Maja brød sammen med stress og tog på kaotisk eventyr til Frankrig

Maja følte det som et nederlag, da hun måtte sygemelde sig med stress. Efter et halvt år og en tur til Frankrig er hun blevet klogere på sig selv og sin stress.

(Foto: Andreas Bro (DR) © (c) DR)

Da jeg var 26 år og fik min første ansættelse som produktionsleder i tv-branchen, var jeg helt vildt glad. Det var mit første fuldtidsjob efter studiet, og jeg ville bare gøre det rigtig godt, så jeg kunne blive genansat efter de tre måneder, som kontrakten var på.

Jeg blev genansat flere gange i tidsbegrænsede stillinger, og jobbet var sindssygt fedt. Jeg skulle lave en masse praktiske ting i forbindelse med tv-produktion. Det var alt fra at booke udstyr, sørge for at have overblikket over, at budgetterne blev overholdt, og at alt kørte, som det skulle.

Jeg var virkelig, virkelig glad for mine kolleger og det fællesskab, vi havde. Om morgenen når jeg skulle på arbejde, glædede jeg mig til at være sammen med de andre, og det var så fedt, at jeg lærte en masse og blev rigtig god til opgaverne.

Jeg klarede mine ting, og jeg huskede på kollegers fødselsdage, fejrede dem og arrangerede fredagsbar. Men med tiden kom der flere og flere opgaver, og jeg begyndte at få mindre tid til at snakke med mine kolleger, jeg blev glemsom og kunne ikke huske, hvad jeg havde nået at lave.

Til sidst kunne jeg arbejde fra tidlig morgen til sen aften, jeg begyndte at få en trykken for ørerne og havde svært ved at sove om natten. Når jeg ikke kunne sove, kunne jeg stå op midt om natten og arbejde videre. Selvom det var helt idiotisk, gav det mening for mig, fordi jeg kunne indhente noget af det arbejde, jeg ikke havde nået.

Cirka tre år efter min første ansættelse tog jeg på en forlænget weekendtur med nogle veninder til Paris. Det var dér, jeg for alvor kunne mærke, at der var noget galt. Jeg kunne ikke sove, jeg havde ondt i venstre side af brystet. Jeg troede, jeg havde fået lungecancer og forestillede mig overhovedet ikke, det var stress, og derfor besluttede jeg mig for, at jeg ville droppe cigaretterne, mens vi var af sted.

Jeg var bange, ked af det og virkelig pisseirriterende at være sammen med. Når de andre ville ud at drikke en øl, efter vi havde spist, ville jeg bare hjem.

Maja var under sin sygemelding meget inspireret af Bonderøvens måde at leve på. Hun er stadig langt fra Bonderøv-livet, men får afløb for meget i vennernes kolonihave. (Foto: Andreas Bro © (c) DR)

Da jeg kom hjem til Danmark, tog jeg til lægen. Hun fortalte, at jeg var sund og rask, men spurgte, om jeg havde lidt for meget på jobbet. Jeg slog det hen og sagde, at det kunne der godt være indimellem, men at det ville løje af.

Jeg kunne ikke overskue, hvad jeg skulle gøre, hvis det var stress. For hvornår kunne jeg så komme tilbage igen? Ville de ansætte mig igen? Og hvad ville konsekvenserne være for min karriere og min arbejdsplads?

Jeg følte et kæmpe ansvar for min arbejdsplads, fordi jeg var så glad for at være der. Det var næsten et familiært forhold, jeg havde til mit arbejde, som måske heller ikke er helt så sundt at have.

Alligevel fortsatte jeg med at arbejde, for jeg tænkte, at jeg "bare" lige skulle have fod på det, og så ville der komme ro på igen.

Maja slog det hen, da lægen spurgte, om hun havde meget at se til på arbejde. Senere brød hun sammen efter et møde på arbejde og blev fulgt hjem af en kollega. (Foto: Andreas Bro © (c) DR)

En uges tid efter holdt alle produktionslederne et møde med chefen. Mens de andre koordinerede på livet løs, blev jeg fuldstændig panisk midt under mødet. Jeg kunne ikke finde hoved og hale i, hvad der blev sagt. Det var, som om jeg ikke kunne forstå, hvad de andre sagde, og at det bare var lyde. Det eneste, jeg tænkte på, var, at jeg ikke måtte græde. Jeg forstod ingenting, og det var så uhyggeligt det hele.

