Christoffer på 19 voksede op uden sin far: Der har bare manglet noget

Christoffer er nervøs for at møde sin far, som han ikke har set, siden han var spæd.

Jeg fik beskeden på Messenger en fredag eftermiddag på min efterskole i efteråret 2014. Jeg kan huske, at jeg sad og lyttede til mine venner, som spillede musik.

Da jeg så, at beskeden kom fra en person, jeg ikke kendte, troede jeg, det var spam. Men da jeg så læste den, fandt jeg ud af, at den var fra min far.

Det var ret overraskende, for jeg var sikker på, at hvis vi engang igen skulle ses, så ville det være mig, der kontaktede ham, og ikke ham, der fandt mig.

Min største drøm er at blive en rigtig god far. Når jeg når slutningen af 20'erne, vil jeg gerne have nogle børn. Og de skal have en bedre opvækst end den, jeg selv havde.

Min far forlod min mor og mig, da jeg var et år gammel. Han fortalte min mor, at han skulle på ferie. Men i stedet fik han kolde fødder og smuttede tilbage til Guatemala, hvor han kommer fra. (Foto: Betina Garcia © dr)

Min opvækst har ikke været dårlig. Der har bare manglet noget. For mig var min barndom ensom, og det var nok, fordi jeg manglede min far.

Min far forlod min mor og mig, da jeg var et år gammel. Han fortalte min mor, at han skulle på ferie. Men i stedet fik han kolde fødder og smuttede tilbage til Guatemala, hvor han kommer fra, uden at komme tilbage.

Det var mere i mine teenageår, at jeg begyndte at blive opmærksom på, at jeg ikke havde en far. Mange i min omgangskreds kom fra almindelige kernefamilier med mor, far og søskende. De lavede ting sammen og hyggede rigtig meget. Det skete mere sjældent i min familie, fordi min mor var alene og ikke havde så meget tid. Men hun gjorde det bedste, man kan som alenemor.

Det var nok min morfar, der overtog faderrollen, indtil han døde. Dengang var jeg 12 år. Det var en hård periode. Men da min mor fik kæreste, begyndte han og jeg at blive tætte.

Jeg manglede en far, der kunne sige: 'Hov, det dér, det må man ikke'. (Foto: Betina Garcia © dr)

Jeg passede ikke rigtig ind i skolen, da jeg var lille. Jeg var nok lidt af en vildbasse. Jeg kom ind i en ond cirkel af mobning, hvor jeg begyndte at mobbe, men selv endte med at blive mobbet.

Det skete nok, fordi jeg ikke rigtig blev opdraget så meget derhjemme. Det var mere mig selv, der hen ad vejen fandt ud af, hvad der var acceptabelt at gøre over for andre. Jeg manglede en far, der kunne sige: 'Hov, det dér, det må man ikke'.

At vokse op i en så lille familie som min kan nogle gange virke meget trangt. Man kan ofte skændes over lidt ligegyldige ting, og når man kun har en mor, så er der ingen andre at gå hen til. Selvfølgelig opbygger man et stærkt bånd, men man er også meget afhængig af hinanden.

Det er ikke, fordi jeg konkret har savnet min far, og jeg har aldrig forsøgt at finde ham. Som lille tænkte jeg en del på ham, og dengang ville jeg gerne have en far. Men da jeg begyndte at blive ældre, blev det mindre vigtigt.

Det jo var ham, der forlod os.

Da jeg fik beskeden fra min far den fredag eftermiddag på efterskolen, tog det mig to timer, før jeg kunne besvare den. Jeg var ret overrasket, og jeg troede ikke, han ville kontakte mig. (Foto: Betina Garcia © dr)

Nogle gange kunne jeg godt blive sur på ham og give ham skylden, hvis det gik dårligt i mit liv. Hvis jeg havde en slem periode i skolen, eller hvis jeg havde problemer derhjemme.

Da jeg fik beskeden fra min far den fredag eftermiddag på efterskolen, tog det mig to timer, før jeg kunne besvare den. Jeg var ret overrasket, og jeg troede ikke, han ville kontakte mig.

Grunden til, at jeg skrev tilbage, var en blanding mellem at være venlig over for ham, og så fordi jeg var nysgerrig. Jeg ville jo gerne vide noget om ham.

Vi skrev omkring 20 beskeder til hinanden den weekend. Min far var meget spørgende og virkede åben, men for mig var vores samtaler lidt anspændte. Jeg skrev kortfattede svar og spurgte ikke rigtig igen. Det var så nyt for mig – og jeg vidste jo egentlig ikke, hvem han var.

Min far og mine to mindste søstre bor i USA, og det kan være, jeg tager derover til sommer for at møde ham og hans familie. (Foto: Betina Garcia © dr)

Han fortalte mig, at jeg havde tre mindre søstre. Jeg har kun skrevet sammen med den største af dem. Vi begyndte at skrive sammen lige omkring sidste nytår. Hun bor i dag i Guatemala og blev - ligesom jeg - selv forladt af vores far, da hun var lille. Det gjorde mig lidt vred på min far.

Min far og mine to mindste søstre bor i USA, og det kan være, jeg tager derover til sommer for at møde ham og hans familie. Det gør mig lidt nervøs, for selvom vi skriver sammen på Messenger, så ved jeg jo ikke, hvordan vi kommunikerer, når vi mødes i virkeligheden.

Jeg har efterhånden vænnet mig til ikke at have en far, og jeg har tilgivet ham for, at han forlod os. Derfor er min far måske ikke den allerstørste prioritet for mig. Jeg vil bare sørge for, at mine fremtidige børn får en god far, der er der for dem. Det er min allerstørste drøm.

Facebook
Twitter