00'er-popgruppes genforening er truet: Forsanger sagsøges for kontraktbrud

Nicole Scherzinger og The Pussycat Dolls' grundlægger er uenige om, hvor stor indflydelse sangeren skal have på gruppens genforening.

The Pussycat Dolls venter på at komme på deres store genforeningsturné – men de kan risikere at vente længe. Gruppens grundlægger, Robin Antin, har nemlig sagsøgt Nicole Scherzinger, der truer med at trække sig fra genforeningen. (Foto: Mike Marsland © Getty Images)

"Ville du ikke ønske, at din kæreste var hot som mig?"

Nicole Scherzinger har aldrig været i tvivl om sit værd. Ikke dengang i 2005, da The Pussycat Dolls storhittede med 'Don't Cha' og sang det ovenstående – og heller ikke i dag.

Men nu har dén bevidsthed tilsyneladende ført til problemer: Den oprindelige grundlægger af The Pussycat Dolls – koreografen Robin Antin – har netop sagsøgt Nicole Scherzinger forud for The Pussycat Dolls' store genforeningsturné.

For halvandet år siden genfandt fem ud af de oprindelige seks medlemmer af The Pussycat Dolls hinanden og udgav i begyndelsen af 2020 sangen 'React'. I den forlængelse offentliggjorde de, at fans kunne opleve dem igen på en genforeningsturné.

Men nu bliver Nicole Scherzinger beskyldt for at true med at trække sig fra The Pussycat Dolls' genforening, før den overhovedet er kommet ordentligt i gang.

Hun kræver nemlig angiveligt 75 procent af indtjeningen fra deres tilbagevenden, fuld kreativ kontrol og tilladelse til at træffe de endelige beslutninger, når det gælder projektet.

Og det har skabt problemer.

Ifølge gruppens grundlægger, Robin Antin, havde Nicole Scherzinger i første omgang indvilliget i at få 49 procent af indtjeningen fra det nye projekt, der skulle markere gruppens ti års jubilæum.

Men da coronapandemien udskød The Pussycat Dolls' genforening, kom der nye boller på suppen.

Lyt til The Pussycat Dolls nyeste sang 'React', som udkom sidste år, mens du læser videre:

0:00

Nu nægter Nicole Scherzinger angiveligt at være en del af det store projekt, hvis ikke den oprindelige aftale bliver genforhandlet, så hun kan få det, hun kræver.

Det kan Robin Antin og Nicole Scherzinger ikke blive enige om. Derfor er gruppens turnédatoer i Storbritannien og Irland endnu ikke bekræftet, og det betyder, at den store genforening er sat på pause.

I stedet er den erstattet af et søgsmål, hvor Robin Antin sagsøger Nicole Scherzinger for kontraktbrud.

Drama og splid

The Pussycat Dolls blev dannet i 2003, men gik i opløsning i 2010 efter store hits som 'Don't Cha', 'When I Grow Up', 'Buttons' og 'I Don't Need a Man'. Dengang var det også Nicole Scherzingers rolle i gruppen, der skabte problemer.

The Pussycat Dolls hittede stort i 00'erne med deres sexede, poppede R&B-lyd. Men bag facaden var der stridigheder, som resulterede i gruppens opløsning. (Foto: Tim Roney © Getty Images)

For selvom de oprindelige seks medlemmer alle var en del af gruppen, blev Nicole Scherzinger fremhævet som forsanger og frontkvinde. Det var de andre kvinder, der fremstod som korsangere og dansere, ikke tilfredse med.

Gennem årene blev det tydeligere og tydeligere, at det var svært for nogle af gruppens medlemmer at acceptere, at de var forvist til at stå i skyggen af Scherzinger.

Ved en optræden til American Music Awards i 2006 var hele verden vidne til deres splid. Fra sin bagplacering trådte Melody Thornton insisterende ind foran en tydeligt misfornøjet Nicole Scherzinger og overtog med fuld skrue på omkvædet af sangen 'Buttons'.

Melody Thornton, der ikke er en del af gruppens genforening, har tidligere udtrykt sin utilpashed over at være en del af gruppen:

- Det føltes forfærdeligt og ukomfortabelt. Jeg var en sanger, ikke en øvet danser, men jeg måtte ikke synge, og jeg fik at vide, at jeg ikke kunne danse, sagde hun til mediet the Mirror i 2019.

Accepterer Nicole Scherzinger som forsanger

To år efter den opsigtsvækkende optræden forlod Carmit Bachar gruppen som det første medlem. Hun ønskede en solokarriere.

Og efter et par år, hvor gruppen udgav en række af Nicole Scherzingers sange – som hun ellers havde skrevet til et mislykket soloprojekt – blev det nok for de fire andre medlemmer.

I 2010 forlod de alle The Pussycat Dolls, så kun Nicole Scherzinger var tilbage – og det blev det sidste for gruppen.

Tidligere medlem Ashley Roberts har siden fortalt, at de fik at vide, at kun Nicole Scherzinger måtte tale i interview, mens de andre medlemmer skulle tie stille. Ifølge hende blev gruppen opløst på grund af Nicole Scherzinger.

Men med den nye genforening tyder noget på, at kvinderne har begravet deres stridsøkse.

- Jeg tror, det er den rigtige timing. Stjernerne står på linje, der er uafsluttet arbejde, og det er ti år siden, vi alle har været sammen. Vi er klar til at gøre det, udtalte Ashley Roberts i slutningen af 2019.

Sådan her ser The Pussycat Dolls ud i dag med de fem medlemmer Nicole Scherzinger, Carmit Bachar, Ashley Roberts, Jessica Sutta og Kimberly Wyatt, der besluttede sig for at lade sig genforene i anledningen af The Pussycat Dolls' ti års jubilæum. (Foto: Nicky Johnston/Comic Relief © Getty Images)

Det er kommet i stand, fordi kvinderne har accepteret, at Nicole Scherzinger er gruppens forsanger, fortalte Kimberly Wyatt i et interview.

- The Pussycat Dolls har ultimativt én forsanger, og det er Nicole.

Men selvom gruppens medlemmer har fundet fred med, at Nicole Scherzinger dominerer The Pussycat Dolls, vil gruppens egen grundlægger, Robin Antin, altså ikke acceptere sangerens nye krav.

Nicole Scherzinger har ikke kommenteret på Robin Antins anklager eller søgsmålet.

Facebook
Twitter