Hvordan går det?

Flere unge med angst står frem: Vi føler os ikke længere forkerte

Det er et tabu, der bliver brudt, når stadig flere unge åbent fortæller om, hvordan det er at leve med angst.

Hvordan går det?

Det har DR spurgt unge danskere om i maj. Og det har fået mange unge til at stå frem med deres egne historier om at leve med - og kæmpe mod - sygdommen.

- Rigtig mange går og gemmer deres angst i meget lang tid, fordi de tror, at de er ved at blive alvorligt sindssyge. Så det kan være en kæmpe lettelse at opdage, at det ”bare” er angst, siger Pia Jeppesen, der er overlæge, ph.d. og seniorforsker i Region Hovedstadens Psykiatri.

Huset brænder!

23-årige Julie Kirstine Frederiksen fra Feldborg er én af dem, der har skrevet sin historie om angst til DR på hvordangaardet@dr.dk. Mere præcist om social angst og panikangst og hvordan de to angstformer har præget hendes liv.

23-årige Julie Kirstine Frederiksen.

- I en periode sov jeg ikke mere end tre-fire timer pr. nat, fordi jeg var fuldstændig sikker på, at huset ville brænde, mens vi sov. Så jeg var nødt til at holde mig vågen. Nogle nætter vækkede jeg min kæreste og sørgede for, at han holdt sig vågen, imens jeg lige fik to timers søvn, skriver Julie Kirstine Frederiksen.

Hun beskriver, hvor voldsomt og ubehagelig angsten har været for hende, da det stod værst til.

- Jeg var bange, hver eneste dag min kæreste var væk fra mig, bange for, at han skulle dø. Jeg ruskede sommetider i min hund midt om natten for at være sikker på, at hun trak vejret. Jag var bange for at miste alle omkring mig.

Julie Kirstine kæmper stadig med sin angst og vælger at fortælle lidt af sin historie i håb om, at det kan hjælpe andre at høre den – og andres historier om angst.

- Det kunne jeg godt selv have brugt for to år siden, da det hele startede for mig, skriver Julie Kirstine.

- Angst er en del af mig

Og det kan hjælpe enormt at fortælle om sin angst. Det er 19-årige Jonas Brandt, der i øjeblikket er ved at afslutte 3.g på Odder Gymnasium, et godt eksempel på.

Han lider af social angst, der ifølge ham selv allerede begyndte at plage ham, da han var cirka fire år. Først i starten af 1.g besluttede han sig for at fortælle sin mor, at der var noget galt, og at han ville opsøge en psykiater.

- Det har været vildt opløftende at fortælle, at jeg har angst. Jeg har oplevet utroligt meget støtte og opbakning. Det er rart at fortælle det, for angst er en del af mig. Og det, at jeg fortæller det, gør, at andre bedre kan forstå mig. Det er mere trygt at møde folk, når de ved, at jeg har angst.

I mandags valgte Jonas at trodse sin sociale angst og stille sig op foran klassen for at fortælle om sin psykiske sygdom, og de konsekvenser den har i hans hverdag.

- Det blev en virkelig god oplevelse. Jeg fik en stor applaus fra klassen, og der var mange, der roste mig. Der var også mange fra klassen, der kom og sagde, at de også havde gået og tumlet med noget selv. Det overraskede mig. Det var ikke nødvendigvis angst, men bare nogle ting, der havde været svære for dem at håndtere, fortæller Jonas Brandt.

Svært at forstå egen angst

Historierne om angst har hjulpet en 23-årig kvinde.

- Det hjælper mig til at føle, at jeg ikke er forkert, når jeg læser om andres oplevelser, og det er meget spændende, hvor mange forskellige oplevelser, der er af angst.

Hun har valgt at skrive lidt af sin angst-historie til DR, men vil være anonym. Blandt andet fordi hun ikke vil risikere at blive forbundet med angst, når folk opsøger hende i forbindelse med arbejde.

