Mika forlod Jehovas Vidner som teenager: Jeg skulle starte forfra med alt i mit liv

Man kan altid tale om Biblen i Jehovas Vidner, men da jeg skulle møde andre, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle tale med dem om, fortæller Mika.

(Foto: Betina Garcia © Dr)

På min højre overarm har jeg en tatovering. Den er en reminder for mig om, at jeg skal være klar til at kæmpe for det, jeg vil.

Der står "si vis pacem para bellum". Det er latin og betyder, at hvis du vil have fred, skal du være klar til krig.

Jehovas Vidner har været omdrejningspunktet for meget af mit liv. Som barn blev jeg oplært i Biblen, og jeg har dagligt brugt flere timer på at forberede møder, læse Biblen eller være i tjenesten for Jehovas Vidner, som når vi skulle dele vores blade ud på gaden.

Stort set hele min omgangskreds var en del af Jehovas Vidner. Jeg har da haft enkelte venner fra klassen hist og her, men det har aldrig været dem, jeg er blevet opfordret til at vælge. I stedet blev jeg tilskyndet til at have venskaber inden for trosretningen. For det var dem, der ville mig det bedste.

I Jehovas Vidner tager man Biblen meget bogstaveligt, og man går meget op i, at man overholder, hvad der står i den. Man tror på, at Jordens undergang er nær, og derfor skal man redde så mange mennesker som muligt ved at få dem til at konvertere. Og så fejrer man ikke jul eller fødselsdage.

Mika viser sin tatovering, hvor der står "si vis pacem para bellum". (Foto: Betina Garcia © Dr)

Størstedelen af mit liv har jeg bare tænkt, at sådan er det bare, og jeg har ikke savnet det at holde fødselsdag eller jul. Sådan har jeg det stadig.

Min barndom var god, og jeg har ikke lyst til at ændre på min fortid, selv hvis jeg kunne. Vi havde et tæt forhold i min familie, hvor vi lavede rigtig mange ting sammen, og der var faste rammer. Men da jeg flyttede hjemmefra for omkring fire år siden, kunne jeg mærke, at jeg ikke hørte til i Jehovas Vidner længere.

Lige efter jeg var flyttet, var jeg stadig i tjenesten, som man kalder det, når man for eksempel deler Jehovas Vidners blad, 'Vagttårnet', ud. Det havde lige fra min barndom været en del af mit liv, men det var, som om jeg ikke følte, at det, jeg gik rundt og lavede, gav mening længere. Og så begyndte tankerne om, at jeg måske ikke troede, at der var en gud.

Den periode var på mange måder hård at være i. Jeg havde længe haft en følelse af, at jeg ikke var god nok, og mangel på selvværd er stadig noget, jeg kæmper med i dag. Jeg kæmpede med mit studie, min økonomi og meget andet, og jeg følte, at alt var ved at styrte sammen omkring mig.

Mika bor i Aarhus, hvor han er i gang med at studere. (Foto: Betina Garcia © Dr)

Det var, som om at jeg var havnet i en stressspiral, for jeg har altid følt, at jeg skulle bevise noget og gøre mine forældre stolte. Der er en vis status i at arbejde for tjenesten, og jeg blev set som en slagsgifted child, der havde en lys fremtid inden for Jehovas Vidner. Det var med til at give mig en følelse af, at jeg altid kunne gøre mere og gøre det endnu bedre.

Den tid er meget sløret i min hukommelse, fordi alting var så kaotisk i mit liv. Men jeg kan huske, at jeg valgte at skrive en mail til mine forældre, hvor jeg fortalte dem, at jeg ikke længere havde lyst til at være en del af Jehovas Vidner.

De forstod ikke, hvad der skete, og de var kede af, at jeg havde valgt Jehovas Vidner fra. Derefter fik jeg tilsendt en masse videoer fra selskabet. Det var en slags redningskrans, de kastede ud efter mig, for at få mig til at blive.

