Hudløst ærlig på Instagram: '32 ting, der bekymrer os lige nu'

Vi har spurgt følgerne på Tværs' Instagram, hvad der er svært i deres liv lige nu. Læs svarene her.

(Foto: Illustration: Oliver Seppo © (c) DR)

Måske er det ikke noget, vi går og bekymrer os om hele tiden. Men mange af os har et eller andet, som går os på.

Det kan være helt almindelige ting, som de fleste af os kommer ud for her i livet. Eksempelvis kærestesorger, ensomhed eller en følelse af utilstrækkelighed.

Men det kan også være tungere ting, som kun et mindretal skal igennem, og som kan præge et helt liv.

Vi har spurgt følgerne af Tværs' Instagram, hvad der er svært i deres liv lige nu. Svarene, som du kan se i bunden af artiklen, går blandt andet på familiekonflikt, ensomhed, sorg og bekymringer omkring job og livsmuligheder og en følelse af ikke at kunne tale med sine venner om svære tanker og følelser.

Helt typiske emner for unge, siger Rasmus Stage og Line Sondrup, som er ungerådgivere i Headspace, et gratis rådgivningstilbud til børn og unge i alderen 12-25 år.

- Det stemmer overens med den perfekthedskultur, vi ser i dag. Man er sin egen lykkes smed, og det er et stort pres, hvis man vender det indad, når man ikke har successer, siger Rasmus Stage.

Og det er et problem, for noget af det allervigtigste, man kan gøre for at få det bedre, er at dele sine tanker og følelser med andre, siger Rasmus Stage.

- Ingen skal gå rundt og tro, de er de eneste med deres problemer. Der er altid nogen, der har været ude for det samme. Derfor er vores hovedbudskab, at vi skal blive bedre til at tale med hinanden - også om ting som er svære.

Én ting er, at det er godt at tale mere om det, der er svært. Men noget andet er, hvordan vi taler om de tunge emner. Line Sondrup mener, at mennesker, som har det svært, indirekte udråbes til sociale tabere i samfundet. Både i det daglige og i medierne.

- Jeg oplever, at vi i samfundet stempler mennesker, der har det svært, som sociale tabere. For eksempel i medierne - hver gang, der bliver lavet en artikel om for eksempel et mobbeoffer, ender vedkommende med at fremstå som en social taber. Der vil vi gerne slå et slag for, at du ikke er en taber, fordi du har det svært - for livet er svært!

Hvad er der svært i jeres liv lige nu?

1

Relationen til min mor.

@CirkelWin

2

Angst for at gå ind i nye kærlighedsrelationer efter at blive svigtet og ligegyldiggjort før.

Anonym kvinde

3

Synes det, hele går 'for godt' for tiden - det går snart galt.

Anonym kvinde, 24 år

4

Jeg har ikke nogen specielt gode og sunde venskabsforhold.

@preujs

5

Mit forhold til min far, som flere gange har fravalgt mig.

Anonym kvinde, 22 år

6

Sorgen over at have mistet både min bror og far til selvmord inden for et år.

@Signewilken

7

At være i tvivl om noget, der altid har været min drøm. Og ikke have en backup-plan.

@Sandratthomsen

8

Min mor har valgt mig fra og hægtet mig af hendes liv.

Anonym kvinde

9

Er på Costa Rica og har så meget hjemve.

Anonym kvinde

10

Har tredje sabbatår, da jeg heller ikke blev optaget på videregående uddannelse i år. Jeg føler, at alle forventer mere. Selvom jeg har et godt fuldtidsjob som leder, er det ikke godt nok.

@Mallemallemalle

11

Jeg skal snart være mor, og jeg synes, at min egen mor prøver at fylde så meget i alt det.

Anonym kvinde, 27 år

12

Jeg er afhængig af min bedste ven.

@ihvertfaldikkenudist

13

At skulle tilbage til hverdagen, efter min angst har fået (lidt) ro i sommerferien.

@ensomplantedame

14

Jeg er forelsket i min bedste ven.

Anonym kvinde

15

Jeg er skiftet gym (3g.), men har faktisk ikke lyst til at færdiggøre. Gym er spild af tid.

@albertepmichaelsen

16

Elsker for meget.

Anonym kvinde

17

At skulle starte på studiet igen, hvor jeg endnu ikke føler mig tilpas.

@amaliehaun

18

At lade være med at ødelægge alt det gode i mit liv for mig selv.

Anonym kvinde, 21 år

19

Har søgt mit drømmejob, men er bange for ikke at få det.

Anonym kvinde

20

Svær anoreksi, svær selvskade og en masse andre psykiske diagnoser.

Anonym kvinde

21

Min svedsygdom, som opstår på uventede tidspunkter (hyperhidrosis).

@rikkexlarsen

22

At jeg mega gerne vil have en kæreste.

Anonym kvinde, 19 år

23

At skulle på date og at blive afvist på grund af min vægt/udseende.

Anonym kvinde, 28 år

24

At tro på mig selv og lukke ned for alt det, der fjerner troen.

Anonym kvinde, 21 år

25

Frygt for, at mit selvværd spænder ben for nye venskaber på ny uddannelse.

@hagridsdatter

26

Ensomhed.

Anonym kvinde, 24 år

27

Frygten for at min mors psykiske helbred bliver værre, når jeg flytter hjemmefra lige om lidt.

Anonym kvinde

28

Er udeboende og kan ikke styre mit pengeforbrug. Jeg låner fra andre, og det er pinligt.

@tredentrede

29

Min kæreste har lige slået op med mig.

@cathrine_marlo

30

At overleve sidste år på gym.

Anonym kvinde

31

At give slip på de negative ting fra fortiden.

Anonym kvinde, 21 år

32

Frygten for ikke at finde den person, som kan give mig kærlighed og nærvær.

@spidspuddel