Pauline på 24: Når jeg mindes min mor, minder min krop mig om, at jeg rent faktisk er i live

Sorgen over morens død er stadig ved at æde Pauline op, men to ting giver hende den snert af lykke, som hun frygter aldrig at opleve.

Det er lidt mere end et år siden, at min mor døde, og jeg føler stadig, at sorgen er ved at æde mig op.

Der er flere, der har sagt til mig, at det første år er det værste. Det er jeg ikke enig i. Meget af det kommer nu, og jeg er blevet mere bevidst om, at min mor er død, selv om jeg stadig godt kan glemme det.

Jeg er blevet mere bevidst om, at hun ikke kommer tilbage. Jeg havde jo hele tiden en ide om, at hun en dag ville banke på min dør, komme ind og sætte sig i min stol og fortælle, at alt er ok.

Tanken om, at min mor kommer tilbage, strejfer mig stadig, men den er slet ikke lige så intens, som den var, lige efter hun døde.

Jeg er lige så stille begyndt at erkende og acceptere, at hun ikke kommer tilbage.

Men jeg synes stadig ikke, at jeg har styr på, hvordan jeg kommer videre.

Jeg kan stadig ikke forestille mig en fremtid uden min mor, og jeg mister lige så stille mere og mere af den person, jeg var, da min mor levede.

(Foto: Frederik Højfeldt)

Når nogen spørger mig, hvordan jeg har det, så plejer jeg at sige, at jeg ikke har det godt. For jeg har det virkelig ikke godt. Men der er ikke særlig mange, der spørger mere.

Døden er kommet på afstand, og så tænker folk, at de ikke behøver at spørge mere, men jeg ville ønske, at der var flere, der kiggede mig i øjnene og spurgte mig, hvordan jeg har det.

I starten troede jeg, at jeg kunne fjerne sorgen. At den ville komme og gå. Det gør den ikke. Sorgen er der konstant og fylder sindssygt meget. Den er der hele tiden, og så må jeg prøve at gøre ting, mens jeg er i sorg.

Jeg har altid været meget smilende af natur og meget positiv. Det er sådan, jeg er blevet opdraget, og sådan var min mor også. Men jeg kan mærke en indre konflikt, fordi jeg indadtil ikke føler særlig meget.

Jeg har det sindssygt dårligt, men kan samtidig registrere jokes, smile, grine og selv fortælle jokes.

Jeg føler ikke særlig meget for noget overhovedet, udover at jeg nogle gange er rigtig ked af det. Så føler jeg alt det dårlige meget kraftigt. Der er ikke særlig meget positivt.

(Foto: Frederik Højfeldt)

Jeg tror ikke på, at jeg nogensinde kan blive rigtig lykkelig. At jeg kan få en ægte glæde.

Min logik fejler ingenting, og jeg kan godt forstå, når der sker noget godt, men jeg kan ikke mærke glæden.

Jeg er ved at acceptere, at det er et livsvilkår for mig.

Men jeg har en idé om, at jeg kan nærme mig lykke ved at få et barn. Det er min eneste ambition med det her liv. At jeg skal have et barn. Alene ideen om et barn kan godt få mig til at blive glad, for så tror jeg på, at jeg kan give og modtage kærlighed.

Det giver også mening i forhold til min mor. Hvis jeg kan give et barn det, som min mor har givet mig, så bliver jeg lykkelig. Det tror jeg.

Tanken om et barn giver mig et lille håb om, at jeg kan blive glad for at leve igen.

(Foto: Frederik Højfeldt)

Jeg har en ide om, at jeg skal være alene med barnet. At jeg ikke har nogen mand.

Jeg har heller ikke rigtig haft nogen bedsteforældre. Min morfar døde, fire år før jeg blev født, og min mormor døde, da jeg var knap tre år. Og jeg ved jo, at mit barn heller ikke kommer til at få nogen bedsteforældre, for min far ser jeg sjældent, og han har ikke rigtig været en del af mit liv.

Jeg vil virkelig gerne prøve at gentage nogle af de samme mønstre som min mor, for hun har gjort det så fantastisk som mor, og jeg er virkelig stolt af, at hun var min mor.

Hvis jeg gør nogle af de samme ting som hende, så kan det også være, at jeg bliver som hende, og at jeg kommer det samme sted hen, som min mor gjorde, da hun døde.

Så bliver vi genforenet.

Jeg ved godt, at det ikke giver nogen mening, men når det hele er så abstrakt, så forsøger man jo at gøre noget konkret. Og det er så min måde at få det til at give en eller anden form for mening, det jeg gør.

(Foto: Frederik Højfeldt)

Jeg har billeder af min mor siddende på køleskabet, og jeg har lavet mine egne morgen- og aftenritualer, hvor jeg kysser hende og snakker højt med hende.

Jeg snakker tit højt med min mor herhjemme eller ude på gaden, men ritualerne ved køleskabet er blevet et mere direkte rum for mig og min mor.

Hvis jeg aktivt vil mindes min mor, så sætter jeg nogle bestemte sange på, som minder mig meget om hende. Så græder jeg. Og jeg skriger, så jeg kan mærke alt i kroppen. Så jeg får ondt i kroppen.

Når jeg kan mærke, at sorgen, savnet og smerten bliver så fysisk, så er det en påmindelse om, at jeg rent faktisk er i live. Jeg føler ofte, at min krop bare overlever endnu en dag, men når jeg græder, skriger og er virkelig ked af det, når jeg mindes min mor, så kan jeg mærke, at jeg lever. At jeg findes.

Det er rart at blive mindet om, at min krop rent faktisk kan mærke følelser.

(Foto: Frederik Højfeldt)

Noget af det, der også giver mening for mig og kan give mig en glæde, er K-pop. Ja, koreansk popmusik.

Det lyder mærkeligt. Jeg ved det godt.

Jeg har også lidt svært ved at forstå, hvorfor jeg lige fandt K-pop, for jeg har aldrig haft noget forhold til Sydkorea, men jeg ser det virkelig som en slags lykkepille, der kan bedøve mig lidt, når det hele bliver alt for meget.

(Foto: Frederik Højfeldt)

Musikken har været en adgangsbillet til at undersøge landet og kulturen, og jeg har været på to måneders sommerskole i Sydkorea.

Da jeg var der, var jeg ikke bare en krop, der overlevede.

Der levede jeg mere. Jeg var lidt mere den gamle Pauline, som jeg var, da min mor levede. Det var bare lidt sjovere dengang.

Jeg er begyndt at lære koreansk på aftenskole, og jeg drømmer om at være et par år i Sydkorea. Jeg håber, at det kan være med til at give mig samme følelse af, at jeg godt kan leve med sorgen. Den følelse som jeg også havde i Sydkorea.

Jeg håber, at jeg kan finde den følelse, uden at jeg skal være i Sydkorea.

Og så ser jeg virkelig meget mig selv med et barn. Det er det eneste, der rigtig giver mening for mig.

Facebook
Twitter