Det var, som om jeg var ved at blive helt skør og ikke kunne styre mig selv. Jeg kunne ikke se sammenhænge i noget.

Efter mødet blev en veninde og jeg siddende tilbage, og hun spurgte, om jeg ville med ud på altanen for at få lidt luft. Da hun spurgte mig, hvordan jeg havde det, brød jeg helt sammen. Det var, som om jeg ikke kunne overskue det spørgsmål, fordi det handlede om mig. Så jeg græd helt vildt.

Maja tog det i første omgang som et stort nederlag, da hun måtte sygemelde sig. - Jeg græd i flere uger. Jeg kunne græde, når jeg lavede mad, når jeg gik en tur, eller når jeg fortalte om det til andre. Jeg var dybt ulykkelig, siger Maja. (Foto: Andreas Bro (DR) © (c) DR)

Da hun sagde, at jeg skulle tage hjem, kunne jeg ikke finde ud af at hente mit tøj, så det endte med, at hun hentede det for mig.

Hele vejen hjem græd jeg rigtig meget, og vi endte med at tage på café, fordi vi ikke blev færdige, inden vi nåede frem til min lejlighed. Hun var 100 procent klar over, at jeg havde stress og fortalte mig, at jeg skulle tage fri i mindst to uger. Følelsen af, at hun styrede situationen, var rar, fordi jeg kunne slet ikke.

Da jeg kom hjem, fortalte jeg min kæreste det. Så græd jeg igen. Jeg græd i flere uger derefter. Jeg kunne græde, når jeg lavede mad, når jeg gik en tur, eller når jeg fortalte om det til andre. Jeg var dybt ulykkelig og følte, det var et nederlag. Jeg elskede jo min arbejdsplads og jobbet, og jeg ville så gerne tilbage, inden min kontrakt udløb, så jeg kunne vise, at jeg var kommet mig over sygemeldingen.

- Mens jeg sad hjemme og strikkede, mens jeg så tv, opdagede jeg tv-programmet 'Bonderøven'. Jeg blev fuldstændig bidt af det, fordi jeg syntes, det var så meningsfuldt, fortæller Maja. (Foto: Andreas Bro © (c) DR)

Følelsen af nederlag gjorde mig usikker på, om jeg overhovedet kunne klare mit job. Jeg vidste, at jeg var god til delelementerne, men jeg tænkte over, om man skulle være gjort af et særligt stof for at kunne klare jobbet, og om jeg overhovedet var gjort af det stof.

Jeg var sygemeldt i næsten et halvt år, hvor jeg næsten ikke kunne noget som helst. Bare en yogatime kunne gøre, at jeg ikke havde overskud til at lave noget resten af dagen. Samtidig havde jeg en forestilling om, at jeg ikke måtte have det rart eller sjovt, for hvis jeg var frisk nok til det, så følte jeg, det var bedragerisk, når jeg stadig var sygemeldt og ikke kunne arbejde.

Det hele gik pisselangsomt, men jeg fik det så småt bedre. Mens jeg sad hjemme og strikkede, mens jeg så tv, opdagede jeg tv-programmet 'Bonderøven'. Jeg blev fuldstændig bidt af det, fordi jeg syntes, det var så meningsfuldt.

Seglet her købte Maja i Frankrig. Hun købte det, fordi Bonderøven har et. (Foto: Andreas Bro © (c) DR)

Bonderøven opererede ikke efter klokkeslæt. Alt, hvad han lavede, var så ekstremt reelt. Han byggede et hus, hvis han havde behov for det. Han plantede grøntsager, så han kunne spise dem resten af året. Det virkede som en stor modsætning til mit arbejdsliv, hvor jeg kiggede ind i skærmen og hamrede fingrene ned i tastaturet, holdt mine pauser ved at kigge på min telefon og sluttede dagen af med at se tv om aftenen.

I stedet fandt Bonderøven glæde i andre ting og i at være selvforsynende – og det var så meningsfyldt for mig. Så efter at have siddet derhjemme i næsten et halvt år, uden at jeg følte, at der var sket store fremskridt, fandt jeg et job på en vingård i Frankrig på nettet og spurgte min læge, om det ikke var en god idé, at jeg tog derned.

