Sofus på 22 delte alt med sin kæreste: Efter næsten to år som single føler han sig ensom

- Efter fire år sammen knyttede jeg min identitet til min ekskæreste, siger Sofus.

For næsten to år siden kom jeg ud af et forhold, som jeg har været i, siden jeg var 16 år. Siden har jeg haft svært ved at finde mig selv som single.

Min ekskæreste og jeg begyndte at være sammen i 9. klasse, og vi var sammen, indtil jeg var 20.

Første år af vores forhold var jeg på efterskole. Der ringede vi meget sammen, skrev sms’er til hinanden, og vi var sammen, når jeg tog hjem i weekenderne. Da jeg kom i gymnasiet, så vi hinanden rigtig meget. Vi blev hurtigt kendt for at være 'det gifte par', og jeg blev kaldt 'den kærestekedelige'.

- I begyndelsen var jeg ked af det, fordi det var en del af ens liv, der var forbi, fortæller Sofus. (Foto: Martin Fält © dr)

Det var i den tid, jeg udviklede min identitet og fandt ud af, hvem jeg var. Vores fire år sammen gjorde, at vi udviklede os sammen, og at jeg knyttede min identitet meget til min ekskæreste.

Blandt mine venner var jeg ham, der havde et langtidsforhold. Det var den rolle, jeg havde.

I sidste halvdel af 3.g begyndte vores forhold at visne. Jeg tror ikke rigtig, at nogen af os ville acceptere, at vi var vokset fra hinanden. I stedet fandt vi på undskyldninger for ikke at mødes.

For cirka halvandet år siden blev vi enige om at gå fra hinanden. Vi passede ikke sammen længere, og jeg føler stadig, det var det rigtige valg, vi dengang traf, og jeg føler også, at jeg er ovre hende.

I begyndelsen var jeg ked af det, fordi det var en del af ens liv, der var forbi. Men kort tid efter ændrede det sig. Stille og roligt har det udviklet sig til ensomhed. Jeg føler mig alene, fordi jeg ikke rigtig har nogen at dele mine følelser med.

- Selvom jeg godt ved, at det er irrationelt, så føler jeg bare ikke, at jeg vil involvere mine venner i min problemer, siger Sofus. (Foto: Martin Fält © dr)

Følelsen af at være alene kan komme en helt almindelig aften, når jeg kommer hjem fra arbejde og sidder i lejligheden for mig selv. Hvis jeg har haft en lidt dårlig dag på arbejdet, eller jeg har haft nogle problemer med en ven eller med min familie, så føler jeg ikke rigtig, jeg har nogen at tale med.

Den ensomhed gør mig ked af det, og jeg bliver tit nødt til at sætte noget musik på for at undgå stilheden. En af mine favoritter er 'Change' med Charles Bradley, fordi der er så mange følelser i den sang, og den giver mig en følelse af ro.

Hvis jeg taler om de her ting med mine venner, føler jeg hurtigt, at jeg bliver en byrde for dem. Selvom jeg godt ved, at det er irrationelt, så føler jeg bare ikke, at jeg vil involvere mine venner i min problemer.

- Jeg har været vant til at dele alt med min ekskæreste. Jeg har aldrig haft en anden person, der har været min go-to, i løbet af de fire år vi var sammen. (Foto: Martin Fält © dr)

For mig er det nemmere at dele de ting med en kæreste, fordi det er en anden form for tæthed, man har i et forhold end med ens venner.

Jeg har været vant til at dele alt med min ekskæreste. Jeg har aldrig haft en anden person, der har været min go-to, i løbet af de fire år vi var sammen. Og nu står jeg i en situation, hvor jeg ikke har fundet en ny person, jeg kan åbne mig op overfor.

Der er nogle færdigheder, jeg ikke har lært, fordi jeg var i et langvarigt forhold, og det giver mig problemer med at skabe en identitet som single. For i de fire år, hvor jeg koncentrerede mig om min kæreste og vores forhold, var mine drengevenner ude for at score. Derfor føler jeg lidt, at jeg har erfaring som en 16-årig i forhold til at score, selvom jeg er 22.

Jeg undgår situationer, der involverer det at score piger, fordi jeg siger til mig selv, at jeg hverken har nok erfaring i at score eller selvtilliden til det.

Jeg føler, det er muligt for mig at stå på egne ben som single. Jeg ved bare ikke rigtig, hvilke brikker der skal falde på plads, men jeg ved, at jeg skal begynde at arbejde med at åbne mig mere op overfor mine venner. Jeg tror, det handler om, at jeg skal bygge flere venskaber op, og så håber jeg også, det hjælper, hvis jeg kommer ind på et studie efter sommer, så jeg kan møde andre, der har samme interesser, som jeg har.

(Foto: Martin Fält © dr)
Facebook
Twitter