliver bange for, hvad alle de nye mennesker tænker om mig, og så bliver jeg tilbageholdende og genert. Derfor kan det tage mig lang tid at komme ind i nye fællesskaber.

Jeg har altid gået op i, at alle skal have et godt indtryk af mig. Faktisk kan jeg ikke udholde følelsen af, at folk ikke kan lide mig. Og hvis jeg kommer til at gøre bare et lidt dårligt indtryk på nogen, føler jeg, at der er noget helt galt med mig.

Jeg er især bange for, hvad fremmede mennesker tænker om mig. Jeg ved godt, det lyder helt åndssvagt, at jeg går mest op i, hvad fremmede mennesker, jeg aldrig skal se igen, synes. Men sådan har jeg det.

Derfor er offentlig transport et af de steder, jeg bliver allermest utilpas. Når jeg kommer ind i et tog eller en bus, sørger jeg for at smile, hvis nu en af de andre passagerer ser på mig. Og så tager jeg altid det først mulige enkeltsæde. På den måde er jeg sikker på, at jeg ikke kommer til at sidde ved siden af nogen, og jeg slipper for at gå ind i midten, hvor der er mange, der kan se mig.

- Jeg tager både tog og bus på arbejde hver dag. I starten var det svært, men nu føles det godt at trodse frygten dagligt. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)

Når jeg er i et tog eller en bus, får jeg en fysisk trykken for brystet. Når det er rigtig slemt, kan den gå helt om bag i ryggen og føles som kramper.

Min frygt bliver også aktiveret på Instagram. Hvis jeg har postet noget, går jeg meget op i, hvor mange likes mit opslag får, og hvem der liker det. Da det var værst, kunne jeg godt finde på at slette opslaget, hvis det ikke var de rigtige, der havde liket, eller hvis det ikke fik nok likes.

Nu har jeg ryddet meget op i, hvem jeg følger. Jeg har fjernet dem, som kun lægger ’perfekte’ posts ud. Det har hjulpet meget, nu bliver min frygt ikke aktiveret lige så meget, når jeg går på Instagram.

- Jeg er stadig lige så meget på sociale medier, som jeg altid har været. Men det har hjulpet rigtig meget på frygten at rydde op i, hvem jeg følger. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)

En af de værste episoder, jeg har haft med overtænkning, skete, da jeg gik i gymnasiet. Jeg havde kysset med en 3.g’er til den første fest. Jeg håbede, det ville blive til mere, men efter festen begyndte han at afvise mig og ignorere mig.

Jeg var sikker på, at jeg havde gjort noget helt forkert. At det var mig, den var gal med. Jeg tænkte, jeg måske havde sat mit hår forkert. At jeg måske kyssede dårligt. Og alt muligt andet.

Det tog totalt overhånd, og til sidst var det det eneste, jeg tænkte på. Jeg brugte al min energi på at tænke på den her lille situation, og jeg var ikke til stede nogen som helst steder.

Mine klassekammerater prøvede at stoppe mig. De fortalte for eksempel, at han var sådan en, der kyssede med mange, og at det ikke betød lige så meget for ham. Men det hjalp ikke på mit tankemylder. Jeg var sikker på, at det var mig selv, der havde ødelagt det.

Det tog så meget overhånd, at jeg ikke kunne passe skolen. Jeg kunne ikke koncentrere mig om mine lektier, og til sidst var jeg så langt bagud, at jeg var nødt til at droppe ud. Jeg var sikkert droppet ud før eller siden alligevel, gymnasiet var ikke helt noget for mig. Men det var alt det med ham 3.g’eren, der udløste det.

Jeg tror, der er mange, som har det ligesom mig. Som går lidt for meget op i, hvad folk tænker om dem. Jeg tror, det er en generel ting for min generation, og jeg tror, sociale medier har en stor del af skylden.

Til andre, der har det ligesom mig, vil jeg sige: Se din frygt i øjnene, og prøv at overvinde den. Det har hjulpet mig ekstremt meget at gøre de ting, jeg frygter mest.

Hvis det er svært, kan man minde sig selv om, at man ikke dør af at trodse sin frygt. Tænke, at det lige pludselig vil være overstået. Og det er altid det værd, for bagefter har man det meget bedre.

- Hvis jeg aldrig havde haft den her frygt, havde jeg nok kunnet nyde livet lidt mere. Men nu, hvor jeg har den, er der ikke andet at gøre, end at arbejde med den. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)