'Vi kommer og voldtager dig :-)'. Da Louise modtog dén mail, ændrede hendes liv sig med ét

Louise Kjølsen er i konstant alarmberedskab efter at have modtaget en række trusselsmails.

(Foto: Jannick Boerlum © dr)

"Vi kommer og voldtager dig :-)"

Sådan stod der i en mail, som Louise Kjølsen fik den 3. januar i år.

Sætningen var efterfulgt af hendes fulde navn og adresse. Og da hun havde læst den, var hun både rystet og bange. Men mest af alt rasende.

- Jeg har normalt ret tyk hud, for jeg har fået masser af grimme eller truende kommentarer og dickpicks. Men den her mail havde en helt klar ond intention om at skræmme mig, siger Louise Kjølsen.

Hun er psykologuddannet og kendt som "Twerk Queen", der ryster røv, er erklæret fjerdebølge-feminist og vil vise, at man sagtens kan være en sexet kvinde og vildt intelligent.

Under dette interview er hun iført en kort, lilla glimmerbluse og store, blå øreringe, der er formet som et lyn. Makeuppen sidder perfekt, og hun ser ud, som om intet kan røre hende. Men det kan truslerne i mailen.

32-årige Louise Kjølsen er uddannet psykolog og kalder sig selv for "landets førende twerkdanser". Hun er også foredragsholder, kønspolitisk debattør og medforfatter til bogen 'Ludermanifestet'. (© twerkqueenlouise)

For denne mail var så anderledes, kold og ond, at hun gik til politiet for at anmelde det. Men her blev hun til sin store overraskelse mødt med et svar om, at det jo ikke var en rigtig trussel.

For der var jo ikke et tidspunkt og dato for voldtægten.

- Sidst jeg tjekkede, var det ulovligt at lave trusler, men jeg måtte insistere tre gange, før de oprettede sagen, siger Louise Kjølsen.

Politiet ville ikke have mailen tilsendt, men tog bare et billede af mailen på telefonen og sendte hende hjem med ordene "du skal nok ikke regne med, der sker noget".

- Der blev jeg klar over, at jeg selv måtte ordne det, siger den 32-årige Louise Kjølsen, som valgte at lægge voldtægtstruslen på Facebook og sin story på Instagram.

Og det satte for alvor gang i sagen.

Truede hendes mor

Dagen efter vågnede Louise Kjølsen op til en mail, der skræmte hende endnu mere, men også gjorde hende endnu mere rasende:

"Sødt, at du bliver vred. Hvad mon din mor siger til et besøg fra os :-)"

I mailen stod hendes mors navn og adresse, og at Louise Kjølsen skulle overføre penge til en krypteret konto, hvis ikke hun ville have lækket al info om sig selv.

(© twerkqueenlouise)

Igen rakte hun ud efter ham på sin Instagram-story, og det var også her, hun blev kontaktet af et kamerahold, der ville filme hendes jagt på bagmanden. Det er blevet til dokumentaren 'Hvem vil voldtage Louise?', der lige nu kan ses på DR3.

Personen, der skrev til Louise Kjølsen, begyndte at underskrive sig med navnet "Morten", og flere af hans mails lød i stil med "Vi kommer og dræber dig :- )".

Louise Kjølsen begyndte at bruge alle sine vågne timer på at tænke på ham.

- Siden den 3. januar har jeg ikke været social. Jeg har ikke kunnet overskue mine venner, men har brugt corona som undskyldning. Jeg har kun kunnet overskue jagten på ham. Var der en ny besked fra ham? Hvornår mon han svarede? Tænk, hvis han pludselig ville dukke op og overfalde mig. Det krævede al min energi.

Enormt grænseoverskridende

I dokumentaren ser vi scener, hvor Louise Kjølsen græder af angst uden det filter af selvsikkerhed, hun ellers bærer i medierne.

Hvordan har det været at vise sådan en sårbar side af dig selv?

- Det har været enormt grænseoverskridende, men nødvendigt at være ærlig og vise, hvad det gør ved en person at føle sig i livsfare, siger hun.

- Vold mod kvinder er et problem, som skal tages alvorligt. Jeg lover dig for, at hvis det var hvide mænd, der var blevet truet, blev det løst i går, lyder det fra Louise Kjølsen. (Foto: Nadia Horsted Narejo © twerkqueenlouise)

Undervejs i jagten på "Morten" fik hun hjælp af nogle af landets førende it-eksperter samt organisationen Digitalt Ansvar, der bekæmper digitale krænkelser.

Her stod det hurtigt klart, at det ikke var en ensom teenager, der sad alene på sit værelse og skrev til hende. Tværtimod var der tale om en helt anden type: En professionel it-ekspert, der let kunne gemme sig for Louise Kjølsens hold af eksperter.

