Hanne på 24 vandt over ensomheden: 'Når jeg så de andre more sig, så tænkte jeg, gid jeg var som dem'

'Ventilen' hjalp blandt andre Hanne ud af ensomhed. Nu har organisationen fået Tine Bryld Prisen for at hjælpe ensomme unge.

Jeg begyndte at føle mig ensom, da jeg gik i 7. klasse. På det tidspunkt begynder man at få andre interesser. Mange af dem fra klassen begyndte at interessere sig for de der almindelige teenageting som makeup, tøj og fester.

Det sagde ikke rigtig mig noget. Jeg var mest interesseret i at læse bøger og i at spille lidt computer. Så det begyndte med, at jeg ikke rigtig følte, at jeg passede ind, og så udviklede ensomheden sig.

Jeg mærkede det meget, når vi skulle lave gruppearbejde i skolen. Når vi selv skulle lave grupper, var der aldrig nogen, der valgte mig. Det var altid læreren, der skulle placere mig i en gruppe. Så følte jeg lidt, at de andre tænkte: ’Hvorfor skal vi have hende med?’

Jeg har altid været den type, der ikke har behov for at være i centrum. Jeg er én af dem, der ikke snakker så meget i store grupper. Derfor turde jeg heller ikke sige mine meninger i klassen, eller når der var gruppearbejde.

Jeg følte mig malplaceret, fordi der ikke rigtig var nogen, der ville mig. Så hvorfor skulle jeg sige noget, hvis jeg alligevel risikerede at blive gjort til grin?

Det hele startede med, at Hanne følte, at hun ikke passede ind. Derefter udviklede det sig til en stor følelse af ensomhed. (Foto: Betina Garcia © Dr)

Frikvartererne var lange – rigtig lange. Jeg sad mest for mig selv, og derfor begyndte jeg at lave mine lektier i stedet for bare at sidde og kigge.

Når jeg så de andre more sig, så tænkte jeg: 'Gid jeg var ligesom dem'. Jeg begyndte at tro, at det var mig, der var noget galt med, og at de andre var normale. Det var nok den sværeste ting for mig i den tid.

Når jeg havde fri fra skole, gik tiden med at lave lektier, læse bøger og se fjernsyn. Jeg var ikke sammen med nogen venner.

Det gjorde mig ked af det. Jeg tror, at jeg følte mig forkert, når der ikke var nogen, der gad at være sammen med mig.

Jeg kan huske, at jeg i 8. klasse skulle på studietur til Prag med klassen. Inden vi tog af sted, havde jeg fundet en, jeg kunne dele en hytte med.

Jeg glædede mig til at komme af sted, for jeg havde endelig fundet en anden, jeg følte, jeg kunne snakke lidt med. Men da vi kom derned, sagde hun, at hun ikke havde lyst til at dele værelse sammen med mig alligevel.

Jeg fik ondt i maven, følte mig helt alene og ville egentlig bare gerne hjem.

Efter at jeg har været holdt udenfor i længere tid, begyndte jeg at få svært ved at stole på folk. Når jeg begyndte at skabe venskaber, så forsvandt venskaberne igen efter kort tid, fordi jeg ikke kunne give mig hen, og fordi jeg ikke følte, jeg kunne stole på nogen. Det kæmper jeg stadig med i dag, selvom det er blevet meget bedre.

Hanne følte sig forkert, når hun oplevede, at de andre børn ikke rigtig ville være sammen med hende. (Foto: Betina Garcia © Dr)

Efter jeg var færdig med 9. klasse, tog jeg 10. klasse på en anden skole. Jeg tænkte, at det var en god start, fordi jeg ikke kendte nogen der. Jeg fandt også nogen at tale med, men det døde også ret hurtigt ud, og jeg følte, jeg endte lidt i den samme rolle som før.

Måske var jeg heller ikke så god til at sætte samtaler i gang. Jeg bød ind, hvis jeg følte, jeg havde noget at byde ind med. Men det er svært, hvis man ikke føler sig accepteret af de andre.

Da jeg var i gang med 10. klasse, begyndte jeg i Ventilen. Det var min mor, der fortalte mig om det, men der gik et stykke tid, før jeg havde mod til at tage af sted.

Første gang jeg var der, var jeg meget stille. Jeg skulle lige se de andre an, så jeg observerede ret meget de første par gange, jeg var der.

Det gode ved Ventilen er, at vi alle er i samme båd. Vi har alle oplevet at være ensomme, og derfor bliver der også sørget for, at alle er med. Når vi laver aftensmad sammen, sidder og spiller spil eller snakker, så er der ingen, der bliver holdt udenfor.

Jeg følte, der var plads til at være mig. Accepten og trygheden gjorde, at jeg turde begynde at åbne mig for andre, så efter nogle måneder fik jeg nogle gode veninder, som jeg også kunne ses med uden for Ventilen.

Hos Ventilen har Hanne oplevet, at alle bliver accepteret. Ingen bliver holdt udenfor, og det har givet hende bedre tillid til at møde nye mennesker i dag. (Foto: Betina Garcia © Dr)

Jeg begyndte på HG lige efter 10. klasse. Allerede dér var jeg kommet rigtig langt. Jeg fik nogle gode veninder, og jeg fik en fast gruppe, som jeg lavede gruppearbejde med.

I Ventilen lærte jeg at turde være stærk, kaste mig ud i nye ting og sætte samtaler i gang med andre. Det kan måske lyde banalt, men bare det at snakke med folk, havde jeg det før svært ved.

I dag har jeg en god ven, jeg altid kan tage fat i. Nogle gange kan ensomhedsfornemmelse stadig poppe op, men det er på ingen måde lige så voldsomt som før.

Til februar begynder jeg på sygeplejerskeskolen, og jeg er sikker på, at jeg nok skal finde venner og en studiegruppe der, selvom usikkerheden stadig ligger i mig.

Jeg er blevet frivillig i Ventilen, hvor jeg fortæller andre om mine oplevelser, og hvad Ventilen gør. Det er vigtigt for mig at fortælle andre, at det ikke er forkert at føle sig ensom, og at der findes en million måder at være ensom på.

Hanne mener selv, at hun havde været ung, ensom, alene og på kontanthjælp, hvis hun ikke var begyndt hos Ventilen. (Foto: Betina Garcia © Dr)

Hvis jeg ikke havde opdaget Ventilen, så tror jeg ikke, jeg havde fået nogen uddannelse, og jeg ville ikke have været nået til det sted, jeg er i dag.

Jeg ville ikke have kunnet overskue at gå i skole igen, hvis jeg ikke havde fået den hjælp. I stedet ville jeg nok have siddet inde på mit værelse og været ung på kontanthjælp.

Se videoen nedenfor, hvor Gunvor Wibroe, formand for Tine Bryld Prisen, fortæller Ventilen, at de modtager Tine Bryld Prisen.