25-årige Heidi hører Hitler, bin Laden og Gud i sit hoved: 'De er en del af mig'

Efter mange års kamp har Heidi nu lært at omfavne sin skizofreni.

25-årige Heidi hører Hitler, bin Laden og Gud i sit hoved: 'De er en del af mig'

Efter mange års kamp har Heidi nu lært at omfavne sin skizofreni.

Scroll for at læse

Der er fem skygger i det lille loftrum. Mørke skygger så store som granvoksne mænd. To af dem er lige bag os.

Jeg sidder i sofaen med Heidi Kjørvel i hendes barndomshjem. Hun kigger rundt og udpeger skyggerne for mig, mens hun smiler lidt, som for at signalere at hun godt ved, hvordan det kan lyde, når hun siger det højt.


Med sit lange, lyse hår og sin røde bluse med korte ærmer, der afslører en masse tatoveringer på kroppen, ligner hun på overfladen en helt almindelig 25-årig kvinde. Og det er hun også.


Men på indersiden adskiller hendes sind sig fra de flestes. Heidi hører stemmer, nogle gange mange tusind på samme tid. Stemmer som oftest er meget negative.

Et af Heidis værste syner er edderkopper. Ofte er de store, men de kan også ligne helt almindelige husedderkopper, og der kan det være umuligt at se, om de faktisk er virkelige. - Jeg slår hellere én gang for meget end én gang for lidt, som hun siger.

I dag har de fortalt hende, at hun ville dø på vej i bilen til sin mor.

"Det er måske det bedste, at du dør før din familie. De fortjener ikke at leve et liv sammen med dig, fordi du er det mest dårlige menneske i verden."


Hun ser også ting, andre ikke ser. Lige nu er det de store, mørke skygger. Andre gange er det kryb og edderkopper. Ofte så store som fugleedderkopper.

Hun ser dem hver dag og kan mærke, når de kravler på hende. Når hun er ude blandt andre, må hun koncentrere sig om ikke at børste dem væk, fordi hun ved, det ser underligt ud.

Jeg havde svært ved at være mig.
Heidi

Jeg møder Heidi på Fyn, hvor hun er på besøg hos sin mor med sin tvillingebror, Michael. Deres forældre havde forsøgt at få børn i mange år, så de er ønskebørn. Men fra starten var det tydeligt, at der var forskel på tvillingerne.

- Jeg tror altid, jeg har været et sensitivt barn. Jeg havde svært ved at være mig, husker hun.


Det hele kulminerede i 8. klasse efter en svær periode, hvor Heidi havde været presset i forhold til veninder og et usundt forhold med en kæreste. Midt i det hele døde hendes farfar, som hun holdt meget af. Og så dukkede stemmerne op.


- Jeg kunne ikke finde ud af, hvem jeg selv var, og jeg vidste, at de her stemmer var noget unormalt, som jeg ikke måtte sige til nogen. I stedet begyndte jeg at cutte i mig selv og kom på en klinik for selvmordstruede. Jeg fortalte ikke, hvad der virkelig var galt.


Kort efter forlod stemmerne fra den ene dag til den anden Heidis hoved, og de holdt sig væk i seks år. Men da hun blev 21 år, kom de tilbage. Stærkere og mere magtfulde end nogensinde.

Hør Heidis stemmer

Tryk play og luk øjnene.

Lava og glasskår

På det tidspunkt havde Heidi fået en elevplads som detailslagter. En dag begyndte lamperne på arbejdet at tale til hende. Først var det en mumlen, men så begyndte de at råbe. Lofter faldt ned, og lava og glasskår flød på stuegulvet derhjemme.

Hun kunne mærke glasskårene og se blodet på sine fødder, når hun trådte på gulvet, så hun var fanget til sofaen. Hendes stemmer forbød hende at spise, hvis hun ikke gjorde, som de sagde.


Det eneste, der hjalp for en stund, var stoffer. Derfor begyndte hun at ryge hash og tage kokain, amfetamin og piller til fester. Hun røg sig skæv, når hun skulle besøge sin mor, så hun kunne lade være med at opføre sig psykotisk. Men det hele startede forfra, når rusen aftog.

Til sidst kunne kroppen ikke mere, og Heidi besvimede. Det skete tre gange nede ved slagteren, hvor hun var i lære, og da arbejdet foregår med skarpe knive, var der ingen anden løsning end at stoppe.

- Det var godt at få noget ro på, men jeg var også mega ked af det, for nu havde jeg bare failet.


Efter en bytur fik Heidi en tvangstanke om, at nogen ville slå hende ihjel, og det endte med, at hun blev kørt til en psykiatrisk afdeling og fik diagnosen paranoid skizofreni. Som den første i familien nogensinde.

Endelig fortalte hun, hvad der skete oppe i hendes hoved.

'STYRET AF STEMMER' Du kan følge Heidi og fire andre unge med skizofreni i det nye DR3-program 'Styret af stemmer'.

