Psykopat, pornoafhængig og kludder med forældre: Her er de stærkeste Tværs-historier fra 2018

Holdet bag Tværs på P3 har udvalgt de bedste og vigtigste personhistorier fra 2018.

Sara Bovin er vært på Tværs, hvor bl.a. Hannah Melissa var gæst. (© dr)

Én havner altid med den forkerte fyr, selvom hun leder efter den store kærlighed. Én har været hjemløs og frygtede, at hun blev stukket ned, mens hun sov. Én tredje er psykopat og frygtede at komme i fængsel igen.

'Tværs' er et program på P3, som man kan kontakte, hvis man har brug for at dele hverdagens problemer med værten Sara Bovin og resten af P3's lyttere.

Men hvilke af årets historier har været de vigtigste, og hvad kan vi lære af dem?

Holdet bag 'Tværs' har valgt de bedste podcasts og fortæller, hvorfor de er vigtige at få frem i lyset.

Holdet bag Tværs er fra højre Tobias Carl Højmark, Karen Straarup Møller, Sara Bovin, Maria Bülow Bach og Kristian Lindhardt Nellemann. (Foto: Betina Garcia © dr)

Hvordan er det at være psykopat?

Tobias Carl Højmark, tilrettelægger

- Sara besøgte Hannah Melissa fra 'De unge mødre', der har fået diagnosen dyssocial personlighedsstruktur. Aldrig før havde jeg hørt, hvordan en psykopat oplever svigt, sorg og kærlighed. Det er et helt vildt ærligt interview, hvor Sara og Hannah Melissa sammen åbner for en helt speciel sårbarhed.

(Foto: Betina Garcia © dr)

- For os handler det altid om at møde og fremstille vores medvirkende så respektfuldt som muligt, og særligt med Hannah Melissa, fordi hun altid oplever at blive mødt af fordomme og skepsis. Men netop den respekt og imødekommenhed tror jeg har betydet, at flere med samme diagnose som Hannah Melissa er stået frem og har søgt hjælp i vores Facebook-gruppe 'Tværs - du er ikke alene'.

Hør podcasten med Hannah Melissa her.

Fra hjemløs til nyt musikhåb

Maria Bülow Bach, tilrettelægger

- Kela har sat sig fast i min bevidsthed. Det har hun, fordi hun er et helt ekstremt eksempel på en fighter, som har levet et noget andet liv, end de fleste andre 17-årige har. Kela beskrev sig selv som en ballademager fra Amager, der var lidt for glad for hash og hårde stoffer, som for eksempel ketamin.

- Men Kela er meget andet end en rebel. Da vi mødte hende, var hun netop vendt hjem efter at have tilbragt fire måneder på gaden og på metrostationer, hvor hun bare var taknemmelig for at ’have overlevet natten’.

- Hun fandt vejen gennem det eneste lyspunkt i hendes liv: Musikken. Hun er så sej og så modig, så da hun for et par uger siden dukkede op som Danmarks nye raphåb, blev jeg så pavestolt og rørt. Hendes ærlighed giver ti gange tilbage til de andre unge, som lytter med.

Hør podcasten med Kela her.

Når en forælder ikke længere vil være forælder

Sara Bovin, vært

- Tidligere på året delte jeg historien om, at min far ikke ville deltage til min datters konfirmation, og at han heller ikke ville komme til familiebegivenheder med mig igen.

- Senere blev Kærlighedshæren skabt, som er en forening for børn og unge med svære forældrerelationer.

Hør podcasten med Sara her.

Tabu om at være pornoafhængig

Kristian Lindhard Nellemann, tilrettelægger

- Det gjorde stort indtryk på mig at møde 21-årige Christian og være med til at fortælle hans historie, som på mange måder er helt almindelig og samtidigt enormt opsigtsvækkende.

- Christian er nemlig en ny og meget yngre stemme på et udbredt, men stadig enormt tabubelagt problem: Pornoafhængighed.

(Modelfoto) (Foto: Frederik Højfeldt Nielsen © dr)

- Og så er han et billede på den digitale generation, som lige nu kæmper med konsekvenserne af at være vokset op med en skærm i hånden og prøver at finde balancen mellem at være ‘på’ og samtidig fastholde nære relationer og undgå isolation og ensomhed.

- Det, der gjorde størst indtryk på mig ved at møde Christian, var, hvor meget det ærgrede ham, at hans høje pornoforbrug afskar ham fra sit sociale liv. Og den skam, der fulgte med, som fik ham til at trække sig endnu længere ind i sig selv.

- Men mest af alt, hvor modigt og ærligt han delte sine mest private og intime tanker og følelser.

Lyt til podcasten med Christian her.

Søskendeforhold

Karen Straarup Møller, redaktør

- Sara taler med sin lillesøster om, hvordan det har været for dem at vokse op sammen.

- Det er så skægt, akavet og rørende at høre dem fortælle om og konfrontere hinanden med deres fælles barndom på godt og ondt. Det er noget, alle med søskende kender til.

Hør podcasten her.

Facebook
Twitter