Og det fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på både hende og kameraholdet.

- Ingen af os havde forventet, at det her var så organiseret. Det er en del af et systematisk, politisk angreb, som jeg vil kategorisere som terror mod kvinder, der åbner munden.

Hvorfor mener du det?

- Det viser sig, at det ikke kun er mig, men også mange andre, der har fået samme type trusselsmails, fordi de har blandet sig i den offentlige debat om kvinder og ligestilling. Nogle af dem er helt sikkert også skrevet af "Morten".

Hun mener, personer som ham er en del af en underverden af mænd, der hader kvinder og vil ydmyge dem, også kaldet incels (forkortelse for "involuntary celibate", der betyder ufrivilligt cølibat).

- Målet er at få os til at tie stille. Og jeg må bare sige, at det virker.

Hvordan virker det?

- Lidt som om nogen drysser arsenik i din mad. Du dør ikke straks, men bliver svækket på lang sigt. Jeg er da begyndt at tænke meget på, om bestemte debatter virkelig er det værd at gå ind i. Det er en sindssygt eksistentiel oplevelse, når nogen truer dig på livet. Det er det voldsomste, jeg har prøvet.

Hvad har det haft af konsekvenser for dig på det personlige plan?

- For første gang har jeg fået angstanfald og været paranoid. Ærligt, jeg har bare været skør. Jeg har aldrig kigget mig over skulderen på gaden før, men det her med, at der ikke er et ansigt på frygten, er essensen af terror. Angrebet kan finde sted når som helst, hvor som helst og med hvem som helst.

- Min krop er i alarmberedskab 24 timer i døgnet og reagerer på harmløse ting. Hvis en mand stopper op på gaden foran mig, tænker min hjerne straks "det er Morten, der kommer nu".

Hun ved, det nemmeste havde været bare at holde kæft. Følge politiets råd: "Slet, blokér og lad være med at give internet-trolls det, de vil have". Men det ville have været at sende problemet videre til den næste i rækken, mener Louise Kjølsen.

På Instagram er der over 75.000, der følger @twerkqueenlouise. Hun bruger blandt andet sin profil til at udbrede budskabet om, at kvinder skal have ret til at bruge deres krop, som de vil, uden at blive dømt eller shamet. (© twerkqueenlouise)

- Du er nødt til at grave roden op for at luge ukrudt ud i haven. Så det er rigtig vigtigt, at vi ikke bare blokerer dem og kommer videre selv.

I stedet finder hun nu styrke i at handle.

- For to måneder siden var jeg et nervous fucking wreck (nervevrag). Men nu har jeg brugt tiden på at opruste, både sikkerhedsmæssigt og mentalt. Jeg har en "stilhed før storm"-følelse, for jeg er ikke i tvivl om, at der kommer et angreb fra "Morten" eller en masse assholes, der synes, det er sjovt at efterligne ham, når dokumentaren er ude, siger hun.

- Men det er en kamp, der er vigtig at tage. Jeg har en personlig agenda om, at jeg vil opklare det her og få retfærdighed.

Om det lykkes Louise Kjølsen at få fat på "Morten" og få konfronteret ham med hans trusselsmails, kan du finde ud af i DR3-programmet 'Hvem vil voldtage Louise?'. De første to afsnit kan ses på DRTV nu - tredje og sidste afsnit kommer søndag den 4. oktober.

Trusler - hvad kan du gøre?

  • Hvis du bliver truet

  • Trusler kan du endnu ikke anmelde online. Hvis du bliver truet, kan du anmelde det til politiet ved at ringe 114 eller ved at møde op på dine lokale politistation.

  • Hvad er en trussel?

  • Efter straffelovens § 266 er det strafbart at fremsætte trusler, der er "egnet til at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd." Det gælder både mundtlige og skriftlige trusler, og det gælder alle steder - også på nettet.

  • Straffen for trusler

  • Truslen behøver ikke handle om modtageren, men kan for eksempel også handle om trusler mod modtagerens familie, venner eller børn. Det er ligegyldigt om den, der truer, har tænkt sig at gøre alvor af truslen. Trusler kan straffes med bøde eller fængsel i op til to år. Trusler mod vidner, der skal eller har afgivet forklaring til politiet eller i retten, straffes med bøde eller fængsel op til otte år.

  • Omfang og konsekvenser

  • Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af anmeldelser af trusler er mere end fordoblet de seneste 20 år. Trusler skal tages alvorligt, da de kan have alvorlige psykiske konsekvenser for ofre og påkørende.

  • Kilde: Digitalt Ansvar

Facebook
Twitter