Josefine på 21 måtte sætte sit drømmejob i Los Angeles på pause: 'Det var mit liv største rolle'

Josefine Lindegaard stod klar til at optage krigsfilm, men nu er jobbet sat på standby.

Lige inden jeg første gang hørte om corona, var jeg totalt i hopla. Jeg havde fået den største rolle, jeg nogensinde er blevet tilbudt. Det var i en amerikansk krigsfilm, hvor jeg for første gang skulle spille en amerikansk kvinde.

De andre roller, jeg har haft i udenlandske film, har jeg altid skullet spille en europæer med en nordisk accent. Derfor var den her rolle min mulighed for at vise, at jeg kan være på samme sproglige niveau som amerikanske skuespillere. Den ville give mig rigtig mange muligheder i USA fremover.

Min karriere i udlandet begyndte med at lave selftapes herhjemme, som er en castingmåde, hvor man optager sig selv her i Danmark, så filmholdet i USA så kan se, om man er den skuespiller, de leder efter.

Josefine Lindegaard har været skuespiller, siden hun var barn. De seneste år har hun spillet med i 'Far til fire på toppen' herhjemme og internationale film som 'The Devil Has A Name' og 'Dare To Surf'. (© PRIVATFOTO)

Jeg endte med at få en rolle i en film sidste år, efter jeg havde skypet med filmens instruktør. Der skulle jeg spille en svensk pige, der kom til New York med sin kæreste.

Men på grund af Donald Trumps nedlukning af det offentlige, så sad min visumansøgning fast på ambassaden. Produktionen gav mig to uger til at få det fikset, men jeg fik først mit visum efter tredje uge, og så var det for sent, og de havde valgt en anden til jobbet.

Heldigvis fik jeg en anden rolle, som vi optog i sommeren sidste år, og i september besluttede jeg mig for at tage til Los Angeles for at gå til castings. Selvom jeg var tæt på, så skete der ikke noget før januar – lige inden coronavirusset kom, hvor jeg fik rollen som amerikansk pige i krigsfilmen.

Jeg var i gang med at forberede indspilningerne. Jeg fik dialektcoaching og var til kostumeprøver og makeuptest, og midt i alt det fortalte min mor, at hun havde hørt om et virus fra Kina. Hun bad mig om at købe håndsprit, men jeg glemte hurtigt alt om det igen og fortsatte med forberedelserne.

Først da vi skulle lave de sidste forberedelser, blev jeg lidt mere bekymret. Jeg var begyndt at få meddelelser på min telefon fra Udenrigsministeriet i Danmark, samtidig begyndte der at være hvisken i krogene blandt filmfolkene om forsikringer, hvis nogen blev syge.

Josefine Lindegaard er tilbage i Danmark igen, efter at hendes film blev lagt på hylden i USA. Nu håber hun bare, at projektet genoptages, engang når coronakrisen er ovre. (© PRIVATFOTO)

Først tænkte jeg, at det var lidt panisk, men et par dage efter fik jeg at vide fra en anden skuespiller, at Netflix havde lukket hans film ned. Og så tænkte jeg, at det nok også ville ske for min film, selvom producerne stadig var vildt entusiastiske og bare ville køre videre.

De nåede kun at filme én dag, før Los Angeles begyndte at lukke ned. Og så fik min

manager
at vide, at filmen også ville stoppe, indtil det her er drevet over.

Det har været vildt noieren at opleve det herovre. Derfor var min første tanke også, at jeg bare ville hjem til min familie.

For mig er Los Angeles en hyggelig by, hvor jeg altid har følt mig tryg. Men da man begyndte at lukke ned, kom der en panisk følelse i byen. Jeg har hørt, at mange hamstrede i Danmark, men i USA er det bare vildere – måske fordi der ikke er noget sikkerhedsnet. Amerikanerne tænker som det første "mig og mine".

Jeg tænkte, at jeg måske kunne få hjælp fra mine venner derovre, men jeg kunne fornemme, at de mest tænkte på dem selv og deres familie.

Jeg smuttede ned i supermarkedet med hende, jeg deler lejlighed med, men alt var væk. Den amerikanske venlighed, som nogle gange kan virke overfladisk, var forsvundet og skiftet ud med grådighed. Det var ret ubehageligt. Selv våben var de begyndt at hamstre, og en af mine amerikanske venner sagde, at han ville skaffe sig en pistol, fordi folk gør vilde ting, når de er i panik. Og så blev jeg helt vildt utryg.

Nu er jeg hjemme i Danmark igen, men jeg håber stadig, at jeg skal tilbage til USA for at gøre filmen færdig.

Selvfølgelig er corona ikke fedt på nogen måde, men jeg håber, at den alligevel gør noget godt for den vestlige verden. Den giver os en pause, den betyder, at vi ikke forurener så meget, og så tror jeg også, den får os til at kigge indad.

Men når den er overstået, håber jeg, at vi alle kommer i gang igen og kan komme ud at opleve en masse ting igen. Og at vi trods alt får nogle gode erfaringer med os.