Lars på 22 har haft hjernerystelse i halvandet år: Jeg er bange for, at jeg bliver glemt af mine venner

Lars har altid været den, der ville skabe en god stemning blandt sine venner. Men det kan han ikke længere på grund af en hjernerystelse.

Det sker tit, at jeg ikke kan lade min mobiltelefon være.

Jeg sidder derhjemme og ser de andres snaps og Instagram-stories – alt det, mine venner smider på sociale medier. Det kan være, mens de gamer, mens de spiller fodbold eller tennis, eller når de er i byen i weekenden.

Så kommer de mange negative tanker op. Kommer de minder, de andre får, mens jeg er væk, til at overtrumfe de gamle minder, mine venner har med mig?

Tænker de overhovedet på, at jeg også skulle have været med, når jeg ikke længere bliver inviteret så tit, som jeg gjorde før?

Og vil de finde en erstatning for mig, nu når jeg ikke kan chille, spille fodbold eller gå i byen med dem længere?

(© Betina Garcia)

Jeg fik min første hjernerystelse til en julefrokost i december forrige år. Det var begyndelsen på halvandet år, hvor jeg ikke har kunnet være sammen med mine venner, som jeg kunne før.

Det får mig til at frygte, at mine venner glemmer mig og finder en anden, der kan overtage min rolle i vennekredsen.

Den aften, jeg fik hjernerystelse første gang, havde jeg inviteret min gamle gymnasieklasse til julefrokost – vi drak en masse snaps, og alle var skide skøre.

Ud på aftenen var jeg ude i garagen for at ryge. Jeg satte mig på en parkeret cykel, der lænede sig op ad væggen. Så faldt jeg. Cykelstyret gled ned ad muren, og jeg væltede bagover. Jeg tog fra med albuerne. Det gjorde sindssygt ondt i albuerne. Men efter et stykke tid mærkede jeg ikke så meget til det længere. Det var nok snapsen, der tog de værste smerter.

(© Betina Garcia)

Der gik lang tid, før jeg fandt ud af, at jeg havde fået en hjernerystelse. Dagen efter tænkte jeg, den sindssyge hovedpine kom fra snapsen. Et par dage føltes det mere som en klassisk influenza. Jeg var svimmel, havde søvnproblemer, og selv hvis jeg sov godt, så var jeg alligevel uoplagt. Sådan følte jeg i flere uger.

Først da jeg sad i Københavns Lufthavn med min familie og var på vej på ferie til Den Dominikanske Republik, fandt jeg ud af, hvor alvorligt det var. Jeg var sindssygt svimmel, og det endte med, at min mor måtte følge mig ud af lufthavnen, fordi jeg havde det så skidt. Så de andre tog afsted, mens vi blev hjemme.

De efterfølgende dage opsøgte jeg min læge og en måned efter, blev jeg tjekket af en neurolog, der sagde, at det var en hjernerystelse.

To måneder senere skulle jeg med to af mine allerbedste venner til Asien i næsten tre måneder. Jeg havde virkelig set frem til den tur, men der kunne jeg heller ikke tage med. Det var fandeme hårdt.

Jeg havde ellers pakket min kuffert, så alt var klar på selve rejsedagen, hvis nu miraklet skulle ske. Men det gik ikke bedre med mig – og det var det, jeg havde frygtet allermest.

Det var på ingen måde sjovt at ligge der og være syg, mens mine venner sendte stories og snaps fra turen.

(© Betina Garcia)

Henimod sommeren sidste år begyndte jeg at få det så godt, at jeg igen kunne gøre det meste af det, jeg gjorde før, med mine venner. Men under en bytur juleaften for et halvt år faldt jeg på røven nedad en trappe.

Selvom jeg endnu engang ikke ramte hovedet på noget, så begyndte alle symptomerne igen. Og de har varet ved lige siden.

Jeg har altid været meget social, og mine venskaber har betydet rigtig meget for mig. Jeg har tidligere altid haft en åbningsreplik om noget, jeg har oplevet, som jeg kunne starte samtalen med, når jeg mødte mine venner. Og jeg har ofte set mig selv som en af dem, der tog initiativ til, at det skete noget, og at der var en fed stemning i min vennekreds.

Ironisk nok er jeg nu efter anden hjernerystelse endt i en situation, hvor jeg overhovedet ikke kan gøre de ting, som jeg gjorde før.

Nu hvor jeg ikke deltager i så mange sociale ting, kan jeg godt frygte, at gruppen i fremtiden ikke mangler mig. Jeg frygter, at jeg bliver glemt, og at jeg ikke kommer til at have den samme rolle i vennegruppen som før.

(© Betina Garcia)

Tværs på P3 har talt med en af Lars' venner, Mathias, om den tvivl Lars har om sin position blandt hans venner. Klik på play-knappen og lyt til Mathias' besked til Lars i afspilleren her.

Normalt har vi en helt anden jargon i min vennegruppe, hvor vi joker og har det sjovt sammen. Så jeg bliver rørt, når jeg hører den her besked, fordi vi normalt ikke snakker om sådanne ting.

I de halvandet år, der er gået, har jeg og resten af drengene været for dårlige til at få sat følelser på det, der har fulgt med min hjernerystelse.

Der har været alt for mange misforståelser om min situation, fordi jeg har skjult, hvor dårligt jeg egentlig har haft det. Jeg har jo kun mødt mine venner, når jeg havde det godt nok til at tage med dem. Så de har ikke troet, det var så slemt, som det er.

Nu føler jeg, at jeg har nemmere ved at spørge de andre, om vi ikke kan hænge ud en time eller to eller så lang tid, at jeg kan. Mine venner ved nu, hvor jeg står, og det, tror jeg, har hjulpet mig.

(© Betina Garcia)
Facebook
Twitter