Ellen på 23: Jeg var nødt til at gå all-in, da min venindes mor døde

Ellen har haft svært ved at håndtere venindens dystre tanker og de følelsesmæssige udsving.

Det var vigtigt for mig at være der for min veninde Pauline, da hendes mor døde.

Det faldt også helt naturligt, fordi jeg kendte Paulines mor så godt, fordi jeg har kendt Pauline siden børnehaven, og fordi vi stadig er så tætte, selv om vi bor langt væk fra hinanden.

Jeg havde aldrig været i sådan en situation før, og jeg vidste ikke, hvad man skulle gøre, men jeg blev nødt til at være der for Pauline og besluttede at gå all-in for hende.

Jeg gjorde det klart for mig selv, at jeg ikke skulle have nogen berøringsangst overhovedet.

Det ville ikke hjælpe noget eller nogen, hvis jeg ikke turde tale om det, eller hvis jeg ikke kastede mig ind i det, lyttede og stillede de svære spørgsmål til Pauline.

(Foto: Kasper Månsson)

I starten havde Pauline et behov for at tale om, at hendes mor lige var død, og om hvordan hun kom videre.

Pauline har en meget stærk facade, og det er ikke ment på en dårlig måde, men hun har altid haft meget overskud til mennesker generelt. Lige pludselig havde hun virkelig brug for hjælp.

Se et klip fra programmet 'Pauline savner sin mor', som du kan se på DTV her.

Hun havde meget stærke følelsesudbrud lige efter sin mors død.

To-tre uger efter sad vi og så en film, hvor Pauline pludselig begyndte at græde. Hun græd og græd. Hun var bare så ulykkelig over sin mors død.

Det har været svært for mig at se Pauline ændre sig og have de følelsesudbrud. Det har været svært at finde ud, hvad vreden skyldtes. Om det var på grund af morens død, noget jeg gjorde eller noget helt tredje.

(Foto: Kasper Månsson)

Pauline har ingen søskende eller bedsteforældre og ser ikke sin far særlig meget, så hun har stort set ikke noget familie tilbage, efter hendes mor døde.

Jeg har både mor og far og en masse familie, og det har været svært for mig at sætte mig ind i Paulines situation, så det eneste, jeg har kunnet gøre, er at lytte.

Og jeg har virkelig lyttet og forsøgt at være der for Pauline.

Men det har været svært for mig at have overskud til at lytte til en masse dystre tanker, fordi det sætter nogle tanker i gang hos mig i forhold til min egen familie, og hvornår mine egne forældre skal dø. Det har faktisk gjort mig ret ked af det, men det har Pauline og jeg ikke talt så meget om, for jeg vil jo rigtig gerne bare være der for Pauline, og jeg ved, at hun vil blive ked af det, hvis jeg siger det.

Men det er ikke, fordi Pauline har været for meget med det overhovedet, og jeg aldrig tænkt på at sige stop. Det har aldrig været en mulighed ikke at være der for Pauline.

(Foto: Kasper Månsson)

Da hendes mor lige var død, forsøgte jeg at hjælpe Pauline ved at spørge hende, hvad jeg kunne gøre, men jeg fandt hurtigt ud af, at hun ikke kunne tage stilling til noget som helst.

Min rolle blev i høj grad at tage beslutninger for hende. Og klare de praktiske ting. Jeg handlede ind, lavede mad og gjorde rent.

Jeg kunne mærke på Pauline, at det lettede, når jeg tog styring. Også når jeg fortalte hende, at nu går vi i biografen, nu går vi en tur eller nu sætter vi os og ser en film.

Jeg har ikke været bange for at kræve noget af hende og sige til hende, hvad hun skulle gøre.

Hvis jeg skulle give nogle råd videre til andre, der kommer i samme situation, så må et af dem være, at man skal tage styring.

Og man skal have overskud til at lytte. Jeg ved godt, at det er lettere sagt end gjort, men hvis man ikke føler, at man kan sætte sig ind i den andens situation, så lyt. Og spørg. Vær ikke bange for at spørge. Den anden bliver ikke sur eller ked af det, og hvis hun gør, så giv hende lov til det.

Vær punktlig og overhold aftaler. Meget af det handler også om at skabe struktur i en verden, der er ved at falde sammen for din ven, og så er det ikke godt at løbe fra aftaler.

Det har jeg i hvert fald erfaret.

(Foto: Kasper Månsson)

Jeg tror også, at det har hjulpet Pauline, at jeg ikke har haft berøringsangst.

Jeg ved ikke, om det er rigtigt eller forkert, men jeg har følt, at det har været det rigtige ikke at være bange for at tale om Paulines mor, Annette.

Annette var rigtig munter og sjov og kunne finde på at skælde os ud, når Pauline og jeg var for åndssvage engang imellem. Det var nogle megasjove episoder, som også har været gode at bringe op over for Pauline. Så har vi kunnet grine sammen af de minder om Annette, som er positive.

Jeg tror også, det er vigtigt at tale om de gode ting, så det hele ikke handler om død.

(Foto: Kasper Månsson)

Jeg har gået lidt på listesko i forhold til at fortælle Pauline om mine problemer. Jeg har ikke følt, at de var noget i forhold til, at hendes mor er død. Og det har de jo heller ikke været.

Jeg har også kunnet mærke på Pauline, at hun efter sin mors død ikke længere gider bruge tid på små problemer. Hun har nok at bekymre sig om og gider ikke spilde sin tid på dem. Det er i virkeligheden nok for at beskytte sig selv, og det bakker jeg 100 procent op om. Det er så klogt.

Men det er også en konflikt i sig selv, at jeg ikke har kunnet tale med en veninde om mine problemer, og jeg er begyndt at åbne lidt mere op for den del.

Forleden valgte jeg at fortælle Pauline om nogle af de ting, jeg går og bokser med, og det viste sig, at hun godt kan rumme mine problemer, selv om de kan virke ubetydelige i forhold til, at hendes mor er død.

Hun hjalp mig helt vildt meget og var meget sød, rummelig og overskudsagtig.

Jeg undskyldte, at jeg delte mine problemer med hende, og hun sagde, at hun helt vildt gerne ville hjælpe mig, fordi jeg har hjulpet hende så meget.

Når vi har gået det her igennem sammen, så er vores relation så stærk, at den kommer til at vare resten af livet. Det er jeg sikker på, og det er virkelig betryggende at vide.

(Foto: Kasper Månsson)
Facebook
Twitter