Josef på 21 følte sig ikke god nok som grønlænder: Nu viser han sin stolthed igennem ansigtstatoveringer

- Det er nemmere at være dansker - selv i Grønland. Den ulighed vil jeg være med til at fjerne, siger Josef fra Nuuk.

Når jeg går nede ved Kolonihavnen i Nuuk, føler jeg både had og kærlighed til Danmark. Det var her, det hele begyndte for omkring 300 år siden. Det var her, vi blev koloniseret af danskerne, og hvor vi blev kristne.

Kærligheden er der, fordi det var koloniseringen, der var med til at gøre det grønlandske folk mere civiliseret. Hadet er der, fordi det også var med til at tage al kultur væk fra os.

Jeg kalder det en tvangsfjernelse. Danskerne fjernede vores religion, trommedans, maskedans, de grønlandske traditionelle tatoveringer og selv vores sprog.

Oppe øverst på bakken ved kirken ved Kolonihavnen er en statue af Hans Egede. Det var ham, der grundlagde Nuuk og gjorde os kristne. Nu står der en statue af ham deroppe og kigger ned på os grønlændere. Det minder mig om, at han var årsagen til, at vores kultur blev taget fra os.

Josef Tarrak-Petrussen rapper om forholdet mellem Grønland og Danmark. (Foto: Christian Sølbeck)

Da jeg var mindre, ville jeg være som en dansker. Jeg troede, man skulle være som dem for at blive til noget. Jeg ville se ud som dem, have det samme tøj på som dem og tale som dem. At være som en dansker var det længste, man kunne nå i min verden. For danskerne lever bedst, og de har de bedste muligheder i livet.

Jeg har boet flere steder i Grønland - og i Danmark. Og jeg har hørt så mange gange, at grønlændere er alkoholikere og har sociale problemer. Der er mange grønlændere, også blandt mine venner, der har været i problemer, hvor systemet ikke har grebet ind. Det fik mig til at være irriteret over det at være grønlænder.

Mens jeg gik på efterskole i Danmark, begyndte jeg at ændre min selvopfattelse. Der fandt jeg for alvor ud af, at jeg var grønlænder. Jeg følte mig anderledes, og jeg hørte de stereotype holdninger om grønlændere fra de andre elever.

Jeg er altid blevet kaldt Josef. Men i Danmark blev jeg bare kaldt grønlænderen. Når man bare bliver kaldt det, så føler man, at man mister sin egen identitet. Sådan noget fucker altså lidt med en.

Jeg følte mig lidt som en lort. Jeg blev hele tiden spurgt, om jeg kunne lide øl, og mange troede nærmest, at jeg var alkoholiker.

- Det er ikke sådan, at jeg har problemer med danskere. Jeg har problemer med, hvordan vi bliver behandlet i nogle situationer både her, men også i Danmark. (Foto: Christian Sølbeck)

Det fik mig til at indse, at jeg burde vende det at være grønlænder til noget, jeg kunne være stolt af. Jeg vil ikke være alkoholiker. Jeg vil vise, at en grønlænder ikke behøver at drikke mange øl.

Alt det forsøger jeg at vise gennem mine sange og mine tatoveringer.

Jeg er et kæmpe raphoved, og det er den musikgenre, jeg er vokset op med. Mine sange er samfundskritiske og handler om de oplevelser, jeg har haft her i Grønland, men de handler også om, hvordan grønlændere og danskere ser på hinanden.

Jeg har to tatoveringer i ansigtet og en på fingrene. Det er traditionelle grønlandske tatoveringer, som forsvandt, da danskerne koloniserede Grønland.

Tatoveringerne symboliserer forskellige ting. Den på min næseryg, der ligner en bro, er en hyldest til de grønlandske åndemænd og symboliserer det at befinde sin i den åndelige verden og det at omgås med andre mennesker.

Jeg fik tatoveringerne på næsen og hagen for at tage mit ansigt tilbage. Jeg vil være stolt af min etnicitet - af at være inuit og stolt af mig selv.

Mange er begyndt at få tatoveringerne i Grønland, fordi de vil tage deres oprindelige kultur tilbage. Det synes jeg er fedt. Vi er ved at lære vores egen kultur at kende igen, fordi det er vigtigt for os at vide, hvem vi er. Vi er inuitter, og vi har overlevet i hundredvis af år her i Grønland. Vi er et stærkt folk.

Josef Tarrak-Petrussen har planer om at få flere traditionelle grønlandske tatoveringer for at vise, hvor han stammer fra. (Foto: Christian Sølbeck)

Danskerne har større privilegier end os grønlændere. Selv her i Grønland. Hvis man som grønlænder er dårlig til dansk, så kan man ikke videreuddanne sig på gymnasiet her i Nuuk. Det er ikke alle unge, der taler dansk, og derfor er det uretfærdigt, at det er nødvendigt at kunne dansk for at videreuddanne sig.

Jeg vil gerne have, at uligheden mellem det at være dansk og grønlandsk forsvinder. Det skal ikke være sådan, at man ikke kan videreuddanne sig, hvis man er dårlig til dansk. I Grønland skal vi være bedre til at prioritere vores eget sprog.

Hvad skal vi bruge dansk til? Vi kan jo kun bruge dansk til at tale med danskerne her i Grønland. Hvis vi kunne bruge tiden på at lære mere engelsk i stedet, så kunne vi jo bruge det til meget mere og uddanne os andre steder.

Det er ikke sådan, at jeg har problemer med danskere. Jeg har problemer med, hvordan vi bliver behandlet i nogle situationer både her, men også i Danmark. Og så håber jeg, at vi i Grønland også skaber vores egne forbilleder, så vi kan blive mere stolte af, hvor vi kommer fra.