Første afsnit ud af seks ligger klar på DRTV her.

- Jeg havde regnet med, at alle ville være i chok, men de tog det mega cool. Jeg tror, jeg var så langt ude, at de bare var glade for, at jeg fik en diagnose. Min mor blev lettet, fordi hun troede, jeg ville tage mit eget liv.

Heidi blev indlagt på stedet og var der i fire en halv måned. Hun blev virkelig glad for stedet og de andre indlagte. Det eneste problem var, at hun de næste par år fik så kraftige bivirkninger af al den medicin, der skulle dæmpe stemmerne og synerne, at hun til sidst tog en stor beslutning.

Hun valgte at blive medicinfri, og det har hun været i to år i dag.

Jeg snakker med dem, og de hjælper mig.
Heidi

I stedet begyndte hun aktivt at arbejde med sig selv og på at blive "stemmehører." Det er en ny metode, der også er anerkendt inden for
forskningsverdenen, hvor man får professionelle redskaber og hjælp til at håndtere sine stemmer og syner.


Heidi får kort sagt træning i at indgå en dialog med dem, anerkende dem og få sluttet fred.

Nogle gange hører hun 50 til 5.000 stemmer på samme tid, og dem har hun delt op i tre grupper: Der er den højere magt med store personligheder som Napoleon, Hitler, Stalin, Osama bin Laden og Gud. Så er der den samlede magt. Til sidst er der medløberne, som kan springe rundt mellem grupperne i forsøg på at blive hørt.


- Jeg prøver at snakke med dem, og nogle af dem hjælper mig. De er en del af mig nu. Jeg trodser dem også stadig, hvis de er for negative, og så tager jeg bare lorten bagefter. De er stadig sure på mig over, at jeg har ignoreret dem i så mange år, men nu forstår jeg hvorfor. Jeg har lukket af for dem og mine følelser hele mit liv.

I stedet for at betragte dem som fjender, er hun begyndt at se dem som nogen, der beskytter hende. Som vil hende det bedste.

Én gang forsvandt Heidis stemmer i fem minutter. - Jeg var ved at græde. Jeg følte mig helt alene. Selv om det er mega træls at blive råbt ad, ville det være det tommeste i verden, hvis der bare var ro.

Når det alligevel bliver for meget, har Heidi fundet en metode, som får dem til at slappe af. Hun får en ny tatovering. Hun har 14, og hun er i gang med at spare sammen til den næste.

- Når jeg bliver tatoveret, slapper mine stemmer totalt af. En gang har de endda sagt, at min tatovering så pæn ud. Det var en stor ting. Men den gjorde fandeme også ondt at få lavet.

Ikke det bedste scoretrick

For nylig fik Heidi tilkendt førtidspension, fordi hun er så præget af sin sygdom, at chancen for at få et job er urealistisk. Men det skal ikke forhindre hende i at finde kærligheden.

Hun er for nylig blevet single igen efter et udramatisk brud med sin bedste ven. Så når hun er klar igen, skal hun ud at date. Og det har hun intet problem med.


- Jeg har da tænkt, at det måske ikke er det bedste scoretrick at skrive på Tinder, at jeg er førtidspensionist og hører stemmer. Men jeg vil være åben omkring det fra starten, smide bomben, og så må de selv deale med det.


Og hun har ikke tidligere oplevet, at det har skræmt nogen væk.

- Jeg tror, folk synes, jeg er meget spændende. Jeg tiltrækker nok lidt mærkelige typer, men jeg vil helst ikke have en, der også har psykiske ting at deale med, for jeg har nok selv. Jeg skal være den eneste syge, jeg gider ikke andres pis, siger hun og griner.

Og så skal drømmefyren kunne se en fremtid med børn. Også selv om der er en risiko for, at skizofreni kan gå i arv.


- Ingen i min familie eller min tvillingebror har fået det, kun mig, så det er ikke til at vide, hvem det rammer. Skulle det ske, ville det være godt at have en mor som mig, der kan støtte mit barn. Jeg har selv brugt så mange år på at skjule det for omverdenen, indtil jeg lærte at embrace det og fik sluttet fred med den del af mig selv.

FAKTA OM SKIZOFRENI I Danmark lever ca. 40.000 mennesker med skizofreni – lidt flere mænd end kvinder.

De fleste er mellem 16-24 år, når de får skizofreni.

Årsagen til skizofreni er en kombination af arv og miljø. Voldsomme oplevelser kan påvirke sygdommen.

Nogle tager antipsykotisk medicin for at dæmpe stemmer og syner.

Kilde: Psykiatrifonden.dk, hvor du kan søge råd og hjælp gratis og anonymt.

Credit


Tekst og research: Rikke Bjerge, DR Ung Digital


Fotograf: Andreas Bro

Grafik: Charlotte Revsbech, DR Viden

3D: Rune L. Søndergaard, postproducer (Resetfilm)

Redaktør: Jens Grønbech, DR Ung Digital