Sofie på 24 år: Når jeg taler om min mors selvmord, fornemmer jeg, at mange lukker ned

Sofie Svenningsen synes, at vi har for svært ved at tale om sorg. Det mærker hun selv, når hun fortæller andre om sin mors selvmord.

(Foto: Kasper Månsson © dr)

I de seneste ti år har det slået mig, hvor dårlige vi er til at snakke om døden.

Døden og sorgen er utrolig voldsomme oplevelser, og vi har en tendens til at træde væk fra det, fordi det er det mest ubehagelige, der kan ske.

Jeg har mærket tabuet omkring døden og sorgen, siden min mor begik selvmord, da jeg var 14 år. I min familie talte vi meget om det, men jeg oplevede og oplever stadig, at folk udefra ikke tør spørge ind til, hvad der skete, og hvordan jeg har det.

Min mor var maniodepressiv, og sygdommen gjorde, at hendes humør svingede meget. Den ene dag kunne hun være glad og overskudsagtig. Hun kunne deltage i familiebegivenheder og være interesseret i, hvad man f.eks. havde lavet i skolen. Den næste dag kunne hun være ked af det og slet ikke have overskuddet til at være tilstede.

Jeg tror, mange kommer til at tage et forkert hensyn og vælger at pakke det ind. Mange er nok bange for, at jeg bliver ked af det, hvis de spørger ind til noget, som kan være rigtig ubehageligt. (Foto: Kasper Månsson © dr)

Da jeg var barn, var det utrolig frustrerende aldrig rigtig at vide, hvordan min mor havde det. Jeg havde en konstant frygt for, hvad jeg kom hjem til. Jeg skulle altid lure, om jeg kom hjem til en mor, der havde haft en dårlig dag og ikke havde overskuddet til at deltage, eller en mor, som mødte mig med åbne arme, og som ville tale om min skoledag.

Nogle gange kunne hendes humør skifte fra den ene ekstrem til den anden på samme dag. Andre gange var der uger, hvor hun var glad, mens der var andre uger, hvor hun ikke var det.

Jeg husker stadig den dag, min mor døde. Min far og jeg var hos min farmor og farfar. Vi sad og snakkede helt normalt, da min mormor og morfar ringende. De fortalte min far, at de havde fundet min mor hjemme i vores hus, og at hun havde hængt sig selv.

Jeg kan huske, at min far blev helt underlig at se på, og at han bare sagde: ’Nej’. På det tidspunkt tror jeg godt, jeg vidste, hvad der var sket. Der var noget utrolig sigende i det nej, der ikke var til at tage fejl af.

Jeg får aldrig at vide, hvordan man som mor kan efterlade sine egne børn på den måde, men det er en af de ting, jeg har lært at leve med. (Foto: Kasper Månsson © dr)

Jeg kan huske, at min far puttede mig i sengen samme aften. Men ellers husker jeg stort set ikke året efter, at min mor døde. Måske har sorgen været så chokerende og voldsom, at jeg ikke har været parat til at sanse noget. Det er som om at min hukommelse i det år bare er et stort sort hul.

Det, at min mor døde, betød senere hen, at jeg følte en form for lettelse, fordi jeg ikke længere skulle tage stilling til, hvordan min mor havde det. Selvfølgelig ville jeg ønske, jeg kunne få min mor tilbage, men ikke for den pris, at sygdommen stadig skulle være i hendes og i min families liv.

Da jeg lige havde mistet min mor, følte jeg, at det kun var få, som turde tale om det, selvom jeg havde et enormt behov for det.

Jeg ville bare ønske, at folk turde lytte og turde spørge (Foto: Kasper Månsson © dr)

Jeg mærker stadig, at det er svært at fortælle andre, at jeg ikke længere har min mor, og at hun begik selvmord. De ved ikke, hvordan de skal reagere. De kan blive mundlamme, og så får jeg en fornemmelse af, at mange har lyst til at komme ud af samtalen, fordi det bliver for ubehageligt for dem.

Jeg tror, mange kommer til at tage et forkert hensyn og vælger at pakke det ind. Mange er nok bange for, at jeg bliver ked af det, hvis de spørger ind til noget, som kan være rigtig ubehageligt.

Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at de synes, det er voldsomt at høre, og jeg kræver heller ikke, at folk reagerer på en bestemt måde. Men jeg ville bare ønske, at folk turde lytte og turde spørge. For det er en del af min historie.

Jeg har fået rigtig mange henvendelser, siden Tværs blev sendt i mandags. Det har været helt overvældende, og jeg er blevet vildt rørt. Nogle, der har oplevet det samme som jeg, skriver, at de også føler, at de kan stå alene med det, og at andre ikke tør tage snakken. Andre har skrevet, at det har sat tankerne i gang hos dem om, hvordan man møder en, der har været igennem en svær situation.

Sorgen efter min mors død har fundet en plads i min tilværelse. (Foto: Kasper Månsson © dr)

For mig tegner det et billede af, at der er brug for at minde hinanden om, at vi skal være bedre til også at tale om sådan nogle ting.

Sorgen efter min mors død har fundet en plads i min tilværelse. Den kan leve side og side med alle de ting, der gør mig glad og lykkelig.

Jeg får aldrig at vide, hvordan man som mor kan efterlade sine egne børn på den måde, men det er en af de ting, jeg har lært at leve med. Selvom jeg helst havde været min mors selvmord foruden, så har oplevelsen gjort mig mere robust. For jeg ved, at sådan en oplevelse er noget at det værste, der overhovedet kan ske.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk