Maja på 23 konkurrerede med veninderne om at være mest syg: 'Det var megafedt at få sondemad'

Maja har været tvangsindlagt over 100 gange, men forsøger i dag at leve et normalt liv.

Jeg har været inde og ude af psykiatrien, siden jeg var 13 år. Derfor har jeg ikke haft et liv som de fleste andre på min alder.

Det hele begyndte, da jeg var 13, og mine forældre kørte mig på hospitalet på grund af min spiseforstyrrelse. Jeg tænkte, at mine forældre havde tabt forstanden. For jeg var jo overhovedet ikke syg, selvom jeg havde tabt mig på meget kort tid.

Det var spild af min og lægernes tid.

Jeg var indlagt i to måneder, og der var alle mulige regler, man skulle følge. Vi måtte ikke have skarpe genstande, og vi skulle spise fem gange om dagen, hvor vi havde 30 minutter til hovedmåltiderne og 20 minutter til mellemmåltiderne. Og alle måltiderne var målt af nede i køkkenet.

Jeg gylpede meget min mad op igen for at sidde og tygge videre på den, så den ikke lå i maven, fortæller Maja. (Foto: Martin Fält © dr)

Hvis vi ikke havde spist vores mad, så fik vi en energidrik. Og hvis vi nægtede at drikke den, så risikerede vi sondemad.

Bagefter var der samværstid, så personalet kunne sikre sig, at vi ikke tog afføringsmiddel eller tog på toilettet for at kaste maden op igen.

Om tirsdagen var der vejedag, hvor man skulle se, hvor meget man havde taget på siden ugen før. Det udviklede sig til en ren konkurrence i, hvor lidt man havde taget på eller måske endda havde tabt sig.

Når man har en spiseforstyrrelse, bliver man lullet ind i en tankegang om, at der ikke er noget galt med en. Det er en enormt egoistisk sygdom, fordi man har virkelig svært ved at tage imod hjælp, og man finder alle mulige tricks for at undgå at tage på.

Jeg gylpede meget min mad op igen for at sidde og tygge videre på den, så den ikke lå i maven.

Maja fortæller, at hun flygtede fra hospitalet, selvom hun var i behandling. (Foto: Martin Fält © dr)

Det er som en negativ spiral, hvor det bliver en konkurrence i at være mest syg. For eksempel husker jeg, at jeg talte med en anden patient om, at det var megafedt at få sondemad, fordi så var man den bedste til ikke at spise.

Det er en tankegang, jeg har brugt lang tid på at komme ud af, og som jeg stadig kæmper med.

Jeg var indlagt i to måneder, og i den tid nåede jeg at tage et kilo på.

Jeg flygtede fra hospitalet, og det hele var planlagt med en god veninde. Vi havde tjekket busplanen i forvejen, og hun ville sende mig en sms, så jeg præcis kunne nå bussen. Det var næsten som i en Olsen Banden-film. Det lykkedes mig at komme væk, og først efter en uge, hvor jeg havde boet hos hende, lovede mine forældre, at jeg kunne tage hjem til dem, uden at jeg ville blive indlagt på hospitalet igen.

Jeg flyttede ind i det første bosted, da jeg var 17. Der fortsatte konkurrencen i at være mest syg, og jeg begyndte at skade mig selv og fik skizofreni. Siden jeg var 17 og til i dag, tror jeg, at jeg har været tvangsindlagt omkring 100 gange.

Jeg fik det først bedre, da jeg kom ind i et bosted for voksne. Dengang var jeg 20. Det tog tid for mig at få en forståelse for, hvem jeg var og ikke bare var en diagnose. I mit tilfælde har der været for meget kassetænkning i psykiatrien, men i voksenbotilbuddet var det, som om at jeg kunne åbne mig.

Maja har ikke haft en rigtig kæreste før, men er på Tinder, hvor hun forsøger at finde en. (Foto: Martin Fält © dr)

Jeg får det langsomt bedre dag for dag, jeg forsøger at leve et normalt liv, og jeg har ikke selvskadet i to et halvt år nu. Men spiseforstyrrelsen præger stadig mit liv.

Jeg bor stadig i et botilbud, og jeg har aldrig rigtig haft en kæreste. Nu er jeg begyndt at øve mig på Tinder, men jeg synes, det er intimiderende, når en fyr skriver til mig, at han synes, jeg er flot. Det var dårligt selvværd, der gjorde mig syg, da jeg var 13, og at nogen siger, at de vil mig, synes jeg er vildt svært.

Og hvordan skal jeg egentlig forklare, at mine arme er fulde af ar? Heldigvis har jeg kun mødt forståelse for, at jeg har haft en svær periode i mit liv. Det har fået mig til at føle mig født på ny, og at der også er en verden uden for det psykiatriske system.

Maja bor i et botilbud og får stadig hjælp, når hun har brug for det. (Foto: Martin Fält © dr)