Sisse blev ghosted: 'Det kan virkelig være svært at blive efterladt i uvisheden'

Sisse mødte en fyr på sit sabbatår i udlandet, men hun oplevede, at tingene ændrede sig, da hun kom hjem til Danmark.

(Foto: Stefan Wessel © DR)

Jeg har aldrig haft en kæreste. I hver fald ikke sådan rigtigt.

Men under et sabbatår fik jeg en plads på et ressort i Østrig, hvor jeg håbede, at jeg måske kunne møde en sød fyr. Måske en østrigsk millionær? Sådan endte det ikke helt.

Men på den her tur mødte jeg en rigtig sød fyr, som jeg egentlig var ved at blive lidt forelsket i.

Månederne går, og det udvikler sig lige så stille. Men der er stadig de her små glimt af usikkerhed. Ét af de glimt er en aften, hvor vi skal snakke sammen om vores fremtid.

Vi aftaler, at jeg skal komme ned til ham om aftenen, hvor vi kan snakke sammen.

Jeg kommer ned til ham og lægger mærke til, at der er mørkt i vinduet. Underligt, tænker jeg.

Jeg kommer op på værelset. Der er helt stille. Her ser jeg, at han ligger i sengen og sover. Vi havde aftalt, at vi skulle snakke om vores følelser, og hvor det her fører hen. Så ligger han dér og sover.

Jeg vækker ham, og vi prøver at snakke. Jeg er totalt på udebane i det her. Jeg håbede på, at han ville tage det første skridt og spørge, om vi skulle være kærester.

Men han siger, at vi bare går og har det sjovt. En del af mig er frustreret over, at jeg ikke kan få mig selv til at sige det. Men jeg frygter også afvisningen, for hvad hvis han ikke har det på samme måde? Så jeg fortsætter i det uvisse.

Er jeg forelsket? Det ved jeg ikke endnu, men jeg har brug for at vide, om vi er på vej til at blive kærester. Men jeg bliver ikke klogere den aften.

Under et sabbatår i Østrig mødte Sisse en fyr, hun faldt for, men forholdet holdt ikke tilbage i Danmark. (Foto: Stefan Wessel © DR)

I tiden efter den aften på hans værelse fortsætter vi, som vi plejer.

Efter tre måneder er hans tur forbi, så han skal forlade Østrig. Om morgenen står vi og siger farvel til hinanden. Jeg græder, det gør han ikke. Vi aftaler, at vi skal mødes i Danmark, når jeg kommer hjem.

På grund af corona lukker skiresortet før tid. Vi kører med bus midt om natten til Danmark.

Midt i alt det her skriver jeg stadig med ham.

Han lover, at han vil stå i lufthavnen for at tage imod mig og køre mig hjem. Han tager imod mig i lufthavnen. Han krammer mig, men kysser mig ikke. Jeg slår det hen, og vi sætter os ind i bilen og kører hjemad.

Vi kommer frem til mine forældre, og jeg tager ham med ind, for at han skal hilse på mine forældre og se, hvor jeg bor. Efter det kysser han mig farvel og kører hjem igen. Han bliver ikke, da jeg gerne lige vil falde på plads igen.

Sisse var ikke helt sikker på, om hun var forelsket - men hun havde brug for at vide, hvor forholdet var på vej hen. (Foto: Stefan Wessel © DR)

Dagene går, og vi skriver sammen frem og tilbage. Vi prøver at finde en dag, hvor vi kan mødes igen. Vi aftaler, at jeg skal hjem til ham på en weekendtur.

Jeg køber en togbillet, og lidt efter sidder jeg i toget.

Og da jeg nærmer mig, dukker spørgsmålene op i mit hoved: Hvorfor kyssede han mig ikke i lufthavnen? Hvordan reagerer han, når vi ses? Kysser han mig den her gang? Dukker han overhovedet op på stationen?

Jeg kommer ud af min trance, for toget er lige standset på stationen. Jeg kommer ud på parkeringspladsen, og dér står han. Han krammer mig. Han kysser mig ikke.

Vi kommer hjem til hans forældre.

Det er første gang, jeg har noget, der minder om en kæreste, så det er også første gang, jeg møder en fyrs forældre.

Det er nervepirrende, men også ret hyggeligt. Her går det faktisk ret godt, og det begynder at blive ret kæresteagtigt.

Men der er stadig små ting, der dukker op.

På et tidspunkt er vi ude at gå en tur inde i byen, men han vil ikke holde mig i hånden. Er han bange for, vi møder nogen?

Han kysser mig farvel, så jeg tænker, at det her må være et skridt i retningen mod at blive kærester, for real.

Vi fortsætter med at skrive, men det dør lige så stille ud. Jeg vil ikke miste ham, så jeg foreslår, at vi kan mødes for at gå en tur eller noget lignende.

Men han er ikke meget for det. Først siger han, at han har hold i ryggen, derefter er det fordi, at han er bange for corona. Men jeg ser på de sociale medier, at han hænger ud med sine venner.

Frustrationen over det uvisse fylder rigtig meget, men jeg bliver da fortrøstningsfuld, da vi aftaler, at vores forhold skal have en chance til. Vi skriver, at vi begge skal arbejde for at få det til at virke.

Sisse sad tilbage med en hul fornemmelse, efter forholdet sluttede uden afklaring. (Foto: Stefan Wessel © DR)

Jeg beslutter mig for at vente på, at han skriver til mig, for jeg er lidt træt af, at det skal være mig, der bærer samtalen. Men han skriver aldrig.

Det var den sidste besked mellem os. Det var i april 2020.

Tilbage sidder jeg med en hul fornemmelse. Mine følelser er blevet kastet rundt, for det er ikke blevet til mere.

Jeg håber, at folk, der har ghosted – eller tænker på at ghoste en anden – vil tænke sig om en ekstra gang. Man kommer længst med ærlighed, og den anden part fortjener at vide, at man ikke er interesseret mere.

Selvom det kan virke som en så lille ting, kan det virkelig betyde meget. For det kan virkelig være svært at blive efterladt i uvisheden.

FacebookTwitter