Julie på 19: Da jeg hørte ordet handjob, gik det op for mig, at jeg var blevet misbrugt

Julie fortæller, at hun blev seksuelt misbrugt, da hun var barn. Det kæmper hun stadig med 11 år senere.

De første erindringer kom i foråret 2011. Dengang var jeg 12 år. Jeg sad hjemme på mit værelse og chattede med nogen i et debatforum på nettet.

Der var en fyr, der spurgte, om der var nogen, der havde prøvet at give et handjob før. Jeg kan huske, at jeg bare sad og stirrede på det ord. Og så begyndte det at dukke op i mit hoved: Oplevelserne med min far.

Der er meget, jeg har svært ved at huske. Men der var bare en generel seksuel stemning, da min mor var indlagt på grund af et alkoholmisbrug, og jeg boede sammen med min far. Da jeg kom i puberteten og fik hvalpefedt og bryster, ville han kun købe stramt tøj til mig.

Der er to episoder, jeg husker tydeligere. Dengang var jeg mellem 6 og 8 år.

- Jeg sad oppe i sengen med ham. Jeg kan ikke huske, om han havde underbukser på eller ej, fortæller Julie. (© Betina Garcia)

Den ene episode er en gang, hvor han beder mig komme ind i stuen for at se porno sammen med ham. Jeg kan huske, at jeg tog min Nintendo med mig, men han blev ved med at sige: ’kig nu på skærmen, Julie’.

Den anden episode var dengang min far tvang mig til at give ham et handjob.

De oplevelser får jeg stadig flashbacks til den dag i dag.

Jeg sad oppe i sengen med ham. Jeg kan ikke huske, om han havde underbukser på eller ej. Jeg var lille og nysgerrig og havde selvfølgelig set ham nøgen før, men jeg havde ikke været så tæt på ham før. Så jeg spurgte ham: ’Far, hvad er det?’. Han fortalte mig, at det var hans kønsdel.

- Egentlig havde jeg ikke lyst til at sige det til nogen, men det var for svært at holde det for mig selv. (© Betina Garcia)

Det står ikke helt klart for mig, om det var ham, der spurgte, om jeg ville røre, eller om det var mig, der spurgte, om jeg måtte røre. Jeg ved bare, at han sagde: ’prøv at gøre det her ved den.’ Jeg gjorde det, fordi jeg ikke vidste bedre. På det tidspunkt var jeg jo bare en lille pige.

Jeg følte, det hele var vildt mærkeligt, den dag da jeg på mit værelse fandt ud af, hvad jeg havde været udsat for. Dengang var min far død af kræft, og jeg var flyttet ind hos min mor.

Egentlig havde jeg ikke lyst til at sige det til nogen, men det var for svært at holde det for mig selv. Derfor gik jeg ind til min mor og fortalte, hvad der var sket.

Jeg kan huske, at min mor sad på en stol foran mig. Hun sagde, at det ikke kunne passe, men jeg blev ved med at insistere på, at det var sket. Hun blev ved med at sige, at det ikke kunne passe. Det var måske derfor, jeg begyndte at fortælle om det til andre fra min klasse og til et par af mine lærere.

Én af lærerne kontaktede min mor og sundhedsplejersken på skolen. Derefter kom jeg til samtale på Traumecentret på Rigshospitalet.

Det var en sindssyg underlig oplevelse. Jeg var kun 12 år, og jeg forstod jo ikke, hvad det indebar.

- Jeg følte overhovedet ikke, at livet var noget værd. (© Betina Garcia)

Jeg blev mobbet ret meget i folkeskolen. Jeg var meget udadreagerende - nok på grund af det, der var sket med mig. Det endte med, at jeg droppede ud af 6. klasse. I stedet var jeg hjemme hos min mor i 10 måneder.

Jeg forsøgte selvmord adskillige gange og cuttede mig selv. Jeg havde det seriøst så fucking dårligt i de 10 måneder.

Jeg kunne ikke forholde mig til de ting, der var sket i min barndom. Jeg følte overhovedet ikke, at livet var noget værd. Jeg vidste ikke, hvordan mit liv kunne blive normalt igen, og jeg udviklede angst.

I den periode spurgte jeg flere gange min mor om, hvorfor hun ikke havde troet på mig, og hvorfor hun ikke havde gjort noget. Men i den situation, hun var i på det tidspunkt, kunne hun ikke rumme det, og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre.

- Jeg går nu i gruppeterapi med andre, der har været udsat for det samme i deres barndom som jeg. Det har jeg fået det meget bedre af. (© Betina Garcia)

Jeg ved nu, at hun gjorde sit bedste, og at hun altid har troet på mig, men dengang havde svært ved at kapere situationen. Og det fik på det tidspunkt skabt en afstand mellem os.

Efter de 10 måneder kom jeg på kostskole og gik der til 9. klasse. Nu er jeg i gang med gymnasiet, og jeg er efterhånden ved at komme tilbage til en normal hverdag igen. Lige siden er kærligheden mellem min mor og jeg kun blevet tydeligere.

Jeg går nu i gruppeterapi med andre, der har været udsat for det samme i deres barndom som jeg. Det har jeg fået det meget bedre af. Det giver en fælles forståelse, bekræftelse og fællesskabsfølelse, når man møder andre, der har været udsat for det samme som en selv.

Det vigtige er, at man kan snakke om det med nogen, som man føler sig tryg med. Og så handler det om at tænke mere på en selv og finde ud af, hvad man har brug for.

Det sværeste for mig i dag er, at jeg hele tiden føler, jeg skal være på udkig på grund af de seksuelle overgreb og mobningen. Jeg har stadig angst og posttraumatisk stress i dag, og jeg får flashbacks til det, der skete.

- Jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg ikke kun er seksuelle overgreb. (© Betina Garcia)

Jeg kan nogle gange have det svært ved at være intim med min kæreste, selvom han er den sødeste og mest forstående kæreste. Min krop går bare i chok, fordi det minder mig om min barndom.

Jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg ikke kun er seksuelle overgreb, men at jeg er meget mere end det. Hvem jeg er som person, skal ikke bestemmes af min fortid.

Da Julies far er død, har vi forelagt anklagerne for hendes to ældre halvbrødre, som Julie ikke længere har kontakt med. Den ene bror ønsker ikke at kommentere Julies historie. Den anden bror afviser anklagerne mod faren, der, ifølge ham, var stærkt troende og beskyttede og drog omsorg for Julie, som enhver anden far. Broren undrer sig over, at Julie holder fast i, hvad han betegner som løgne, da hun ifølge ham var meget ulykkelig over farens død, og han mener desuden ikke, at der er beviser for overgrebene.

Redaktionen har set dokumentation for Julies behandlingsforløb og udredning.

Facebook
Twitter