100.000 danskere i fællessang: 'Vi trænger alle sammen til et virtuelt gruppekram'

Fredag morgen deltog mange tusinde danskere i en stor fællessang hjemme i stuerne. Se højdepunkterne her.

DR PigeKorets chefdirigent, Phillip Faber, synger for tiden morgensang sammen med tusindvis af danskere, hver morgen. Fredag var der hele fire sange på programmet i samarbejde med initiativet 'Danmark synger'.
DR PigeKorets chefdirigent, Phillip Faber, synger for tiden morgensang sammen med tusindvis af danskere, hver morgen. Fredag var der hele fire sange på programmet i samarbejde med initiativet 'Danmark synger'.

- Der var et par, der gik forbi, og nogen hilste gennem vinduet. Men ellers kan jeg ikke se folk. Men jeg ved, at folk synger rundt omkring!

Sådan fortæller Line Hassall Thomsen, efter hun fredag morgen klokken 9.05 stod på sin altan og sammen med sin ti-årige søn Viktor sang ud i den aarhusianske morgen.

Helt alene var Line og Viktor dog ikke. Sangene blev nemlig samtidig spillet i programmet 'Morgensang med Phillip Faber' på radiokanalen P2 og på DR1, hvor den daglige morgensang de seneste dage har samlet langt over 100.000 danskere til sang på slaget 9.05.

Fredag var programmet udvidet fra to til fire sange på grund af projektet 'Danmark synger'.

Se DR PigeKorets sammenklip af danskere, der synger fredag morgen - læs mere og se alle sangene nedenfor.

For bare en uge siden eksisterede det projekt ikke. Men efter at Danmark lukkede ned sidste uge på grund af coronakrisen, fik udviklingschef Heidi Kudahl fra Sangens Hus det op at stå på få dage.

På ingen tid skaffede hun opbakning fra 38 danske organisationer: Fra spejderne, højskolerne og Lungeforeningen til DR og Det Kongelige Teater:

- Jeg skrev en ganske kort mail til nogle af dem, jeg kender godt i forvejen. Det var lørdag morgen, og så var jeg ude i haven for at rive blade sammen. Så sagde det bare: "ding-ding-ding" i min lomme med folk, der svarede tilbage, fortæller Heidi Kudahl.

Hun arbejder til daglig med alle former for sang - og er derfor heller ikke i tvivl om, hvor vigtigt fællessang kan være i den svære tid.

- Vi trænger alle sammen til et virtuelt gruppekram lige nu, siger hun.

Herunder kan du se eller gense de fire sange fra fredagens morgensang med Phillip Faber, der til daglig er chefdirigent for DR PigeKoret.

Du skal ikke være bange for at åbne næbbet og synge med – det er der mindst 100.000 danskere, der allerede har gjort.

1

'Godmorgen lille land'

Sangen er en dansk nyklassiker, der blev skrevet i 1997 til indvielsen af Storebæltsbroen.

Da broen blev åbnet året efter, sang Povl Dissing stroferne om "Et land med sol, et land med dis, med kyst af sten og sand" og om "De slanke, lyse broer", der binder landet sammen.

- I virkeligheden handler den jo ikke så meget om en bro, som den handler om, at vi skal bygge bro mellem hinanden. Og det gør man også gennem sang. Det lærte jeg selv, da jeg gik på højskole.

Sådan siger den tidligere højskoleelev Flora Juul Jørgensen, der fredag morgen motiverede sangen i en kort video, inden der blev sunget i 'Morgensang med Philip Faber'.

2

'Hvor sætter du din fod'

Hvis du har været på efterskole eller højskole, kender du måske sangen fra Højskolesangbogen, hvor den står som nummer 206.

Teksten er skrevet af Jens Sejer Andersen, der ifølge sangbogens hjemmeside kalder den for en omvendt jantelov: "Du skal ikke tro, at du kan slippe for at være noget".

Det genkender Niels Frederik Lindstrøm Schaldemose, der motiverede sangen i radio- og tv-udsendelsen.

- Vi sætter spor i forhold til, hvor vi er, og vi præger hinanden. For eksempel på et efterskoleår, der præger vi hinanden på en god måde, vi kan tage med videre, siger Niels Frederik Lindstrøm Schaldemose, der selv går på efterskole i Ollerup.

3

'Buster'

Nanna Lüders skrev og indspillede 'Buster' som titelsang til 80'er-serien 'Busters verden', der også blev til en biograffilm.

Men sangen om den uheldige helt fra Håbets Allé i Brønshøj har med tiden fået sit helt eget liv.

Og den går også rent ind hos børn i dag - i hvert fald havde 3. klasseseleven Victoria Alexandra Rygh Jessen ikke svært ved at motivere sangen:

- Jeg synes, 'Buster' er en rigtig god sang, fordi han kan trylle - og han hjælper andre.

4

'Jeg ved en lærkerede'

Tekstforfatteren Harald Bergsted fvar medlem af det danske nazistparti og faldt i unåde efter Anden Verdenskrig. Men alligevel bliver 'Jeg ved en lærkerede' ved med at være en sang, rigtig mange danskere kan synge udenad.

Melodien er simpel og smuk - og teksten fortæller om et barndomsland, hvor hemmeligheder holdes tæt og uskylden holdes ude. Eller som Nina fra børnehaven Sangglad siger det i sin motivation på tv og radio:

- Den handler om en pige, der finder en lærkerede. Hun gider ikke at fortælle det til nogen, fordi nogen vil skyde den. Og så vil de sige det, og så vil ræven høre det og spise dem!

Der er indtil videre'Morgensang med Philip Faber' alle hverdage klokken 9.05 og i weekenden klokken 10.05.