Sarah på 23 skar i sig selv i ti år: 'Nu har jeg lært at turde tale med andre om det, der er svært'

Sarah følte, at hun belemrede andre med sin selvskade. Men en ven fik hende til at søge hjælp.

For cirka tre måneder siden var der pludselig én, der opdagede dét, som jeg havde skjult i så mange år. Det var på universitetet, hvor en rigtig god ven fra studiet kom hen til mig og fortalte mig, at han havde set sårene på min arm.

Han var hverken dømmende eller sur. I stedet var han bekymret og fortalte, at vi kunne mødes om eftermiddagen, hvis jeg havde brug for hans hjælp.

På den ene side var det rart, at der var en, der faktisk turde konfrontere mig med det. De fleste tror, at selvskade er forbudt at tale om. På den anden side var det også lidt skræmmende, da han fortalte det, fordi der normalt ikke er nogen, der opdager det. For jeg går jo normalt i langærmede trøjer.

Første gang jeg skar i mig selv var i folkeskolen, hvor jeg blev mobbet og ignoreret af de andre. Jeg gik i 6. klasse og havde fundet et glasskår i skolegården.

Jeg gik ud på toilettet og snittede mig selv i min venstre underarm. Jeg kan huske, at mit hjerte bankede hårdt. Jeg var vildt nervøs. Men den fysiske smerte hjalp mig med at give slip på nogle af de dårlige følelser, jeg havde inde i mig selv. Det gav mig på det tidspunkt en rar følelse, men de dårlige følelser vender jo altid tilbage.

Siden har jeg i perioder været mere eller mindre selvskadende. Det kommer mest, når jeg har følt, at jeg har haft dårlige eller hårde perioder.

Mine forældre blev skilt, da jeg var fem år, og da jeg begyndte at være selvskadende i 6. klasse, valgte jeg at lade være med at fortælle det til dem, siger Sarah. (Foto: Oliver Seppo © dr)

Mine lærere vidste godt, jeg var ked af det, og de bad de andre elever om at passe bedre på mig. Men jeg stoppede med at fortælle lærerne og alle andre om mine problemer. I stedet vendte jeg mine problemer mod mig selv. Nogle gange virker det nemmere at vende sine problemer indad, fordi det så kun er mig, der behøver at forholde sig til dem. Men det blev for meget for mig, og det fik mig til at skære i mig selv.

Mine forældre blev skilt, da jeg var fem år, og da jeg begyndte at være selvskadende i 6. klasse, valgte jeg at lade være med at fortælle det til dem. Jeg frygtede nok, at de ville tro, at det var deres skyld. For jeg er nok den her loyale type, der passer på dem, der er omkring mig – også mine forældre.

Mens jeg stadig gik i folkeskole, fandt en lærer ud af, at jeg skar i mig selv. Mine forældre blev kaldt op på skolen, men jeg tror, det fik dem til at reagere i afmagt. De vidste nok ikke, hvordan de skulle forholde sig til det. Jeg oplevede det som om, at de blev sure. Jeg kom til psykolog to gange, men det duede ikke for mig, så jeg fortsatte med at skære i mig selv. Og jeg var god til at skjule det, så ingen ville blive vrede.

Jeg har altid følt en tryghed i at være alene med mine bekymringer. Det er nok noget, der er kommet, efter at mine forældre fandt ud af, at jeg selvskadede. Jeg har nok taget et for stort ansvar over på mine egne skuldre for ikke at påføre mine forældre den smerte, jeg gik og bøvlede med.

Da jeg mødtes med min ven fra universitetet den eftermiddag for omkring tre måneder siden, fortalte han, at han også havde haft det svært, og han anbefalede mig sin egen psykolog. Den måde, han henvendte sig til mig på, var det, der fik mig til at få hjælp til at stoppe med at selvskade.

I modsætning til mange andre valgte han at lade være med at pakke det ind. Han spurgte mere ind til mig i stedet for at tale om mine sår. Han ville vide, hvorfor jeg ikke var tilfreds med mit liv, siden jeg skar i mig selv. Det fik mig til at indse, at der var noget galt.

Nu er jeg begyndt med at gå til psykolog, og jeg har ikke selvskadet, siden min ven tog fat i mig. Nu har jeg også fået en god kæreste, som jeg kan være ærlig overfor.

Jeg føler, jeg kan se lysere på fremtiden nu. Jeg har lært, at jeg skal være bedre til at være åben og tale med mine forældre og andre om mine problemer, og så håber jeg, at de vil reagere, så jeg ikke længere føler, at de bliver vrede.

Jeg håber, at jeg kan blive endnu bedre til at dele det allersværeste med dem, der er tæt på mig, siger Sarah. (Foto: Oliver Seppo © dr)

Ingen fortjener at være alene med sine problemer. Heller ikke jeg, selvom jeg nogle gange stadig føler, at jeg forsvarer mig selv bedst ved at være alene. Jeg håber, at jeg kan blive endnu bedre til at dele det allersværeste med dem, der er tæt på mig.

Det kan virke svært at tale højt om ens problemer, men det er ikke noget, man bør være bange for. Og så må man aldrig miste håbet om at få det godt igen, selvom man har haft det skidt i lang tid.

Sarah har ikke ønsket at få sit fornavn eller fulde navn offentliggjort. Sarahs rigtige navn er redaktionen bekendt.