Frederikke på 18 fortalte om sin angst i DR3-dokumentar: Jeg har fået rigtig mange søde beskeder

Frederikke besvimer to til tre gange i løbet af en uge på grund af angst. Om to år håber hun, at hun har styringen over angsten.

Når jeg får et angstanfald, føles det som om, nogen affyrer en masse pile af tanker mod mit hoved.

Jeg får ikke så mange anfald, som jeg tidligere har gjort. Nu får jeg et anfald cirka en gang hver anden uge, hvor jeg hyperventilerer, ryster eller sidder og græder.

I stedet for at få anfald, er jeg begyndt at besvime mere. Jeg besvimer cirka to til tre gange om ugen. Det siger bump, så lægger jeg på gulvet og er væk i 20 til 30 sekunder. Og så har jeg det godt igen, når jeg vågner.

Første gang jeg fik hjælp var i 1. klasse, tror jeg.

Jeg græd i frikvartererne, men jeg kunne ikke forklare hvorfor. Lærerne fandt ud af, at jeg var rædselsslagen for, om der var sket noget med min lillebror i børnehaven. De tog mig med derhen for at se, om han var okay, men en time efter var jeg igen overbevist om, at der var noget galt.

Som ung havde jeg det rigtig svært med mad. Jeg var overbevist om, at der var bakterier i alt. Da jeg var omkring fem år, så jeg blandt andet et tv-program med min far om, at havet var forurenet. I min femårslogik var fisk og skaldyr derfor også forurenet. Jeg har stort set ikke spist fisk og skaldyr siden. Og hvis jeg gør det, får jeg det fysisk dårligt. Det er totalt ulogisk, men jeg kan ikke få mig selv til det.

(Foto: Martin Fält © dr)

Da jeg var yngre, havde jeg også svært ved gågader og åbne pladser. For mig var det no go. I takt med at jeg er blevet ældre, er det blevet bedre.

Jeg fik mit første rigtige angstanfald i 1. g.

Sammen med mine venner gik vi ind på gymnasiets store, åbne areal, og et eller andet fangede min interesse, så jeg pludselig stod tilbage alene. Da jeg opdagede det, blev jeg rigtig, rigtig bange, og jeg forstod ikke, hvad min krop gjorde. Det var et kæmpe kontroltab.

Min angst har ændret og er blevet mindre slem. På en skala fra 1 til 10 var jeg for et år siden på en 8’er. I dag er jeg nede på en 5’er. Det er ikke sådan, at jeg burer mig inde i min lejlighed, uden at have noget socialt liv. Men jeg er heller ikke rask.

(Foto: Martin Fält © dr)

Angsten præger stadig min hverdag meget. Jeg undgår ting, fordi jeg er bange for, hvad der kan ske.

For eksempel undgår jeg at køre med busser, fordi jeg er bange for, at jeg besvimer. Sjovt nok er frygten for at besvime den hyppigste bekymring, har jeg nu. Det er angsten for at få angst.

Min kombiovn i køkkenet i min nye lejlighed bruger jeg ikke. Da jeg læste brugsanvisningen, så jeg, at der cirka i hver anden linje stod, at der var brandfare og eksplosionsfare ved at bruge den. Jeg er overbevist om, at der går ild i lejligheden, hvis jeg tænder den.

Jeg kan godt gå ud at handle ind nu. Men jeg handler ikke særlig meget ind ad gangen. Normalt køber jeg maksimalt 8 varer, så jeg kan nå at pakke varerne sammen, inden folk begynder at kigge.

(Foto: Martin Fält © dr)

Jeg har fået rigtig mange søde beskeder, efter programmet på DR3 har været vist. Nogle, jeg kender, har valgt at fortælle mig, at de også havde angst, selvom jeg ikke vidste det, og mange, jeg ikke kender, har også skrevet. Da jeg var til skriftlig eksamen i tirsdags genkendte en af de tilsynsførende mig endda og sagde, at jeg var rigtig god.

Det bliver jeg selvfølgelig rigtig glad for at høre, og det giver mig lyst til at kæmpe videre.

Jeg vil ikke være min sygdom. Jeg er Frederikke – og sådan vil jeg gerne have, at andre ser mig. Jeg har rigtig, rigtig gode dage, hvor jeg er lige så velfungerende som alle andre. Min sygdom definerer mig over for mine behandlere og ikke andre. Derfor kan det være svært for mig at bede om hjælp fra min familie og min kæreste, fordi jeg ikke vil have, at de skal føle sig som min støtteperson.

Mit råd til andre med angst er at flytte grænser. Hvis man ikke går derud, hvor det bliver ubehageligt, så rykker man sig ikke. Sådan gør jeg med busturene i øjeblikket. Jeg tager det ét skridt ad gangen, og jeg håber, at jeg om et stykke tid kan sidde i bussen alene, mens min kontaktperson kører i sin bil bagved.

Jeg håber i løbet af de næste få år, at jeg vil kunne beherske min angst så meget, at jeg ikke længere udlader at gøre ting, fordi de gør mig bange. At jeg kan styre angsten, i stedet for at angsten styrer mig.

(Foto: Martin Fält © dr)
Facebook
Twitter