Rasmus og Stine vil hjælpe andre unge med angst: Lad være med at ignorere det, når du har det dårligt

Du skal lytte til din krops signaler. Og tale åbent om, hvordan du har det. Det er den eneste vej ud af angsten, siger journalisterne Stine Rosenfeldt Bjerregaard og Rasmus Meldgaard Harboe. For dem har det hjulpet at sætte ord på, hvordan de har det.

Stine: Jeg stødte på angst mega tidligt hos min far. Han var ret syg, da jeg var barn, og han dealede med alle mulige ting. Jeg kunne se, når han fik det dårligt, for eksempel ved at han rystede på hænderne eller forsvandt lidt. Han fortalte mig, at han havde angst, hvilket fik mig til at spørge ham, hvad han var så bange for. Han sagde, at han ikke var bange for noget specifikt, men at det var en følelse. Det kunne jeg slet ikke forstå.

Rasmus: Det må være forvirrende for et barn, for angst er jo totalt irrationelt. Hvornår begyndte du selv at få angst?

Stine: Det gjorde jeg, efter min far døde, da jeg var 24. Jeg ville bare op og videre, og jeg ignorerede fuldstændig min sorg, hvilket resulterede i, at jeg fik angst. Jeg fik anfald af ekstrem hjertebanken og følte, at min hjerte skulle eksplodere, og at jeg skulle dø. Min hørelse svingede ind og ud, og jeg kunne ikke være i samtaler. Lige pludselig kunne jeg bare begynde at græde uden at kunne forklare hvorfor.

Rasmus: Så vidt jeg ved, findes der to former for panikangst, som jo er den gren af angst, du og jeg har oplevet. Du troede, at du skulle dø, mens jeg troede, at jeg var blevet sindssyg. Jeg kan stadig blive lidt skidt at at høre ambulancesirener, for da jeg havde hyppig angst, var jeg så bange for at blive hentet og spærret inde i en spændetrøje i et hvidt rum. Jeg var bange for alting.

Stine: Det er uhyggeligt. Inden jeg fandt ud af, at jeg havde angst, havde jeg en oplevelse med min daværende kæreste. Vi skændtes, og lige pludselig fik jeg hjertebanken og kunne ikke tale. Det, der kom ud af min mund, var noget sludder. Min kæreste kiggede underligt på mig, og så ringede han til vagtlægen, som troede, at jeg havde en blodprop i hjernen. De sendte en ambulance, og jeg blev testet og scannet på hospitalet. Det viste sig, at jeg havde haft en kæmpe angstanfald.

Rasmus: Jeg fandt ud af, at jeg havde angst, efter jeg var knækket midt over og gået helt i opløsning i et mødelokale på mit arbejde. Jeg har et billede af et sugerør, der knækker et sted, hvor det ikke er meningen, at det skal knække. Alting blev knust indeni, alting falder sammen. Jeg havde virkelig aldrig forestillet mig, at det skulle ske for mig.

Stine: "Jeg er jo ikke sådan en, der har angst."

Rasmus: "Og jeg er ikke sådan en, der har stress, for jeg kan klare alting."

Stine: "Det kommer aldrig til at ske for mig, det sker kun for svage mennesker."

Rasmus: Har du set 'Stranger Things'? Det første, jeg tænkte, da jeg så scenerne i 'the upside down', var et angstanfald. Det er simpelthen nærmest sådan, det føles, hvis man skal beskrive det for nogen. Man er i fysisk i verden, men alting er skævt, mørkt, klamt og skæmmende, og man kan føle sig helt jaget af noget, men ikke kan se. Sådan føles det i hvert fald for mig.

Stine: Ej! Nu kan jeg aldrig se den serie igen!

Stine Rosenfeldt Bjerregaard er til daglig vært på P3-programmet 'Barometeret'. (Foto: Martin Fält (DR))

Rasmus: Og så er det altså en kæmpe omvæltning at finde ud af, at man ikke kan klare alt. Især når man er sådan en, der virkelig føler, at man styr på karrieren og alle éns relationer og kærester. At man faktisk er... uperfekt. Hvordan indså du, at du faktisk var sådan én, der har angst?

