Miliena og Sofie har mistet en forælder: Her er det bedste og det værste du kan gøre som ven

Det værste, du kan gøre som ven er, når du lader som ingenting, siger Miliena Rose Nielsen.

Sofie Juul Svenningsen og Miliena Rose Nielsen er enige om, at man hellere skal spørge ind en gang for meget end en gang for lidt. (Foto: Kasper Månsson © dr)

Når ens ven eller veninde har mistet en, de havde et nært forhold til, kan det være svært at vide, hvordan man bedst trøster.

Vi har talt med Miliena og Sofie, som begge har mistet en forælder, for at høre, hvordan man bedst hjælper en ven eller veninde videre efter et dødsfald i familien.

Miliena Rose Nielsen, 18 år

Min far blev syg, da jeg var 12 år. Han havde kræft og var igennem et sygdomsforløb på omkring to et halvt år. Han døde, da jeg var 15 år.

Jeg er enebarn, og mine forældre blev skilt, inden min far fik kræft. Jeg boede skiftevis hos min mor og min far syv dage ad gangen.

Min far havde ingen kæreste, så det var kun mig, der var der, da han var syg. Det var et utroligt stort ansvar at have, når man ikke er ældre. Jeg skulle gøre rent, købe ind og lave mad. Selvfølgelig har jeg lært meget af at have det ansvar, men jeg lærte det på den hårde måde.

Milienas far fik kræft, da hun var 12 år. Han døde tre år efter. (Foto: Kasper Månsson © dr)

Jeg ville jo også gerne lave de ting, som mine veninder gjorde, men det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke følge med dem, fordi de var et andet sted, end jeg var. Den følelse har jeg stadig her tre år efter min far døde.

Jeg deltog engang i en kampagnefilm for Børn, unge og sorg (forening, der hjælper børn og unge, som har mistet et medlem af familien, red.). Da jeg delte videoen på Facebook, kom nogle af mine venner hen til mig bagefter for at sige, at de var utroligt kede af min situation, og at de ville gøre alt, hvad de kunne, for at hjælpe mig.

Det hjalp mig med at føle mig mindre alene.

En ting, der ikke hjalp mig videre, skete, dengang jeg kom tilbage til skolen igen efter min fars død. Da jeg kom ind i klassen, kiggede mange bare på mig. De havde et blik, der udstrålede dårlig samvittighed. Derefter lod de som ingenting. Det fik mig til at tænke, om jeg overhovedet skulle være taget i skole. Det gjorde det hele værre.

Det ville have været bedre, hvis de var kommet over for at give et kram og sige, at de var kede af, hvad der var sket i stedet for at lade som ingenting. At sige eller gøre ingenting er det værste, man kan gøre.

Mange siger også til en, at man bare skal sige til, hvis man har brug for noget. Men det kræver energi og overskud at sige, at man har det dårligt lige efter et dødsfald. Jeg synes, det er bedre, hvis man spørger: Hvordan kan jeg hjælpe dig bedst muligt?

Sådan vil jeg i hvert fald spørge andre, der har oplevet det samme som jeg.

Sofies mor valgte at begå selvmord på grund af psykisk sygdom. (Foto: Kasper Månsson © dr)

Sofie Juul Svenningsen, 24 år

Min mor valgte at tage sit eget liv, da jeg var 14 år. Det er ti år siden nu.

Allerede inden jeg blev født, led hun af svær depression. Det tog til, men i hendes sidste år blev det rigtigt slemt, så hun næsten kun havde dårlige perioder.

Når man er barn, og en forælder vælger at tage sit eget liv, så afføder det en masse konflikter og vrede. For hvordan skal man håndtere det, når ens egen forælder har valgt en fra? Og hvordan finder man sig selv igen?

Jeg brugte meget tid på at bygge det fundament op igen, og det kæmper jeg stadig med her ti år senere. Det bliver jeg nok aldrig helt færdig med. For sorgen vil aldrig forsvinde, men det bliver nemmere med tiden.

Det hjælper mig, når ens venner tager et aktivt valg og spørger og kommer forbi - også uanmeldt. Måske bare for at tjekke, om man har det fint. Det handler simpelthen bare om at være der. Det værste, du kan gøre som ven er at vælge ikke at gøre noget. For så ender du med at stå helt alene.

Da jeg vendte tilbage i skole efter sommerferien og min mors død, oplevede jeg, at folk holdt afstand, fordi de ikke turde at tage fat i et så ømtåleligt emne. Når ens klassekammerater ikke tør at tale med en, så er det svært.

Det er bedre, at ens venner spørger én gang for meget end én gang for lidt. Vi bliver nødt til at komme væk fra den usikkerhed, som nogle har om, at man kan spørge for meget. Os, der har mistet, har jo mulighed for at sige, at man ikke har lyst til at tale om det.

Lige omkring dødsfaldet er man i en situation, hvor man måske ikke selv kan sige, at man har det dårligt, og der er det rart, hvis nogen begynder samtalen.

Facebook
Twitter