Amie på 17 føler sig dum: Jeg skammer mig over at gå i specialklasse

Amie har altid skjult, at hun går i specialklasse, men nu har hun valgt at sige det til sine venner.

Jeg har det meganederen over at gå i specialklasse. Det giver mig en følelse af skam, og jeg føler mig holdt udenfor.

Kun fem af mine allerbedste venner ved, at jeg går i specialklasse. Resten af mine venner har jeg indtil nu holdt det hemmeligt for. De tror bare, jeg går i en helt almindelig klasse.

Jeg har gået i specialklasse i to år, fordi jeg var dårlig til dansk og rigtig dårlig til matematik. Jeg er blevet bedre til dansk, men matematik har jeg stadig megasvært med. Sådan har det været, så længe jeg kan huske.

Hvis jeg sidder i en time og skal lave et regnestykke, kan jeg bryde helt sammen, hvis jeg ikke kan finde ud af det. Først bliver jeg rigtig ked af det, og så bliver jeg nervøs og begynder at ryste. Hvis det bliver rigtig slemt, går jeg ud på toilettet og græder, fordi jeg føler mig så dum.

- Alle er gode til noget, men man ved det bare ikke altid. (Foto: Betina Garcia © (c) DR)

Jeg går i 10. klasse og er i skole fra 8.15 til 11.35, men det er ikke hver dag, jeg møder op. Når jeg er i skole, sidder jeg for det meste bare og kigger ud ad vinduet, indtil jeg har fri.

I frikvartererne sidder jeg inden for i klassen, så dem i de andre klasser ikke finder ud af, at jeg går i specialklasse. Det får mig til at føle mig ensom. Virkelig ensom. Og når du har en følelse af, at du i forvejen ikke er god nok, så er det virkelig svært.

Jeg forsøger at undgå at være med på klassebillederne, så andre opdager, at jeg går i specialklasse. Og jeg sniger mig ind på skolen, så de andre ikke opdager mig og dømmer mig.

- På min gamle skole var der en gang til specialklasserne og en til normalklasserne. Hvis dem fra normalklasserne skulle ned i vores afdeling, brugte de deres fod til at åbne døren i stedet for at røre ved håndtaget, ’fordi vi var klamme i specialklasserne’. (Foto: Betina Garcia © (c) DR)

For to år siden gik jeg på en anden skole. Der blev jeg mobbet, fordi jeg gik i en specialklasse. Jeg kan huske en dag, at vi var til fællessamling i idrætssalen, og der var nogle fra 9. klasse, der begyndte at skubbe til os og tale grimt om os. Det var sådan nogle mærkelige kommentarer om, at vi gik i specialklasse, og at vi ikke var som de andre.

Jeg bryder mig ikke om at blive dømt på den måde. Det gør mig ked af det, og så er det som om, at jeg bare vil væk og lukke mig inde et sted. Jeg har ikke lyst til at tage til fællessamling længere. Heller ikke på den nye skole. Derfor bliver jeg nede i klasselokalet, selvom lærerne siger, at jeg skal med.

- Jeg kæmpede meget for at kunne stave ordentligt. Jeg var rigtig dårlig til at stave førhen, men jeg lærte det ved at øve og bare blive ved. (Foto: Betina Garcia © (c) DR)

Jeg er ikke rigtig venner med nogen fra min skole. Alle dem, jeg mødes med i min fritid, går på andre skoler. Det er derfor, jeg kan holde det hemmeligt for dem.

Mange tror, at man er psycho, når man går i specialklasse. De tror, vi ikke er egnet til at være sammen med andre, og at vi skal holde os for os selv i vores specialklasser, fordi vi er anderledes.

Jeg har prøvet at forklare dem, at det ikke er sådan. Men jeg føler ikke rigtig, det hjælper.

- Jeg håber, at andre vil holde op med at tænke, at os, der går i en specialklasse, er mærkelige. Vi er ikke psychos, og vi kan sagtens være i de samme grupper som alle andre. (Foto: Betina Garcia © Betina Garcia)

Når jeg får fri og er sammen med mine venner, er jeg en helt anden. I skolen er jeg meget stille, men med mine venner snakker jeg rigtig meget. Vi snakker meget om fester, drenge og Instagram.

Instagram betyder rigtig meget for mig, og jeg er på næsten hele tiden. Der tænker jeg aldrig over, at jeg har det svært med matematik. Selvfølgelig er der nogle, der sender mærkelige beskeder, men dem sletter jeg bare.

Instagram er som en helt anden verden for mig. I skolen er jeg meget trist og negativ, men på Instagram er jeg positiv. Selv når der er haters, så svarer jeg positivt og med ret ryg.

Amie har designet sin egen T-shirt. Trøjen symboliserer, at det er okay, at være anderledes, og at ingen skal være alene. (Foto: Betina Garcia © Betina Garcia)

Jeg går i 10. klasse, men jeg skal ikke til nogen eksamener i år, fordi jeg har været for lidt i skole. Jeg kunne godt tænke mig at blive advokat, fordi jeg elsker at læse paragraffer og love. Og så synes jeg, det er spændende at diskutere, hvilke domme man får for en forbrydelse. Men det bliver nok aldrig til noget, med det niveau jeg er på nu.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal efter sommerferien. Jeg ville gerne på gymnasiet, men det kan jeg ikke. Måske vil jeg være designer eller model. Jeg har allerede tabt ti kilo, så jeg nemmere kan få job som model.

Det er lidt spændende at se, hvordan mine venner reagerer på, at jeg nu fortæller, at jeg går i specialklasse. Jeg håber, at andre vil holde op med at tænke, at os, der går i en specialklasse, er mærkelige. Vi er ikke psychos, og vi kan sagtens være i de samme grupper som alle andre.

På det sidste er jeg blevet lidt mere stolt af mig selv. Jeg er begyndt at turde sige, at jeg er god til noget. Det har jeg ikke turdet sige før. Nogle har sagt, at de er stolte af, at jeg har valgt at stå frem og sige, at jeg går i specialklasse. Det føles rigtig rart.

- Man skal virkelig aldrig give op. Aldrig nogensinde. Man skal bare kæmpe for det, og det kan godt være, at man skal kæmpe for det i lang tid, men det er helt sikkert også det værd. (Foto: Betina Garcia © (c) DR)
Facebook
Twitter