Jeg har brugt meget af mit liv på at føle mig anderledes og forkert. Men når jeg ser på mit horoskop bliver det mere håndgribeligt at forholde mig til, at jeg er den, jeg er. For der står det sort på hvidt.

Jeg blev student i sommer. Jeg er både lettet og stolt over, at jeg rent faktisk gik derfra med en studenterhue. For gymnasietiden var en rodet og svær tid for mig.

Jeg havde et langdistanceforhold, havde svært ved at forene mig med gymnasiesystemets måde at lære på og jeg kæmpede med angst.

Men midt i alt rodet havde jeg et rum med ro og tryghed i det spirituelle.

Jeg har altid været et lidt mærkeligt barn, der levede i mine egne, komplekse fantasiverdner. Jeg var egentligt ikke socialt akavet, men mit fantasiunivers var svært at lukke andre folk ind i.

Lige siden jeg var lille, har den binære kønsopfattelse været unaturlig for mig: jeg ville også gerne lege med pigerne. Og jeg ville gerne have prinsessekjolerne på i skole. Ting, som man på et eller andet tidspunkt opdager, at man ikke må.

I nogle år forsøgte jeg at tilpasse mig. At forstå de koder, der eksisterer i den binære kønsopfattelse. Men det har kun gjort mig ulykkelig, når jeg har prøvet ændre mig selv for at passe ind. For jeg kommer alligevel aldrig til at passe ind.

Følelser er et kæmperod

I 9. klasse fik jeg en veninde, der vidste en masse om astrologi. Og det var dér, det hele sådan rigtigt startede. Både min fascination af det spirituelle og også den længere proces om både at finde ud af og holde fast i, hvem jeg er.

For mig er astrologien med årene blevet en måde at belyse livet på. Det spirituelle er overhovedet ikke den altafgørende faktor i mit liv, men det hjælper mig til at forstå livet. Forstå mine følelser. For følelser er et kæmperod.

Vi har en håndfuld forskellige ord til at beskrive følelser, men ingen af dem beskriver til fulde, hvordan en følelse føles.

I stedet for at skulle forholde mig til følelsen ’at være ked af det’, så kan jeg nu lægge nogle tarotkort, som kan gå mere dybdegående til værks. Med kortene kan jeg måske sortere i den store rodebunke af følelser, så det er lettere at forstå og udtrykke, hvordan jeg egentligt har det. Det bliver på en eller anden måde mere konkret, når kortene ligger der foran mig på sengen.

En øvelse i empati

Astrologien handler i virkeligheden både om at lære sig selv at kende. Og om empati.

For det har også været et effektivt værktøj til at lære andre mennesker at kende. At sætte sig ind i andres stjernetegn og horoskoper og sætte sig ind i, hvem de er. At forstå deres tankegang og handlingsgrundlag. Også selvom de kan være fundamentalt anderledes end mig selv.

Helt konkret bruger jeg det også som en smutvej forbi overfladisk smalltalk, når jeg møder nye mennesker. Jeg hader at bruge tid på overfladisk snak. Og når jeg spørger, hvilket stjernetegn en person har, bliver det ret ofte en nem måde at snakke meget dybere om, hvem personen er. På en både sjov, men også ægte måde.

For selvom man måske ikke tror på astrologien, så er langt de fleste mennesker bevidste om, hvilket stjernetegn de er. Og hvad det siger om dem.

Afstand og nærhed

Man vil gerne kalde astrologien en pseudovidenskab. Det er jeg ret ligeglad med.

For mig er det et rum, hvor logik ikke findes, og som jeg er lidt uinteresseret i at definere rent videnskabeligt. Jeg behøver ikke at forstå, hvad der sker i min hjerne, når jeg bruger astrologien som et værktøj til bedre at forstå mig selv og andre. Om det er videnskab, placebo eller noget åndeligt er lige meget for mig.

For uanset hvad, har det en positiv effekt i min verden. Derfor føler jeg ikke noget behov for at vide, hvordan den positive effekt opstår.

Det betyder ikke, at min indstilling til det spirituelle ikke er ukritisk. Jeg tror også, at der er en indbygget ironisk distance i min måde at kategorisere folk omkring mig i stjernetegn. Og selvfølgelig kan jeg heller ikke lade være med at se det som en oldgammel videnskab, der ikke har nogle beviser for de principper, den er baseret på.

Derfor må jeg lægge alle mine logiske forbehold fra mig, når jeg går til astrologien for hjælp. For dér er jeg nødt til at give mig hen. At stoppe de rationelle tanker. Så jeg prøver at lade være med at reflektere for meget over, hvordan det virker, når jeg lægger tarotkort. Man bliver bare nødt til at tro, at tarotkortene har sandheden.

Man kan kalde det en form for rum, jeg kan gå ind og ud af, hvor jeg ikke behøver at være logisk eller rationel, hvilket er en kontrast til en virkelighed, der i stigende grad fokuserer på hård videnskab og effektivitet. I stedet handler det her i højere grad om det psykologiske, det overtroiske og det emotionelle. Et sted, hvor jeg kan bearbejde følelser uden at være rationel.

Det betyder ikke, at jeg stoler blindt på tarotkortene, horoskoperne eller krystallerne. I stedet bruger jeg det spirituelle til det, jeg kan bruge det til, og på den måde, jeg kan bruge det på. Jeg vil ikke lade det tage overhånd eller styre mit liv. Derfor må jeg også være reflekteret og rationel omkring, hvordan jeg bruger det, og hvor meget det fylder i mine handlinger og beslutninger.

Det kan føles som at kaste en fiskestang ind i underbevidstheden og begynde at hive nogle ting frem derfra, som så bliver meget konkrete foran én, når eksempelvis tarotkortene åbner sig foran mig. Det er et værktøj, der kan sortere rodet inde i mig.

Astrologien har givet mig så meget selvtillid og energi til at være mig selv. Energi til at vende tilbage til mit naturlige udgangspunkt, for hvem jeg er. At være unik og ikke forsøge at ligne de andre.