Lauras far har været kronisk syg, siden hun blev født: Jeg lærte aldrig rigtig min far at kende

Laura på 25 mistede for godt et halvt år siden sin far på grund af sklerose.

Det var først, da jeg flyttede hjemmefra for omkring fem år siden, at jeg fandt ud af, hvor hardcore det egentlig har været i min familie.

I hele mit liv har min far været syg af sklerose. Jeg ved, han har gået med krykker, men det meste af den tid, hvor jeg husker ham, sad han i kørestol.

Sygdommen udviklede sig ret hurtigt, så han kom på plejehjem, da jeg var omkring 14 år. De sidste fire eller fem år at hans liv, var han så svag, at han ikke kunne tale og fik sondemad.

Da jeg var helt lille, tænke jeg ikke så meget over min fars sygdom, og at min familie derfor var anderledes end de fleste andre familier. Dengang var det bare sjovt, når han hentede mig i børnehaven og kørte hjem med mig på skødet på sin el-scooter, eller når man fik lov til at køre hurtigt på den, når vi var i sommerhus.

Jeg ville have, at de andre elever skulle kende mig som Laura, og ikke som Laura, der havde en handicappet far. (Foto: Kasper Månsson © dr)

Min far, mor, søster og jeg boede i min barndom i en lejlighed på første sal. Jeg kan huske, at fremmede hjemmeplejere om morgenen og om aftenen kom i vores hjem for at hjælpe min far.

Senere fik han en personlig hjælper, som var der det meste af tiden. Det fyldte rigtig meget, når ens hjem blev besøgt at mennesker, du ikke kendte, og til sidst blev min fars behov for hjælp så stort, at alle var enige om, at han skulle på plejehjem.

Da jeg blev teenager, og min far stadig boede hos os, begyndte jeg at tænke mere over min fars sygdom. Jeg kan huske, at jeg nogle gange var pinlig over, at min familie var anderledes end andres.

Da jeg begyndte på efterskole, kom de andre gåede med deres forældre. Men vi kom i en kæmpe handicapbil, hvor min far skulle ud af bilen med lift, og han skulle have hjælp til at komme ind på mit værelse den første skoledag.

Der var en masse besværligheder forbundet med det. Jeg ville bare virke så normal og almindelig som muligt. Jeg ville have, at de andre elever skulle kende mig som Laura, og ikke som Laura, der havde en handicappet far.

Det er lidt mærkeligt, når man ikke har så stærke minder og på nogle måder næsten ikke kender ens egen far. (Foto: Kasper Månsson © dr)

Jeg ville helst heller ikke have nye veninder hjem til mig, da jeg var teenager. For så skulle jeg forklare, hvad der var galt med min far.

Det var først rigtig, da jeg flyttede hjemmefra, at jeg fik et mere naturligt forhold til min fars sygdom. Der gik det også op for mig, hvor meget det havde fyldt i min familie.

Selvom jeg har rigtig mange gode minder om min far, hvor vi har været på bådture og meget andet sammen, så har vores forhold været præget af sygdommen. Jeg har ikke haft det der personlige forhold til ham, før han blev syg, fordi jeg ikke var født på det tidspunkt.

Jeg har svært ved at huske hans personlighed. Hvordan han var som far over for min søster og mig selv. Det er lidt mærkeligt, når man ikke har så stærke minder og på nogle måder næsten ikke kender ens egen far.

Heldigvis har min fars familie og venner fortalt mig, hvordan han var, inden han for alvor blev syg. Jeg har set videooptagelser fra dengang, han stadig var rask. Og så har jeg et billede af ham, fra dengang han stadig kunne gå, hvor han holdt mig i sine arme.

Det har hjulpet mig rigtig meget at se de billeder og høre andre fortælle om ham.

Min far døde i april. Han var så svag i de sidste år at sit liv, at jeg tror, at det var bedst for ham at få fred. (Foto: Kasper Månsson © dr)

Jeg har fået at vide, at han var en rigtig god ven, og han var meget betænksom, reflekterende, at han godt kunne lide filosofi og var kreativ, når han skrev. Lige dér kan jeg se, at vi ligner hinanden. Men nogle gange spørger jeg også mig selv, om han overhovedet kan have påvirket mig, fordi han i størstedelen af mit liv ikke rigtig har haft mulighed for det.

Men alle minderne og historierne giver en tilknytning til ham.

Jeg husker tydeligt, når vi besøgte ham på plejehjemmet med hans venner, hvor vi holdt højskolesangaftener. Den stemning betød rigtig meget for mig, fordi vi var der sammen, og der blev grint og sunget. Jeg ved ikke, om han kunne registrere det, men jeg ved, at sang og mennesker, gjorde ham glad.

Min far døde i april. Han var så svag i de sidste år at sit liv, at jeg tror, at det var bedst for ham at få fred.

Jeg kan huske, at jeg fik en masse følelser, da min farmor ringede og fortalte det. Jeg blev chokeret, følte mig alene. Jeg blev trist, men jeg følte også lettelse, fordi han endelig fik fred.

Min mor, søster og jeg har stærke bånd, fordi vi har været igennem det her sammen. (Foto: Kasper Månsson © dr)

Jeg tror, min fars sygdom har betydet, at jeg nok er blevet mere bekymret for, om ting omkring mig ville gå galt. Jeg tror også, at jeg som barn forsøgte at fylde mindre på grund af min fars sygdom. Det er noget, jeg har taget med mig ind i mit voksenliv, og som jeg har skullet arbejde lidt med.

Min mor, søster og jeg har stærke bånd, fordi vi har været igennem det her sammen. Jeg tror også, at jeg her efter hans død kan slappe lidt mere af. Det er som om, at der er blevet plads til andre ting, og at jeg har fået mere overskud, nu når sygdommen ikke er der længere.

Facebook
Twitter