Ditte på 24 stod frem med sin bulimi: Jeg har opbrugt min kvote af selvhad

I efteråret fortalte Ditte hele Danmark om sin spiseforstyrrelse på DR3. Nu går hun i behandling og er begyndt at se lyst på fremtiden.

Det var som taget ud af en amerikansk komedie og præcis, som jeg havde forestillet mig.

Syv piger og kvinder og to terapeuter i en rundkreds med en pakke Kleenex til deling i midten. Tanken om, at jeg var begyndt til gruppeterapi, og at jeg skulle grave i det problem, som havde været altoverskyggende og ødelæggende i så mange år, var forfærdelig. Fuldstændig frygtindgydende.

Sidste år stod jeg frem med historien om min store hemmelighed for hele Danmark i en DR3-dokumentar. Min velplejede løgn om, at jeg havde det godt og var rask. En løgn, som selv min nærmeste familie var rullet ind i de sidste seks år.

Jeg fik bulimi i gymnasiet og begyndte i behandling. Det vidste mine forældre og venner godt – men de vidste ikke, at jeg aldrig blev helt rask. At jeg stadig overspiste og kastede op, og at jeg hadede mig selv og alt det, som min sygdom medførte.

Efter dokumentaren rullede over skærmen, var der ingen vej tilbage. Jeg havde endelig konfronteret min familie og mine nærmeste. Indrømmet, at jeg havde løjet, og at jeg ikke havde det godt. Til min store lettelse fandt jeg ud af, at min sygdom ikke ændrede noget på deres kærlighed til mig, og jeg var begyndt at se lyset for enden af en meget lang tunnel.

(Foto: PRIVATFOTO)

Jeg begyndte at gå i gruppeterapi hver fredag. De første mange fredage var alting helt sort for mig – når jeg stod op, følte jeg, at jeg var min spiseforstyrrelse.

I terapigruppen var stemningen tung og trykket, mens vi på skift fortalte om, hvordan vi havde det. Det slog mig, at vi alle sammen var meget forskellige. Vi så helt forskellige ud og kom fra vidt forskellige steder og miljøer. For hver fredag blev det nemmere at sætte ord på, og vi blev mere og mere trygge ved hinanden.

I dag er jeg faktisk utrolig glad for at gå i gruppeterapi. Jeg har ikke sagt det her før – men jeg overvejer at stoppe før tid, selvom jeg har otte gange tilbage. Selvom det bliver helt underligt at undvære. Men det er tre uger siden, at jeg sidst kastede op, og jeg har det simpelthen så godt.

(Foto: PRIVATFOTO)

Nogle gange får jeg stadig lyst til at gå ud på badeværelset og kaste op. Men når min hjerne sender dét signal, forsøger jeg at oversætte det til noget andet. At jeg skal ringe til en veninde eller gå en tur, for eksempel. Det lykkes rigtig godt. Det føles som om, at jeg har opbrugt min kvote af selvhad. Jeg kan simpelthen ikke bruge mere tid på at foragte mig selv.

Min kæreste og jeg gik fra hinanden for et par måneder siden. Han har været en rigtig stor støtte for mig, så jeg var bange for, at bruddet ville vælte det hele. At jeg ville blive slynget tilbage til dengang, hvor jeg havde det allerværst, og at hele mit mareridt bare ville begynde forfra. Da det ikke skete, indså jeg, at der ikke var noget, som kunne få mig til at falde tilbage.

Det har været en rutsjebane, det her, og det har stået på i alt for mange år. Tænk engang, at folk rent faktisk går rundt og hader sig selv og tror, at de er helt alene med det. Da jeg gik i gymnasiet, følte jeg, at jeg gik rundt med en stor, regnbuefarvet propelkasket og kiggede efter andre, som også have en propelkasket. Men jeg kunne ikke se nogen. Jeg troede helt seriøst, at jeg var den eneste, som havde det skidt, for der var ikke nogen, der fortalte mig noget andet.

(Foto: PRIVATFOTO)

Efter dokumentaren blev vist, begyndte det at vælte ind med beskeder på Facebook. Jeg havde en plan om at besvare dem alle sammen og give så mange råd, som jeg kunne. Jeg har nok besvaret de første 100 beskeder, og der er stadig 60, som ligger og venter. Det gik op for mig, at jeg ikke kunne påtage mig det ansvar, for gruppeterapien har lært mig, at problemer kommer mange steder fra.

Der findes ikke en trin-for-trin-guide til, hvordan man kommer ud af en spiseforstyrrelse og får det godt med sig selv. Men første skridt er at fortælle ærligt om, hvordan man har det.

Se DR3-dokumentaren 'Ditte er fuld af løgn' i DR TV her.

Facebook
Twitter