Den anonyme kvinde har eksistentiel angst, hvilket betyder, at hun ikke er bange for en bestemt ting, men at det er en dybere angst, der fæster sig i en eksistentiel tomhed.

- Har man ikke oplevet angst, er det nok meget svært at sætte sig ind i, hvad det egentligt handler om. For mig har det været meget svært selv at forstå min angst, og det gør det jo ikke nemmere at forklare andre, hvad der sker, som hun skriver til DR.

Men voldsomt har det været for hende.

- For mig kommer angsten til udtryk som en meget kraftig følelse, der både påvirker mine tanker og min fysik. Angsten kan føles som et bånd, der strammer så hårdt om brystkassen, at jeg ikke kan trække vejret.

For den 23-årige kvinde har det været en ond cirkel, hvor angsten for at få angst betød, at hun fik det endnu værre og fik flere panikangstanfald.

- Når angsten melder sig, får jeg ondt i kroppen. Det kan trække i nerverne ud i armene og spænde helt vildt i maven. Jeg bliver meget træt og orker ikke at flytte mig. Hvis jeg ikke har min søn hjemme, så kan angsten gøre, at jeg simpelthen ikke kan sætte mig op i sengen. Det kan tage flere timer at komme op, men jeg har efterhånden lært nogle teknikker til at komme i gang, skriver hun til DR.

Lige så meget angst, som der er udfordringer i livet

Angsten kan tage næsten uendeligt mange former, understreger Pia Jeppesen fra Region Hovedstadens Psykiatri. Og den kan udspringe af alle de udfordringer, der opstår i ens liv.

Og hvis man går og putter med angsten, så risikerer man bare, at det bliver værre.

- Panikangst anfald kommer ud af det blå og opleves virkelig ubehageligt, næsten som om man skal dø. Det udløser så en angst for angsten. Det betyder, at mennesker med angst ofte bruger mange kræfter på at undgå situationer, som kan udløse deres angst, eller de forsøger på alle måder at sikre sig mod, at der kan noget af alt det frygtelige, som de forestiller sig, der kan ske, siger Pia Jeppesen.

- Problemet er, at undgåelses- og sikkerhedsadfærden netop får angsten til at vokse og sprede sig, så den griber mere og mere ind i ens hverdag og bestemmer mere og mere.

Fortæl om din angst!

Så hvorfor ikke starte med at stoppe angsten ved at stå frem, lyder opfordringen fra Jonas Brandt fra Odder.

- Jeg tror, det vil hjælpe mange med angst, hvis de først får det sagt. Det har jeg i hvert fald selv oplevet. Man skal ikke være flov over at stå frem og sige, at man lider af en psykisk sygdom. Det er ingen skam.

Pia Jeppesen kan godt genkende den lettelse ved at blive forstået, som Jonas peger på.

- Når jeg taler med unge om deres angst og spørger dem om de forskellige symptomer, så er deres første reaktion ofte en lettelse. Unge med psykisk sygdom kan opleve, at de er helt specielle på en negativ måde, siger seniorforskeren.

- Når de mødes med spørgsmål, der rammer plet, forstår de, at andre kan have det på samme måde, og det er en stor lettelse. Den effekt tror jeg også, det har, når de hører i radio og på tv, at andre har det på samme måde.

Pia Jeppesen anerkender den gevinst, der kan være for den angstramte at høre om andre angstramtes erfaringer.

- Jeg lærer også noget som fagperson her, og det er en vigtig pointe, at vi kan lære af hinanden på kryds og tværs ved at høre folks historier om angst, siger Pia Jeppesen.

Sukkersyge eller angst?

Mennesker uden angst må også meget gerne komme med i det læringsloop, pointerer Jonas Brandt.

- Folk ved jo godt, hvad Downs Syndrom eller sukkersyge er. Almindelige danskere skal også vide, hvad angst er, og det hjælper, at folk med angst står frem og fortæller om det.

- Det hjælper også andre med angst, for så kan de se, at de ikke står alene med, og at det er acceptabelt at have det, siger den 19-årige snarlige student.

Facebook
Twitter