Maria på 23 har udsat sin kæreste for overgreb: Jeg blev helt hysterisk, hvis han ikke ville have sex

Maria er flov over, at hun udsatte sin ekskæreste gennem halvandet år for sexovergreb.

Vi var begge 14, og han var min første kæreste. Jeg havde ikke selv haft sex, og jeg valgte ham, fordi han havde prøvet det før. Når jeg ser tilbage på den tid, så var jeg én, der havde utrolig meget sex, drak meget alkohol og gik til mange fester. Jeg skulle prøve meget af – også i forholdet med ham.

Vi var kærester i halvandet år, og jeg ved, at jeg har udsat ham for overgreb. Han sagde ikke nej, men der var flere gange, hvor han forsøgte at gøre modstand. Men jeg tvang ham.

Jeg skrev til Tværs, fordi jeg lyttede til podcasten om pigers overgreb på fyre. Særligt en af fyrenes historie gav mig et chok, fordi det var sådan, jeg var over for min ekskæreste. Jeg frygtede, at den næste fyr i programmet ville være min ekskæreste. Det fik mig til at føle mig som en kæmpe idiot, og jeg ville sindssygt gerne gøre det om, hvis jeg kunne.

(© Oliver Seppo)

Når jeg ville have sex med ham, og han hellere ville sove, kunne jeg blive fuldstændig hysterisk. Dengang tænkte jeg, at det jo kun drejede sig om ti minutter, og så var det klaret. Men nu ved jeg, at det jo er et fuldstændigt sindssygt syn at have, fordi jeg var fuldstændig ligeglad med hans følelser.

Hvis han faldt i søvn, forsøgte jeg at vække ham for at plage om sex. Jeg kunne slet ikke klare, hvis han faldt i søvn før mig, og vi ikke havde haft sex.

Vi kunne ikke tage til fester sammen, uden jeg tiggede ham om, at vi skulle sove sammen, for jeg kunne ikke klare tanken om, at jeg skulle tage hjem, uden at vi havde haft sex.

Når vi havde sex, var det nærmest hver anden gang, at jeg overtrådte hans grænser. Det handlede for mig om at gøre noget fysisk for at give ham lyst. Jeg gav ham blowjobs og satte mig oven på ham, mens han sov, så han vågnede af det, så vi kunne have sex, selvom han ikke virkede som om, at han egentlig ville.

(© Oliver Seppo)

Jeg ville have sex hele tiden, og det ville han slet ikke. Men mange gange gjorde han det blot for at gøre mig glad. Når han ikke ville, har jeg kørt psykisk på ham og spurgt ham, om der var noget galt med mig, siden han ikke ville. Det gjorde jeg mest for at få ham til at få dårlig samvittighed, så vi alligevel kunne have sex.

Jeg tænkte slet ikke over, at det var forkert, fordi jeg var for ung. Jeg var så besat af at have sex. For jeg kunne få helt ondt i maven og tænke, at der var noget galt med mig, hvis han ikke ville.

Det gik først rigtig op for mig, hvad jeg har gjort, da jeg lyttede til podcasten. Når man bliver mere voksen, bliver man klogere, og man begynder at lære, hvad der er okay seksuelt. Så det er først nu, at jeg virkelig fortryder, hvad jeg har gjort.

Jeg tror, jeg gjorde det for at få bekræftelse. Mine veninder, der for manges vedkommende var ældre, havde kærester, og de fortalte, hvad de gjorde af vilde ting med deres kærester. Jeg ville nok også have de berømte five seconds of fame, hvis jeg også kunne fortælle nogle vilde historier om min kæreste og mig. Det handlede for mig om at positionere mig socialt og være én af de mere seje piger.

(© Oliver Seppo)

Det var først i slutningen af vores forhold, at han sagde, at jeg også skulle respektere hans sexbehov. Da tænkte jeg: 'Hold da op'. Det havde jeg overhovedet ikke sat mig ind i. Det gjorde ondt at høre, fordi det var jo ikke min hensigt, at han skulle tvinges til det. Kort tid efter gik vi fra hinanden.

Jeg har stort ikke fortalt det her til nogen. Jeg er bange for mit ry, hvis det kom ud. Så ville andre måske tænke, at jeg er lidt slutty, nem og billig, selvom det er lang tid siden, og jeg aldrig ville gøre det samme mod en fyr, som jeg gjorde dengang.

Jeg har senere været i et forhold, hvor det var mig, der var ofret – og det var et vildt chok. Jeg følte, jeg skulle lægge mig fladt ned, når han ville. Det har virkelig lært mig, at sex ikke bare er noget, der skal være en pligt, men at begge parter også skal have lyst.

Jeg tror, der er mange piger derude, som ikke tænker over, at de begår overgreb mod mænd, fordi de tror, det kun kan ske for kvinder, og at enhver fyr vil være taknemmelig for at have sex med en pige. Men sådan har alle fyre det jo ikke.

Der er flere fyre derude, der har oplevet det samme, som min ekskæreste oplevede, og som fyrene i podcasten fortalte om. Noget af det værste, man kan opleve, er, når ens grænser bliver overtrådt. Og jeg har virkelig lyst til at undskylde for min opførsel og det, jeg har udsat ham for.

Maria har ikke ønsket at få sit fornavn eller fulde navn offentliggjort. Marias rigtige navn er redaktionen bekendt.

(© Oliver Seppo)
Facebook
Twitter