Man hører tit om, at man bliver udelukket, når man melder sig ud af Jehovas Vidner. Sådan oplevede jeg det ikke. Mine forældre prøvede virkelig at få mig til at blive, og det gør de stadig. Men vi har ikke set hinanden i snart halvandet års tid, og vores kommunikation foregår i øjeblikket kun elektronisk.

Da jeg trådte ud af Jehovas Vidner, var det på mange måder som at starte helt forfra på alt. Jeg følte mig ensom, og det er noget, jeg til dels stadig føler. Det er svært at beskrive følelsen af, at ens grundlag på den måde forsvinder. Men det med at få revet tæppet væk under fødderne på en er et meget godt billede på det.

Mika føler stadig, at han skal lære ting, efter han brød med Jehovas Vidner. (Foto: Betina Garcia © Dr)

Jeg var heldigvis begyndt på rollespil på det tidspunkt, og jeg var ved at opbygge en ny vennekreds der, inden jeg stoppede i Jehovas Vidner.

Det har været meget op til mig selv at finde ud af, hvad jeg skulle med livet, og hvad mit mål egentlig skulle være, efter jeg forlod Jehovas Vidner. For jeg var ikke klar til at tage samtalen med nogen. Heller ikke mine forældre. Det var noget, jeg skulle finde ud af selv, uden at få indflydelse fra andre.

Jeg er stadig i gang med at lære at blive mere sikker på mig selv, og det er nok noget, jeg skal arbejde med hele mit liv. Jeg tror, det er et slags efterskælv efter min opvækst.

Jeg har altid været lidt af en enspænder, men i Jehovas Vidner kunne man altid tale om Biblen, og så kørte samtalen bare. Da jeg skulle til at være sammen med "normale" mennesker, syntes jeg, det var svært at finde på noget at tale om, fordi det ikke længere kom så naturligt.

Det med at komme tæt på andre mennesker og forstå mine egne og andres følelser, synes jeg også har været svært. Men jeg føler, at rollespil hjælper mig til at forstå de sociale spilleregler bedre. For hvis man bryder nogle regler der, så har det ikke nogen konsekvenser for venskabet bagefter, fordi man jo bare spiller en anden karakter.

Det værste ved bruddet er, at Mika ikke kan opfylde de forventninger, som hans forældre havde til ham, fortæller han. (Foto: Betina Garcia © Dr)

Jeg er heldigvis en person, der sjældent fortryder, hvad jeg har gjort. Sådan har jeg det også med bruddet. Alligevel er en af de værste ting ved det, at jeg føler, jeg har skuffet min familie. De havde nogle forventninger til mig, og jeg har længe villet og vil stadig gøre mine forældre stolte af mig.

I den ideelle verden ville jeg og min familie være gode venner, og vi ville begge kunne acceptere hinandens valg. Jeg indforstået med, at det nok ikke kommer til at ske. Jeg bebrejder ikke min familie noget. Jeg ved, de altid vil mig det bedste, og de kun ville give mig de bedste muligheder indenfor "sandheden", som Jehovas Vidner kalder det.

Jeg har fundet ud af, at jeg skal være tro mod mig selv, og at jeg skal gøre det, jeg brænder for. Og det er det, jeg håber, jeg kan give videre til andre, som læser det her, og som måske på en eller anden måde står i samme situation som mig.

For der er ikke nogen vej, der er givet fra starten. Det er noget, man selv skal finde ud af, og det er ikke altid sjovt at begive sig ud på den vej. Men det er en nødvendig del for at blive den, man er, og den, man selv har lyst til at være.

Dr.dk har spurgt Mikas forældre, om de havde lyst til at medvirke i artiklen. De fortæller, at de ikke har lyst til at kommentere indholdet.

Mika kæmpede med flere ting, da han besluttede sig for at træde ud af Jehovas Vidner. Men nu er han på vej videre. (Foto: Betina Garcia © Dr)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk