Gry på 17: Der kommer en væg imellem os, når min tvillingesøster har angst

17-årige Gry Jensen Paulsen har i mange år taget ansvaret for sin angstramte tvillingesøsters velbefindende på sine unge skuldre.

Jeg har haft slem OCD, hvor jeg gjorde nogle ting, der var virkelig langt ude.

Jeg gik med plastikposer på fødderne, når jeg havde været i bad, fordi jeg ikke ville røre gulvet. Det lyder jo fuldstændig åndsvagt. Men min OCD betyder også, at jeg kan relatere til min søsters angst.

Jeg ved, hvor svært hun har det, og det frustrerer mig helt vildt, at jeg ikke kan hjælpe hende.

Lea er min tvillingesøster, og jeg vil jo gerne have, at hun har det godt.

Jeg har i lang tid sat mig selv i anden række og taget rigtig meget ansvar for, at Lea skulle have det så godt, som muligt. Hendes behov har altid trumfet mine.

Så jeg bliver ked af det på hendes vegne, når angsten rammer, og når hun ikke kan komme i skole eller være sammen med venner.

Det giver mig en følelse af afmagt.

(Foto: Martin Fält © Dr)

Væggen

Man kan tydeligt se det i Leas øje og på hendes hænder, når angsten rammer. Hun begynder at pille helt vildt meget ved sine hænder og negle, og hun bliver meget distræt.

Det er tydeligt, at hun ikke har det godt.

Hun bliver meget fokuseret, men kigger samtidig meget rundt. Det er som om, der er en væg imellem os. Som om hun ikke rigtig kan se mig. Det er som om, hun er meget langt væk.

Man kan godt tale med hende, men der kommer kun korte svar, og man kan ikke have en dyb samtale med hende, når hun er meget angst.

Sygdom og opkast

Min søster har sygdomsangst. Hun er bange for at have ondt i maven eller hovedet, og hun er især bange for opkast.

Som jeg husker det, så startede det i 0. klasse. Vi havde en lærer, som var blevet meget bange for influenza, og hun sagde sådan noget med, at vi ikke skulle holde hinanden i hånden, og at vi ikke skulle låne hinandens blyanter. Og hvis vi gjorde, så skulle vi huske at vaske hænder.

(Foto: Martin Fält © Dr)

Det gjorde Lea rigtig bange. På det tidspunkt tror jeg, at hun fik OCD, men måske blandet med angst. Da det startede, var det meget opkast, hun var bange for. Så er det gået videre til at være decideret sygdomsangst. Men det handler stadig meget om, at hun er bange for at kaste op.

Det er svært at sige, hvorfor hun er bange for at kaste op, men hun er bare mega angst for det.

Hun begyndte også at blive rigtig bange for ting med æg i, fordi hun havde hørt om salmonella og blev bange for at kaste op.

Ansvaret er ikke mit

En af grundene til, at jeg tog på efterskole sidste år, var, at jeg skulle væk fra Lea.

Jeg skulle lære ikke at tage ansvaret for hende på mig. Det er jo ikke mig, der skal sørge for, at hun har det godt. Det er min mor.

Og det var helt vidunderligt at komme på efterskole, for jeg har ikke behøvet at kigge på, at Lea har det dårligt. Det, at jeg har været væk, har virkelig vist mig, hvor meget det betyder at gå op og ned af Lea hele tiden.

Da jeg tog på efterskole, aftalte jeg også med min mor, at jeg ikke skulle vide noget om, hvornår Lea tog i skole, for så ville jeg bekymre mig om, at hun havde det dårligt.

Jeg kan mærke, hvor meget jeg er vokset af at være væk fra Lea, og jeg ved, at Lea har det så godt med, at jeg er på efterskole. Hun kan se, hvor glad jeg er, og jeg tror, hun bliver glad af, at jeg er glad.

(Foto: Martin Fält © Dr)

Vild gensynsglæde

Lea og jeg har gået i klasse sammen op til 6. klasse, og vi har fulgt hinanden meget tæt. Vi har aldrig hadet at være tvillinger, og vi har et rigtig godt forhold.

Men det har altid været mig, der er gået ind til hende for at sige godnat og ’jeg elsker dig’. Jeg ved godt, at hun elsker mig, men det har hun bare ikke sagt så meget.

Efter jeg har været væk, er hun begyndt at fortælle mere og andre ting, end hun gjorde før. Lea fortæller om ting, som jeg ikke oplever derhjemme i hverdagen.

Og da jeg lige var startet på efterskolen og kom hjem for første gang efter to uger, brød Lea fuldstændig sammen og sagde, at hun havde savnet mig vildt meget. Jeg fattede ikke, hvad der skete med hende, for sådan plejer hun aldrig at være.

Vi begyndte begge to at græde. Det var helt vildt at opleve.

Kommer ansvarsfølelsen tilbage?

På mange punkter har Leas angst styret vores liv.

Jeg har tilsidesat mine egne behov, når Lea havde angst, og det har påvirket os på den måde, at jeg har taget meget ansvar på mig, selv om min mor har sagt utallige gange, at det ikke var mit ansvar.

Det kan godt være, at jeg kommer til at tage for meget ansvar på mig igen, når jeg kommer hjem fra efterskolen, selv om jeg virkelig har lært meget om min egen rolle i forhold til Lea ved at være væk.

Men nu tror jeg mere, at jeg vil tage det som udfordring at lægge ansvarsfølelsen fra mig.

Det hjælper også, at hun skal starte i 10. klasse, og jeg skal starte på gymnasiet, så vi skal ikke være samme sted. Hvis hun også skulle starte på gymnasiet, så ville jeg gå og bekymre mig om, hvilke venner, hun fik. Og om hun overhovedet ville få nogle venner.

Gry og moren, Yvonne Majbritt Jensen. (Foto: Martin Fält © Dr)

Sygt stolt

Jeg er vildt stolt over, at hun overhovedet skal gå i 10. klasse. Hvis jeg skal være 100 procent ærlig, så havde jeg ikke troet på, at hun havde klaret prøverne i 9. klasse.

Hun har næsten ikke været i skole, heller ikke i dette år, så det er vildt sejt af hende.

Jeg har selv været glad, når mine prøver var overstået, men det har betydet endnu mere for mig, at Lea har været til prøver og klaret dem.

Det gør mig sygt stolt.

Det har jeg også været i nogle af de perioder, hvor hun har haft det bedre.

Jeg kan huske et tidspunkt, hvor Lea og jeg endelig kunne følges i skole, og hvor hun var der helt indtil 10-frikvarteret. Det skrev jeg i min dagbog. Og der har været andre gange, hvor jeg troede, at Lea var ved at overvinde sin angst. Og hvor jeg skrev i min dagbog, hvor stolt jeg var af hende.

Men hver gang er angsten kommet igen.

Jeg føler virkelig, at Leas angst har fyldt det meste af mit liv også, men jeg synes også, at hendes fremtid ser mere lys ud end for bare en måned siden.

Facebook
Twitter