Stine: Jeg blev rigtig ked af det og bange for, at jeg skulle havde det resten af mit liv, og at jeg nu var ligesom min far. Jeg kunne heller ikke identificere mig med det, for jeg har også altid set mig selv som enormt stærk.

Rasmus: Jeg synes simpelthen, det er så vigtigt at sætte ord på angsten. Ikke bare for os to. Men jeg tror, det er den eneste måde, man kommer til at føle, at man ikke er alene med det, og at man stadig kan fungere i verden. Du taler åbent om det, jeg skriver åbent om det, og det har virkelig hjulpet os. Jeg synes, vi skal starte en kampagne: Tal højt om, hvordan du har det!

Stine: Ja, og lad være med at ignorere det, hvis du ikke har det godt. Det er så vigtigt. For det er ikke alting, der bare forsvinder af sig selv. Jeg vil ikke sige, at jeg er glad for, at jeg har haft angst, men måske alligevel lidt. Jeg føler virkelig, at jeg har lært mig selv at kende, og at jeg kan jeg er blevet et mere helt menneske af det.

Rasmus: Sådan har jeg det også. Jeg kender virkelig min krops signaler. Hvis jeg får det skidt på mit arbejde, så går jeg hjem. Ikke noget med at sidde og slide sig selv op indefra og lade andres eller mine egne forventninger ødelægge mig, det er livet simpelthen for kort til.

Stine: Nemlig.

Rasmus: Apropos at ødelægge, så er jeg nødt til at fortælle om at være sygemeldt. Jeg blev sygemeldt med symptomer på stress, som altså var angst, og så havnede jeg i den her helt sindssyge jungle af ting, jeg skulle forholde mig til på borger.dk og breve fra Københavns Kommune. Jeg brændte kommune-damen af til to møder, som de havde indkaldt mig til.

Stine: Det er det sidste, man har brug for, når man er syg.

Rasmus: Det er det virkelig. Vores samfund er gearet til at gribe syge som et bredt fænomen. Men man kan simpelthen ikke forvente at én, der lider af galoperende angst, kan stille op til et møde med en knastør type fra kommunen og tale om, hvornår man forventer at være rask og tilbage på arbejdet. Det gør i hvert fald ikke situationen bedre.

Rasmus Meldgaard Harboe arbejder som skrivende journalist på DR. (Foto: Martin Fält (DR))

Stine: Det er så rigtigt. Det kommer hurtigt til at lyde som om, at man pjækker. Tror du virkelig, at der er nogen, der prøver at snyde systemet på den måde?

Rasmus: Det er der sikkert, men det må være mega svært, og jeg tror, det må dreje sig om meget få tilfælde. Jeg kan bare huske, at jeg blev enormt ked af, at jeg var syg, og bagefter blev jeg ked af, at jeg skulle føle skyld og skam over det og forholde mig til rudekuverter og en småsur dame fra kommunen, der oplyste mig om, at hun havde siddet og ventet forgæves på mig. Jeg var så smadret, at jeg knapt nok kunne huske, hvad jeg selv hed på det tidspunkt. Det giver ingen mening for mig, at der var de forventninger til mig. Var du egentlig sygemeldt?

Stine: Jeg var ikke sygemeldt, men som jeg husker det, var jeg på nedsat tid. Dengang gik jeg på Talentholdet på DR, og dem der var ansvarlige for os sørgede for at sende mig til psykolog. Det var jeg dårlig til, for jeg kom til at lyve overfor psykologen om, hvordan jeg havde det. Det får man det jo ikke bedre af. Til gengæld fandt jeg hurtigt ud af, hvor meget det hjalp mig at tale med mine venner og veninder om det. Og faktisk var der mange af dem, som selv kunne genkende meget af det, jeg følte. Jeg lærte at tackle det. Og da jeg blev gravid, forsvandt det nærmest helt.

Rasmus: Nå ja, du har jo en lille søn. Hvis du nu får et angstanfald, og han spørger, hvad der sker, vil du så være lige så ærlig, som din far var for dig?

Stine: Nej, det tror jeg ikke. Jeg ville fortælle ham, at jeg har det skidt og lige har brug for at sidde stille og roligt. Men jeg vil gøre et stort nummer ud af at fortælle ham, at man ikke skal være perfekt. Og at man skal tale om, hvordan man har det.

(Foto: Martin Fält (DR))
Facebook
Twitter