Seks måneder efter, at jeg var blevet sygemeldt, raskmeldte jeg mig, tog toget til Frankrig og havnede på Simons vingård. Men det var fuldstændig fucked up og helt anderledes, end det skulle have været.

Maja besluttede sig for at prøve et nyt eventyr og rejste fem uger til Frankrig for at arbejde på en vingård efter flere måneders sygemelding. (Foto: Andreas Bro © (c) DR)

Simon var det mest kaotiske menneske, jeg nogensinde har mødt. Hans gård lå på toppen af et bjerg, hvor jeg skulle bo, mens han selv boede nede i byen, hvor han også havde lagret sin vin.

Køkkenet på gården var smadret, køleskabet med kød i, virkede ikke, og gårdspladsen var ét stort rod. Arbejdet gik fint, mens vi høstede, men da vi var færdige med det, blev opgaverne dybt godnat. Vi skulle blande linolie til at male vinduer i de gryder, vi lavede mad i. Og når vi nåede ned ad bjerget med linolien i gryderne på hans pickup truck, var olien røget ud over det hele, så vi skulle op på bjerget igen og blande noget nyt.

Dagen efter vi havde malet vinduerne, skulle vi mure væggene op. Vi blandede cement med hænderne i en trillebør, for han havde ingen redskaber til det, og så kastede vi cementen op på væggen, så det ramte de nymalede vinduer.

Den stil kørte han hver dag. Vi fuckede det arbejde op, som vi havde lavet dagen før, selvom jeg forslog, at vi lavede det i en anden rækkefølge. Han var lidt ligesom bonderøven på nogle måder, men bare ingenlunde så tjekket og så bare full blown kaos, og når noget gik galt, så valgte han at skælde mig ud.

Tegneserierne her er en souvenir fra Majas tid i Frankrig. Det blev et kaotisk ophold, men Maja alligevel hjem med ikke bare souvenirs, men blev undervejs også klogere på sig selv. (Foto: Andreas Bro © (c) DR)

Det typiske for Simon og arbejdet var også, at vi tit havnede i lidt farlige situationer. På et tidspunkt skulle en stor vintank renses, og så væltede tanken over på mine fødder. Efter det fik jeg nok, og jeg fik via Instagram kontakt til en dansk kvinde, Birgitte, i en anden fransk by, som gav mig lov til at komme og bo hos hende. Vi kendte ikke hinanden, men hun forstod min situation og ville gerne hjælpe mig, hvilket jeg den dag i dag stadig er ekstremt taknemmelig over.

På den ene side var det kaotiske liv på Simons vingård overhovedet ikke det, jeg havde brug for. Men på den anden side er jeg ekstremt glad for, at jeg tog af sted. Både fordi jeg oppe på toppen af bjerget fandt ud af, hvor godt jeg trives med selskab, og hvor lidt jeg trives med at være alene, men også fordi jeg endte med at møde nogle virkelig gode mennesker på min vej.

Efter den sidste tid hos Birgitte følte jeg mig igen klar til at starte på job. Jeg kom hjem fra Frankrig søndag aften og startede en ny projektansættelse mandag på et dejligt lille produktionsselskab. Her arbejdede jeg fire dage om ugen. Jeg var åben omkring, at jeg lige havde haft stress, og jeg følte, at det var meget opbyggeligt at være ærlig omkring det.

Maja har i dag lært mere om sig selv og sin stress, og hun er i dag blevet bedre til at håndtere det, hvis hun føler sig presset. (Foto: Andreas Bro © (c) DR)

Det halve år, jeg var syg af stress, har lært mig at være opmærksom på faresignalerne og tage dem alvorligt. Jeg ved, at jeg skal lukke computeren, skrue ned for arbejdet og holde fri, hvis jeg føler mig lidt presset.

Mens jeg var gået ned med stress, følte jeg mig svag. Men jeg har fået vendt det om, så jeg nu tænker, at det er "svagt", hvis man ikke siger fra og passer på sig selv.

Vendepunktet for mig var, da min gode veninde og kollega tog det ansvar. Det havde jeg ikke overskud til selv at gøre på det tidspunkt. Jeg er selv begyndt at tage det ansvar over for andre, som jeg kan se virker stressede. For mange har – ligesom jeg selv havde det – overdrevet svært ved selv at se, at de er stressede, og de har svært ved at finde ud af, hvad man skal gøre.

Facebook
Twitter